12 kvinder fra Iran, Syrien, Ukraine og Danmark – og to børn. Alle stuvet sammen i et spisekøkken i et privat hjem på Langeland. Ud af højttalerne strømmer klavermusik, mens kvinderne står i små klynger og laver mad fra deres hjemegn. Det er en kvindemiddag, arrangeret af to danske kvinder, der bor på Langeland og gerne vil bidrage til integrationen af øens flygtninge og asylansøgere, der i dag udgør godt seks procent af indbyggerne.
Deres tanke var at samle seks danske og seks syriske kvinder, hvoraf minimum to skulle tale engelsk og agere tolk. De syriske kvinder skulle så lære de andre at lave syrisk mad, og under middagen skulle de diskutere alt fra sund mad til børneopdragelse. Men som Marie Chilton siger, mens hun betragter den brogede flok, var den plan nok lige optimistisk nok.
Et par af dem er i stand til at samle sig om madlavningen; men én står med et forstenet blik og vipper kroppen fra side til side, en anden ryster så voldsomt på hånden, at det tager hende flere minutter at skære en enkelt skive agurk. Og en syrisk pige på 15 år drøner fra person til person og fodrer alle i rummet med smagsprøver på en lille sølvske, som hun stikker ind i folks mund, så snart hun ser sit snit til det. »Der er mad nok,« siger hun, hver gang hun fylder skeen.
Idræt er ét sprog
En stor gruppe børn sidder på gulvet i den gammeldags gymnastiksal på Nordskolen. De fleste er fra en almindelig dansk 5.-6. klasse, seks syv andre er fra asylklassen. Som de sidder der på gulvet og ser på læreren, der siger, at de skal spille stikbold, er det ikke muligt at skille børnene fra hinanden; hvem tager hver morgen den frivilligt drevne skolebus fra asylcentret til skolen, og hvem har et gult sygesikringsbevis og en permanent adresse i nærheden?
Salsabil går i asylklassen og er 11 år. Hun er statsløs palæstinenser fra Libyen og har boet i Danmark i fire måneder. Mens hun fortæller, er hendes øjne hele tiden rettet mod stikbold-kampen, som hun kun modvilligt har forladt. I Danmark er hendes yndlingsfag idræt, fordi reglerne er de samme som i Libyen. Så bliver hun ikke nervøs for at deltage.
»Det er ligesom at tale det samme sprog,« siger hun, mens de mørke øjne følger bolden, der næsten rammer hendes arm: »Shit!« Hun griner af sin egen frækhed og gemmer ansigtet i hænderne, før hun skynder sig ind på banen og tager bolden fra en høj blond dreng.
Glimt af barnesindet
Tilbage til kvindemiddagen i Marie Chiltons hjem: »Den kender jeg,« råber pigen, da syrisk musik fra en sort iPhone pludselig blander sig med klavermusikken i højttalerne. Hun kommer benene fortæller begejstret om dansen, som hun og hendes veninder har indøvet til netop den sang hjemme på pigeværelset i Aleppo i Syrien.
Jeg har skudt hende til at være omkring 20 år, måske lidt ældre. Men pludselig bliver det tydeligt, hvor ung hun er. I det øjeblik, hun begynder at danse og svinge håret i dansen, får man indtryk af, at hun for et øjeblik har glemt, at hun er langt væk hjemmefra. Væk fra kvinderne, der gemmer deres sorg i mekaniske bevægelser, total tavshed eller overdreven kropskontakt. Væk fra vintermørket, der truer uden for Marie Chiltons svagt oplyste køkken.
Hendes kinder bliver hektisk røde og hun opdager slet ikke, at det lange sorte hår kun var få millimeter fra at havne i den syriske dessert, der minder om en kold udgave af risengrød. Hun gisper efter vejret og fastholdt mit blik i et øjeblik, der lige præcis varer længe nok til at afsløre en hektisk barnlighed, der ikke ses hos voksne. Hun vender sig fra mig og går ud midt på gulvet mellem de to køkkenborde, hvor der stadig bliver hakket og snittet til middagen. Køkkenet bliver i nogle få flygtige minutter forvandlet til et dansegulv for tre syriske kvinder. Den ene er Dalav på 15 år.
Flygtninge skaber jobs
Øde gader og til salg-skilte præger landskabet, når man kører gennem Langeland Kommune, en af landets fattigste. Foruden smuk natur og enkelte fodgængere er der ikke meget liv i gaderne en tåget onsdag i november. Mange huse står tomme og vidner om, at folk de seneste mange år er flyttet fra Langeland og ikke den anden vej. Altså lige indtil flygtningene begyndte at komme.
Langelands borgmester, Bjarne Nielsen (V), svarer beredvilligt, da jeg spørger ind til kriminaliteten på øen. Jeg vil vide, om den er steget i forbindelse med den massive flygtningestrøm.
»Altså der var lidt uro i starten, men folk fandt hurtigt ud af, at der ikke var noget at være bange for,« forklarer han.
Det varer lidt, før det går op for mig, at de »folk«, Bjarne Nielsen taler om, ikke er flygtningene, men lokalbefolkningen.
Bjarne Nielsen fortæller, at der ingen stigning i kriminalitet har været i forbindelse med de nye beboere. Flygtningene og asylansøgerne har tværtimod givet Langeland økonomisk medvind, siger han. For flygtningenes ankomst har skabt jobs – lige fra skolelærere og håndværkere til administrationsmedarbejdere i kommunen. Samtidig har butikkerne øget omsætningen og fået nye varer hjem. Det kan man se i Brugsen i Tullebølle. Der er kommet linser, tørrede kikærter og spidskommen på hylderne i den lille butik.
Børn med syv sprog
»Det er først nu, hun er begyndt at smile,« siger Goar Ter-Adamyan fra Ukraine, mens hun betragter sin seksårige datter Elena, der løber rundt i Marie Chiltons køkken og leger med en syrisk dreng på otte. Børnene har begge boet i Danmark lige omkring et år og taler flydende dansk. Tilsammen kan de syv sprog – både engelsk, tyrkisk og dansk har de lært, mens de var på flugt.
De kender hinanden fra Nordskolen i Tranekær, hvor de begge gik i asylklassen, indtil Elena blev så dygtig til dansk, at hun blev flyttet til en dansk børnehaveklasse i Rudkøbing.
Goar Ter-Adamyan går i stå i sin ukrainske salat med avocado og lime-dressing. »Forestil dig, at dit liv er perfekt,« siger hun, »og så – over night – mister du det hele og må gribe det af dine børn, du kan nå og hoppe ind i din bil og køre«. Det var kun Elena, som Goar Ter-Adamyan kunne nå at få med i bilen den juli-nat for lidt over et år siden. Elenas storesøster og far har de ikke hørt fra siden. Goar Ter-Adamyan blinker tårene væk fra øjnene og vender opmærksomheden tilbage til avocadosalaten, mens Elenas overtrætte hvin høres inde fra stuen.
Center Humble
Hvidt, goldt og med små og helt ens værelser bag dørene på begge sider af gangen. Hvert rum består af to senge, og de, der har noget at hænge op, har pyntet væggen med et billede eller et stykke stof. Det er Nasrin fra Iran, der viser rundt på Center Humble, som er et af Langelands fem asylcentre. Over hendes seng hænger en lille lyserød bamse – sat fast med et søm gennem maven. Da hun opdager, jeg kigger på den, kommer der en smule spil i de sørgmodige øjne, som bekræfter mig i det komiske ved bamsen. Et øjeblik ser det ud, som hun vil forklare, hvorfor den hænger der, men en skygge glider atter over hendes øjne, og hun forbliver tavs.
Nasrin er 37 år og har kun været på centret i fire i dage. Hun insisterer på at fortælle sin historie, men kan ikke få et ord over sine læber. I stedet viser hun insisterende billeder på sin telefon, som hun har haft med sig i lommen siden flugten begyndte på gåben fra Iran op gennem Europa til Danmark. Hun viser billeder af to børn, en pige og en dreng, der klatrer i et figentræ under en bagende sol. Da jeg spørger hende, om hendes børn også skal til Danmark, slukker hun telefon og sætter sig på hug, mens hun rokker frem og tilbage.
Frivilligt arbejde
For enden af en lille grussti omgivet af marker ligger et rødt hus med en have, der står smukt med blomster i alle farver. Haven tilhører Klaus Eggert, der er pensionist og arbejder som frivillig for Røde Kors i Rudkøbing på Langeland.
Hver tirsdag er han med til at afholde café for » øens nye medborgere«, og derudover er han aktiv i facebook-gruppen Venligboerne Langeland, som han blandt andet bruger til at skaffe cykler til flygtningene og asylansøgerne, så de kan komme nemt rundt på øen uden kørekort.
Klaus Eggert fortæller, at meget af arbejdet med asylansøgere og flygtninge på Langeland udføres af frivillige hænder. »Uden alle de frivillige ved jeg simpelthen ikke, hvordan kommunen ville få det til at fungere,« siger Klaus Eggert. Der er dog også arbejdsområder, som de frivillige ikke kan varetage mener han. Eksempelvis hurtig og effektiv sagsbehandling. »Hvis man hele tiden bliver flyttet rundt og går i lang tid uden at vide, om man må blive eller ej, og om ens børn kan komme til landet, må det være meget svært at få en rolig hverdag op at køre – uanset, hvor mange frivillige, der hjælper,« siger Klaus Eggert.
Kurder og feminist
Maysaa Hussein er kurder fra Kobane, journalist og kvinderettighedsforkæmper. Hendes mand er stadig i hjembyen, der er et af de hårdest ramte områder i Syrien. Med sig har hun deres søn på otte. Han leger med den ukrainske pige inde i Marie Chiltons stue. Klokken er efterhånden blevet halv otte og middagen skulle efter planen have været serveret for længst. Børnene er tydeligvis sultne, og deres leg bliver mere voldsom og skødesløs jo længere tid, de venter.
Mens den ukrainske piges mor forsøger at få børnene til at slappe lidt af med et stykke brød og noget vand, går Maysaa Hussein rundt fra person til person i køkkenet og bliver sjældent stående samme sted længe nok til at færdiggøre en sætning. Hun taler flydende engelsk og har været med til at arrangere kvindemiddagen. I en af traveturene gennem huset fortæller hun, at kvinderne fra asylcentret i begyndelsen ikke var meget for at forlade centret, men at de er så glade for at være på besøg i et rigtigt hjem.
Når man kigger rundt, får man indtrykket af, at Maysaa Hussein har ret. Det lader virkelig til, at folk sætter pris på en aften i et helt normalt hjem – også selv om det kun er børnene, der er i stand til smile med øjnene.
Meldte sig som frivillig
»Det er det bedste, du kan gøre for dig selv på en dårlig dag,« siger Hanne Hamann, da hun fortæller om sit frivillige arbejde på Asylcenter Lohals. »Man kan altid komme derned og få nogle kram og snakke lidt.«
Hanne Hamann var oprindeligt en af dem, der syntes, at det lød lidt voldsomt med det store antal flygtninge og asylansøgere, der for tre år siden pludselig kom til Lohals på Langeland. Men i stedet for at lade sig kue af frygt meldte hun sig som frivillig i asylcentret, den dag flygtningene kom til byen.
Siden da har hun startet Venligboerne Langeland, og nu kører hun asylbørnene til og fra børnehave en gang om ugen og besøger centrets beboere så tit, hun kan – alt sammen ved siden af sine to jobs.
Donation på fem får
For et par uger siden blev Hanne Hamann kontaktet af en ægtepar på den lille ø Strynø. De havde får som hobby og ville gerne donere nogle stykker til asylcenteret. Eftersom en af de syriske mænd havde været fåreavler, før krigen brød ud i Syrien, syntes Hanne Hamann, at det gav mening at samle en lille flok og tage sejlturen til Strynø og slagte fårene dér.
Hanne Hamann endte med at tage af sted med en medarbejder og syv syrere. De havde alle været bådflygtninge og flere af dem havde mistet familiemedlemmer på bådturen til Europa, så Hanne Hamann kom på en terapeutisk opgave, da hun skulle få alle mand overtalt til at stige ombord i båden, der skulle fragte dem til Strynø. Men det lykkedes, og de fik tre døde får med hjem.
»Sådan kan man se, hvordan alle slags mennesker kan hjælpe på hver deres måde«, siger Hanne Hamann, der oplever, at mange langelændere gør som landmanden på Strynø. »Man må byde ind med det, man kan,« siger hun.
Så er der serveret
Et kæmpe brag fra stuen sætter for et øjeblik tiden i stå i Marie Chiltons køkken, hvor aftenens uofficielle chefkok Soltana er ved at lægge sidste hånd på maden. Børnene, der efterhånden er så overtrætte og sultne, at de ikke kan samle sig om at stå på deres ben, har væltet fladskærmen.
Oprindeligt var tanken bag middagen, at de syriske kvinder skulle undervise de danske i syrisk kogekunst, så de i fællesskab kunne lave mad. Men Soltana fra Syrien havde fra første minut ført gryderne med hård hånd. Da vi endelig kan sætte os til bords, er der tre forskellig slags kød, to slags ris, en lun og en kold salat, samt den søde kolde risengrød til dessert. Alt er på bordet på samme tid. Så mangler der bare gæsterne.
Børnene sidder i sofaen, hvor de så småt er ved at falde til ro efter at have væltet fjernsynet. Goar Ter-Adamyan fra Ukraine går lidt frem og tilbage mellem sin plads ved bordet og Maysaa Husseins dreng, der småklynker af træthed. Kvinden med tørklædet, der ikke har sagt et ord hele aftenen, står stadig i hjørnet og vipper fra den ene fod til den anden. Maysaa Hussein er forsvundet. Pigen, der fodrede os alle sammen med smagsprøver og ikke kunne lade være med at danse, har allerede spist så meget, at hun ikke kan sidde stille. I stedet går hun rundt i køkkenet.
Vi, der ikke er vant til at spise i selskab med folk med krigstraumer, venter på, at roen indfinder sig omkring bordet. Soltana har tydeligvis prøvet noget lignende før og skænker upåvirket mad til den del af selskabet, der sidder klar. Langsomt finder de fleste en plads om bordet. Nogle kun for en stund. Men selvom det virker kaotisk, er der ingen tvivl om, at alle her allerede ser frem til næste gang, de skal ud af asylcenteret og spise middag hjemme hos en ægte langelænder.
