Dansk. Ligesom dig

Det, du læser her, er et stykke aktivistisk journalistik. Hvad er aktivistisk journalistik? Det er for eksempel, når Politiken under valgkampen pludselig springer på svinevalgsvognen, og du ser en video på Instagram, hvor avisens chefredaktør sidder på en stol og trækker vejret dybt og larmende og siger: Dér døde en gris. Og ved næste åndedræt: Dér døde en til.

Aktivistisk journalistik er dette: Man er et medie eller en journalist med et budskab, som man gerne vil have ud, og man er så sikker i sin sag og på sin dagsorden, at man tilsyneladende tilsidesætter sin journalistiske integritet for at bryde gennem mediestøjen med det, man har at sige. Man ofrer neutralitetsprincippet på oplysningens og sandhedens alter, fordi man synes, at man har fat i den lange ende. Men det gælder mest dem, der tror på neutralitet i journalistik.

Denne uges føljeton er egentlig ikke henvendt til almindelige læsere. Den er henvendt til mediebranchen og til mediebranchens redaktører og chefer, og budskabet til disse aktører er meget enkelt: Stop med at stille spalteplads og mikrofoner til rådighed for hadtale og racistisk og islamofobisk tankegods. Brug hjernen. Tal vores muslimske medborgere op!

I forbindelse med folketingsvalget for 25 år siden indrykkede filmproduktionsselskabet Zentropa en helsides annonce i diverse aviser og dagblade. Annoncen var ment som en behjertet advarsel, og Lars von Triers ansigt fyldte det meste af annoncen. ‘Stem på et anstændigt parti!’ stod der med blokbogstaver foroven. Forneden var der et citat med instruktørens navn under. Et citat, som stadig ikke har mistet sin gyldighed: “Pia Kjærsgaard repræsenterer et ulækkert menneskesyn. At legitimere dette med et samarbejde, eller ved blot at tillade en afsmitning, kan vi ikke være bekendt. Brug din stemme på et parti, der tager klar afstand fra Dansk Folkeparti. Tolerancen for intolerancen må stoppe her.”

Den løftede pegefinger havde ingen effekt ved valget i 2001. Som bekendt vandt Venstres formand Anders Fogh Rasmussen regeringsmagten med mandater fra Dansk Folkeparti, der kun seks år tidligere var blevet bygget på ruinerne af højrepopulisten Mogens Glistrups racistiske kaosparti Fremskridtspartiet.

Med den garvede højskolevenstremand Bertel Haarder som en villig og loyal håndlanger på integrationsministerposten gik den nye regering nu i gang med at foretage en række Dansk Folkeparti-pleasende stramninger på udlændingeområdet. Stramningerne blev udlagt som “nødvendige”. Men samtidig lod man det sprog, med hvilket man talte om indvandrere og udlændinge og særligt muslimer, der ikke engang var udlændinge, gå over alle bredder. Sprogbrugen blev grimmere og grimmere og stadigt mere dehumaniserende. Der var et dem og et os, og flere og flere mennesker, der sådan set tilhørte vores “os”, fordi de for fanden var født her, blev gradvist skubbet over i gruppen af “dem”: medborgere med muslimsk baggrund.

I 2008 bragte Jurist- og Økonomforbundets medlemsmagasin Djøfbladet et portrætinterview med den unge økonom Zubair Butt Hussain. Han var blevet et kendt ansigt i kraft af sin position som talsperson for organisationen Muslimernes Fællesråd – og før det Muslimer i Dialog – hvor han forsøgte at være en stemme for danskere med muslimsk baggrund, der følte sig klemt i den skingre offentlige debat.

Intervieweren var ham venligt stemt, men da hun spørger, hvordan det føles at være djøf’er og muslim på en og samme tid, sidder Zubair Butt Hussain tavst og ryster så på hovedet: “Jamen, jeg er jo dansk, for hulen da. Ligesom dig. Jeg er ikke indvandrer og har aldrig vandret nogen steder hen – ud over fra Smørum og ind mod København. Det, at islam gennemsyrer mit liv, ændrer vel ikke ved, at jeg er dansk alligevel, gør det?”

Et nummer eller to senere bringer Djøfbladet et infamt læserbrev af en person, der underskriver sig “Michael Hansen, økonomisk rådgiver, Berlin”. Han kalder interviewet et “glansbillede”, fordi den interviewedes udlægninger af situationen “ukritisk fordøjes og formidles, uden at der på noget tidspunkt stilles helt grundlæggende spørgsmål den anden vej (eksempelvis hvordan det kan være, at der er nøjagtig samme integrationsproblemstillinger med nøjagtig samme befolkningsgrupper i de øvrige europæiske lande)”.

Et år senere, i 2009, kalder Dansk Folkeparti Zubair Butt Hussain for yderligtgående islamist i en pressemeddelelse. Det er ren greuelpropaganda, men da Ritzau samler historien op, vinkler nyhedsbureauet den sådan her: ‘Kendt muslim føler sig krænket af DF’.

Det er 17-18 år siden. I mellemtiden er det gået fra ondt til værre. Tilsværtningen og mistænkeliggørelsen af danskere med muslimsk baggrund er sprunget fra Dansk Folkepartis pressemeddelelser og paranoide udlandsdanskeres uhøviske læserbreve og direkte ind i medierne. Det er blevet dagligdag. Ordet remigration er gledet ind i sproget: Nu skal de “hjem”, muslimerne, og hvis de er født i Danmark, skal de bare “ud”. Eksemplerne er talrige, ikke mindst i debatprogrammer i radioen og på tv, hvor såkaldt islamkritiske debattører og åbenlyse racister kan tale frit fra leveren og hele tiden synes at afsøge, hvor grænsen for deres ytringer går.

I Berlingske kan man læse ledere og kommentarer skrevet af avisens mellemledere, hvor der slås til lyd for, at det ikke er den enkelte muslim, der er problemet, men islam generelt, for “ingen anden religion udløser værdikonflikter og vold i Europa som islam”. Tekster skrevet på mavefornemmelser og paranoia, men pakket ind i en pseudointellektuel bekymring på samfundsudviklingens vegne.

Under folketingsvalget i 2026 får Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt gentagne gange lov til at svine muslimer til, uden at nogen griber ind, bl.a. i udsendelsen Genstart på P1. For det er jo sådan, vi taler om dem – dem, der plejede at være os. Sådan er diskursen blevet. Samtalen er løbet løbsk. Det er ikke engang en samtale længere.

Jeg opfordrer til selvransagelse i medieverdenen. Der er medier og ‘mediepersonligheder’, som er ude af pædagogisk rækkevidde. Men vi andre kan vel godt stramme os lidt an? Tal danske muslimer op. Stop med at deltage i hetzen. Ellers ender det galt, og pludselig ligner vi alle sammen Jyllands-Posten i 1938. /Oliver Stilling