Ramiro Gomez/Reuters/Ritzau Scanpix
Mens USA bekæmper det iranske præstestyre, udspiller der også en anden kamp, som de to lande længe har været en del af. Den handler om pistacienødden.
I sidste sæson var den amerikanske pistaciehøst rekordsættende. USA har den største produktion i verden, mens Iran har den næststørste. Men sådan har det ikke altid været.
Indtil slutningen af 1970’erne var Iran uudfordret førsteleverandør af pistacienødden til hele verden, mens den ramte USA’s mainstreammarked i midten af 1900-tallet. Det varede over 30 år, før USA endegyldigt kunne overhale Irans produktion.
I årene efter gidselkrisen i 1979, hvor iranske studerende besatte den amerikanske ambassade og tog 52 amerikanere til fange i 444 dage, indførte USA restriktioner på handel med Iran og senere en told på 241 pct. på Irans pistacienødder. Tolden betød, at USA’s produktion kunne komme i omdrejninger, og de har – groft set – overgået tidligere produktioners høst og salg hvert eneste år siden.
Situationen er en ganske anden, når vi ser på Irans produktion, der har været nogenlunde stabil på trods af krig og konflikt. Men den er ikke vokset som USA’s produktion gjorde. USA har tydeligt nydt så godt af tolden, at landet i 2017 ubetinget blev verdens førende producent af pistacienødder.
I 2017 skete der også noget helt andet. Trump blev præsident og kørte fra første dag en hård retorik mod Iran. Den 13. oktober 2017 starter han for eksempel en tale om USA’s Iran-strategi sådan her:
“Historien har vist, at jo længere vi ignorerer en trussel, jo farligere bliver den. Af denne grund har jeg ved min tiltrædelse beordret en fuldstændig strategisk gennemgang af vores politik over for det skurkagtige regime i Iran. I dag […] iværksætter [vi] en række tiltag for at imødegå det iranske regimes fjendtlige handlinger og sikre, at Iran aldrig, og jeg mener aldrig, får fat i atomvåben.”
Trumps angreb på Iran handlede selvfølgelig hverken dengang eller i dag om pistacienødder. Men i starten af 2026 truede Trump med at pålægge en ny handelstold. Historien fortæller os, at pistacienøddeproduktionen ikke kommer til at være upåvirket. Og slet ikke når det amerikanske landbrugsministerium har set værdien i det grønne guld og tildelt en svimlende sum til at promovere amerikanske landbrugsprodukter både nationalt og globalt.
Sjovt nok er pistacienødder samtidig gået viralt på internettet, hvad enten det er chokolade, is eller pasta, de skal i. Måske drivkræfterne bag de virale trends med pistacienødder er en bevidst strategi fra Trump-administrationen, et amerikansk mediestunt, der skal styrke dominansen over pistacienødderne på det internationale marked. Nyd din Dubai-chokolade og din velvet pistachio latte indtil da, ikke? /Katharina Warrer
Katharina Warrer er virksomhedspraktikant hos Føljeton.