Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix
Kan en mavepuster være kraftig, men uoverraskende på samme tid? Mens de klassiske store partier er gået ned i antal mandater ved folketingsvalget, har yderfløjene været succesfulde. En af de store vindere er Dansk Folkeparti, som tredoblede deres mandater i Folketinget. Og Morten Messerschmidt blev med 50.819 stemmer valgets største stemmesluger. Det kan stadig give et ryk i moralen her 25 år efter det herrens år 2001.
Dansk Folkeparti er for længst blevet en fast del af det danske demokrati. En levende del af den parlamentariske organisme, der på sin egen vis angriber økosystemet med deres virus. Det burde ikke vække forbavselse, at DF ikke bare overlever, men endda trives i demokratiet, for deres sag taler åbenbart endnu til mange vælgere. Man siger, at tiden læger alle sår. Såret fra Dansk Folkepartis indtog er her stadig, og tilsyneladende læger tiden ikke partiets populistiske disinformation, der får lov til at leve i bedste velgående.
Til folketingsvalget var der over en halv million voksne borgere, der ikke kunne stemme i Danmark. Det er folk, der arbejder, betaler skat, brokker sig over vejarbejde, hader at få breve i e-boks og alt det andet, man nu gør som dansker. Kan et parlament være repræsentativt, når en del af dens indkomst kommer fra borgere, der ikke har stemmeret?
Den amerikanske komiker Yamaneika Saunders gæstede i denne uge podcasten The Downside, hvor stand-up komikere fortæller lethjertet om deres liv. 28 minutter og 38 sekunder inde i podcasten skifter tonen markant. “Jeg kan ikke engang begynde at fortælle, hvor hjælpeløs jeg føler mig,” siger Saunders, inden stemmen knækker fuldstændig. Saunders viser et glimt af, hvor sårbart det kan være at leve som en afro-amerikansk kvinde i dagens USA og beder andre folk om at “tjekke sig selv”. Altså tjekke, om man har stemt på en politik, der er med til at gøre andres liv håbløst.
Stemningen i podcastlokalet bliver tung. To hvide mandlige komikere sidder over for en sort kvindelig kollega, der græder. De ved ikke, hvordan de skal reagere. For hvad skal man sige til en person, der føler konsekvenserne af Trumps politik inde i hjertet? Og hvad skal man gøre, hvis man mærker Dansk Folkepartis politik helt inde i hjertet?
Om Dansk Folkeparti kommer med i en regering eller ej, er deres tilstedeværelse en evergreen i dansk politik. Ved valget i 2001 kom Dansk Folkeparti ind som parlamentarisk støtte for den efterfølgende V-K-regering, der udover xenofobi huskes for at have forringet velfærdsstaten. De klarede sig hverken godt i 2019 eller 2022, men deres politik har alligevel hjemsøgt Christiansborg fra Socialdemokratiet til Danmarksdemokraterne.
Det må være sådan, at nogle briter ser tilbage på Thatcher-årene i Storbritannien eller amerikanere mindes Reagan-årene i 1980’erne. For dem var der et før og efter. Dansk Folkeparti er min Reagan, altid tilstedeværende i horisonten, og med en irriterende uendelig kraft. /Meriem-Hadia Charif