Sociale mediers deroute
Internettets forside – og dets bagside
Reddit er indgangsportalen til internettets både bedste og værste oplevelser. Og umulig at slippe, når først du har forvildet dig ind i dets virvar af obskure subreddits.
Reddits hovedkontor i San Francisco. Robert Galbraith/Reuters/Ritzau Scanpix
Reddit er indgangsportalen til internettets både bedste og værste oplevelser. Og umulig at slippe, når først du har forvildet dig ind i dets virvar af obskure subreddits.
Selvom jeg havde været flittig Twitter-bruger siden 2010, fik Elon Musk meget behændigt dræbt min lyst til overhovedet at bruge mediet, efter han overtog det.
Slet, videre.
Facebook er højst noget, jeg besøger for at kunne tilgå Messenger og for sporadisk at tjekke, om der mon er kommet nogle nye invitationer. Hvilket sker sjældnere og sjældnere, for ligesom mig selv gider mine venner heller ikke at bruge Facebook; det ville være rent vanvid at scrolle derinde.
Instagram og TikTok har jeg aldrig oprettet en konto til. I den forstand har jeg håndteret dem på samme måde som heroin: Det er bedst slet ikke at prøve.
Snapchat voksede jeg fra, og LinkedIn føler jeg mig ikke voksen nok til. Bluesky er fint nok, men også – lad os være ærlige – lidt kedeligt.
Tilbage står én tidsrøvende final boss, jeg endnu ikke er lykkedes med at besejre: Reddit.
Teknisk set er Reddit et socialt medie, men samtidig føles hjemmesiden – der er en af verdens mest besøgte – som et levn fra det gamle internet. Altså internettet før Facebook og dets efterfølgere totalsmadrede det med sin algoritmiske monokultur.
Det kan jeg i hvert fald bilde mig selv ind efter at have spildt hvem-ved-hvor-mange-timer derinde i snart to årtier.
Uden at ville psykoanalysere mig selv for meget, har mediet spillet en skræmmende vigtig rolle i udformningen af min online-bevidsthed. Men det har også bare været afgørende for internettets udvikling som sådan. Ligesom Reddit sandsynligvis vil komme til at forme fremtiden på uforudsigelig, men afgørende vis, nu hvor kunstig intelligens aktivt bliver trænet på platformens milliardvis af brugerskrevne kommentarer.
Så: hvad er Reddit?
I modsætningen til, hvad rygterne siger i diverse danske medier, rummer hjemmesiden langt, langt mere end ubegrundet og sensationshungrende sladder om danske semi-kendisser. Reddit er heller ikke noget “mørkt internet”, som kun de indviede få kender. Snarere er mediet vel noget nær det eneste tilbageværende sted på internettet – udover Wikipedia – hvor du kan få stillet din nysgerrighed om alt. Og ikke mindst opleve, hvordan mennesker sammen nørder de mest obskure hobbyer og nicheemner, som du ikke engang havde fantasi til at forestille dig fandtes.
Reddit er opbygget af såkaldte subreddits, som hver især er dedikeret til et specifikt emne. Hvis du vil have internationale nyheder, kan du fx browse r/worldnews, hvis du vil se billeder af nuttede dyr, kan du klikke ind på r/aww, og hvis du vil diskutere den nye sæson af Bridgerton, besøger du selvfølgelig r/BridgertonNetflix – eller det konkurrerende r/Bridgerton.
Tricket er, at du kan abonnere på præcis de subreddits, du ønsker, og dermed skabe et endeløst feed tilpasset dine hyperspecifikke præferencer. Fælles for hele showet er det såkaldte karma-system, hvor brugere løbende får ubrugelige, men eftertragtede internetpoint, når andre giver deres bidrag en “upvote” – og omvendt bliver straffet, når folk nedstemmer deres indlæg. Et system, der nogenlunde naturligt (men selvfølgelig også algoritmisk) fremelsker det indhold, folk helst vil se på de forskellige subreddits.
De største subreddits har flere millioner ugentlige besøgende, de mindste nogle få hundrede. Hvis du kan forestille dig det, er der en ret god sandsynlighed for, at det allerede findes på Reddit – som var der tale om en mindre klam udgave af internettets rule 34 (“hvis noget eksisterer, findes der porno af det”).
Eller, mindre klam… Der findes selvfølgelig også et r/rule34-subreddit, men det er i dén grad NSFW (not safe for work), og altså virkelig kun noget der bør besøges, hvis man fx vil se fantegninger af Hermione, der gør ukristelige ting ved Harry Potter.
Upassende internetminder
Gennem årene har Reddit været ophavssted til en uoverskuelig strøm af memes og bizarre brugerkommentarer. Samtidig har man gradvist kunnet iagttage internettets identitetsforvirrede modning gennem platformens idiosynkratiske prisme.
På tåkrummende vis kan man se tilbage på de tidlige 10’ere, hvor redditorer brugte den bevidst meningsløse sætning “the narwhal bacons at midnight” som en indforstået identitetsmarkør, mens de uironisk delte le epic rage comics. Eller på de efterfølgende år, hvor “Advice Animals” langsomt, men sikkert blev afløst af anderledes ironisk-nihilistiske og mindre skabelonprægede memes, mens stadig flere kendisser kom til platformen for at lave PR-arbejde i form af en AMA, altså en “ask me anything”.
Med tiden er store dele af det altid uforudsigelige sociale medie blevet forsøgt saneret og tæmmet. En udvikling – kan det indskydes – der måske særligt tog fart, da Reddits ledelse begyndte at efterstræbe en børsnotering (hvad der endelig blev realiseret i 2024). Flere af de mest kontroversielle og problematiske subreddits har løbende måttet lade livet, herunder r/fatpeoplehate (som blev bandlyst i 2015) og det indflydelsesrige pro-Donald Trump-subreddit r/The_Donald (bandlyst i 2020).
Store kampe mellem redditorerne og corporate-kulturen – repræsenteret ved den forhadte adm. direktør og medstifter Steve Huffman, på Reddit kendt under brugernavnet Spez – er kommet og gået. Men grundsubstansen, nemlig at Reddit kan være alt, på både godt og ondt, er stadig nogenlunde intakt. Også selvom det sociale medie selvsagt ikke er immunt over for det, journalist og forfatter Cory Doctorow har døbt enshittification.
Snart kommer det sikkert til at give sig selv, at jeg ikke skal spilde mere tid på Reddit (den her tekst er i øvrigt skrevet før min barsel, men altså udgivet under den – så mens du læser det her er jeg nok alligevel travlt optaget af at stege baby-klatkager og være på legeplads). I hvert fald er det tydeligt, hvordan bots, påvirkningskampagner og KI-skrevne indlæg i større og større grad infiltrerer det brugerdrevne fællesskab med alt den lortethed, som for længst har smadret resten af internettet.
Selv efter Reddits død vil et nostalgisk minde dog stå tilbage om alle de internetkulturelle højdepunkter, som platformen har leveret. Særligt da det mest var mennesker, der fandtes derinde.
I flæng kan fx nævnes dengang, hvor en bruger panisk skrev, at han ved et uheld var kommet til at ændre en Reddit-indstilling til spansk, og alle kommentarerne som en kollektiv joke ydede techsupport på spansk. Eller dengang, en bruger luftede en vidunderligt gakket Star Wars-fanteori om, at den forhadte karakter Jar Jar Binks i virkeligheden er en Sith Lord. Eller dengang r/WallStreetBets og ikke mindst brugeren DeepFuckingValue fik værdien af GameStops aktier til eksplodere og dermed fik alle medier – inklusive Føljeton – til at forholde sig til finansielle shorting-taktikker og begrebet “meme stocks”. Eller dengang en bruger til r/AskReddit-spørgsmålet “Du kan have sex med én virkelig person fra hele menneskehedens historie – hvem er din ultimative sexpartner?” svarede:
“Jeg vil gerne have sex én gang til med min kone, der døde af kræft for ni år siden. Min krop længes efter hendes. Den ultimative ulempe ved at finde ‘den eneste ene’ er, at hun måske dør ung og efterlader dig med et uopfyldt begær.”
Hvorefter en anden bruger straks fulgte trop med det nu Reddit-ikoniske:
“Jeg vælger også den her fyrs døde kone”
Elle-
Nej. Mens jeg skriver det her, slår det mig, at alene det at gengive klassiske Reddit-øjeblikke nok svarer meget godt til at genfortælle ens drømme; man skulle selv have været der for helt at kunne værdsætte magien.
Måske er netop dét dog også Reddits store tryllenummer. Et tryllenummer, som virkelig ikke er unikt for platformen, men som alligevel fås i sin reneste internetform netop her: at du aldrig ved, hvad der gemmer sig i det næste indlæg i det næste subreddit. Om det så er en fyr, der indrømmer at bolle til nummeret CBAT af den elektroniske musiker Hudson Mohawke (hør det), eller om det er 80’er-popikonet Rick Astley, der guddødeme selv bliver rickrolled.
Reddit har næppe gjort verden så meget rigere. Men internettet ville trods alt være langt fattigere uden dets utilregnelige alien-maskot. /David Dragsted