Kære læser

Coronaen vender tilbage

Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix

“Arbejd hjemmefra, hvor muligt, sænk hastighedsgrænserne på motorveje med ti kilometer, frem den offentlige transport … øg samkørslen, og indfør energieffektive kørevaner.”

Citatet kommer fra energikommissær Dan Jørgensen efter et hastemøde mellem EU’s energiministre tirsdag og opsummerer et brev til EU’s regeringer, hvori han opfordrer til at skære ned på forbruget af olie og gas.

Selvom ordene kunne lyde som hans eget påfund, mimer de ordret anbefalingerne fra Det Internationale Energiagentur. I sidste uge advarede de om en energikrise, der med situationen i Iran kan blive “den værste i årtier” og bør få os til at “undgå flyrejser”.

Frygten er en oliekrise som i 1970’erne, der kan sende fødevarepriser og inflation i vejret. Blandt de europæiske regeringer har første skridt været at holde købekraften oppe, mens oliepriserne stiger. Belgien vil kompensere husstandene med en elcheck, og Sverige, Norge og Italien har lagt op til at sænke benzin- og dieselpriserne. Men ingen har endnu foreslået noget, der reelt fører til et lavere energiforbrug.

Mens Dan Jørgensen lægger op til en fælles EU-løsning, førte mødet tirsdag ikke til nogen konkrete beslutninger. Heller ikke den afgående danske regering har forholdt sig mærkbart til energikrisen. Men hvis det hastede nok, kunne de ifølge professor i forfatningsret Frederik Waage selv uden et fungerende Christiansborg stille såkaldte private lovforslag.

“Efter Folketingets forretningsorden er der ikke noget til hinder for, at man i hastende tilfælde faktisk på én dag kan gennemføre et lovforslag”, siger han: “Vi står jo givetvis over for en lang periode, hvor vi ikke har en regering. Og så kan det være nødvendigt at gøre, hvis man vil følge andre lande på det punkt.”

Det kortsigtede indgreb er afgiftsreduktioner. Men netop det fraråder Nationalbanken: “Vi har jo høje priser, fordi udbuddet pludselig falder, og de høje priser er med til at få tingene til at balancere. Hvis man så prøver at forstyrre de prissignaler, og man gør det bredt i flere lande, så er man med til at hæmme den tilpasning og bidrage til, at priserne er højere i længere tid”.

Og som de ifølge DR uddyber, “vil en reduktion eller fjernelse af afgifterne på olie og benzin stride imod den grønne omstilling”.

Energiminister Lars Aagaard (M) har indtil nu kun brugt Iran som argument for at forlænge olieudvindingen, og en ny regering med S, V eller M i midten får tilmed svært ved at gøre noget uden at modsige sig selv:

Politiken, august 2024: “Regeringen vil bruge små 300 mio. kr. på at chartre privatfly til transport af Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsen”.

Din Offentlige Transport, januar 2026: “For at dække stigende omkostninger stiger priserne på offentlig transport i gennemsnit med 1 pct. i 2026”.

Skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), marts 2026: “Folk, der allerede har en diesel- eller benzinbil i garagen, skal kunne have råd til at køre i deres bil”.

Med en regeringsdannelse, der kan trække ud længe endnu – og mens nogle allerede taler om en forestående lockdown som under corona – ser Danmark på ingen måde ud til at være forberedt. /Emma Louise Stenholm

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12