Marco Bello/AFP/Ritzau Scanpix
Er Greta Thunberg Antikrist? En falsk Messias, som lover frelse, men i virkeligheden er i ledtog med Satan og varsler dommedag. Den ekstremt magtfulde og fascistoide techmilliardær Peter Thiel er besat af tanken.
Thiel prædiker nu sin eskatologi i Pavens baghave. I ugens løb har han afholdt forelæsninger om Antikrist for lukkede døre i Rom. Ifølge den kristne arrangørgruppe handler oplæggene om, at “okkulte kræfter arbejder utrætteligt på at ødelægge alt, hvad der er tilbage af Vesten”.
Thiel får point for ego. Det er i sig selv friskt at drage ned til den katolske kirke – den øverste autoritet for den kristne tænkning – og iscenesætte sig selv som profeten, der har set lyset. Men så herefter at bespise publikum med højreradikale konspirationsteorier om, at FN, statsregulering og klimaaktivister udgør en djævelsk kabale, der fører mod en autoritær verdensorden.
Provokationen er ikke gået kirkens næse forbi. Fader Paolo Benanti, som rådgiver paven om kunstig intelligens, har skrevet et essay med den bramfri titel: ‘Amerikansk kætteri: Skal Peter Thiel brændes på bålet?’
Han uddyber: “Thiels foretagende kan læses som et vedholdende kætteri mod den liberale konsensus: En udfordring mod betingelserne for fredelig sameksistens, han ser som forældede.” På trods af sine egne tvivlsomme tilbøjeligheder lader det til, at den katolske kirke har en bedre forståelse af Thiels ultrakonservatisme end de fleste i Europa.
En kortlægning af Børsen og en række europæiske medier viser (betalingsmur), at europæiske organisationer har investeret 175 mia. kr. i Thiels overvågningsimperium Palantir (som også er integreret i dansk politi). Herhjemme har Nordea bidraget med 2,8 mia. kr. og Danske Bank med 940 mio. kr. til techvirksomheden, hvis teknologi bl.a. bliver brugt til at bombe uskyldige iranere og palæstinensere.
Ved investorerne egentlig, hvem de støtter?
Thiels menneskesyn illustreres måske bedst med et tankeeksperiment fra moralfilosofien: sporvognsproblemet. Du står foran en sporvogn, der er ved at køre ind i fem mennesker, der ligger fastspændt på skinnerne. Et håndtag kan dirigere vognen over på et andet spor, hvor der kun ligger ét menneske. Bør man bør trække i håndtaget og ofre ét menneske for at redde fem – eller undlade at gøre noget for ikke at gøre sig selv skyldig? De fleste vælger det første ud fra tanken, at ét menneskes død er bedre end fem.
For Thiel ville det uhyggelige svar være: Det kommer an på, hvem de er.
I bogen Zero To One skelner Thiel mellem to typer. Der er genierne, der kan transformere verden, og så er der alle andre. Førstnævnte, hvorpå eksempler er CEO’s fra Silicon Valley, har for Thiel mere værdi, fordi de sikrer den teknologiske udvikling.
Så hvad hvis sporvognen havde kurs mod OpenAI’s Sam Altman, men man ved at trække i håndtaget ville få sporvognen til at køre ti tilfældige over i stedet? Thiel ville næppe sige det offentligt, men han ville nok redde Altman, så civilisationen kan bestå. Og hvis Peter Thiel selv ligger på skinnerne? Fader Benanti er vist ikke i tvivl. I Europa bør vi nok bare starte med at smide Palantir på bålet. /Claes T. Sørensen