“En farligt skamløs verden”

I et overraskende dybsindigt øjeblik i et interview med Wall Street Journal Style for et halvt år siden bliver den australske skuespiller Jacob Elordi spurgt: “Hvilken tabt kunstart ville du ønske kom på mode igen?”

“Skammens kunst,” svarer Frankensteins monster uden at tøve: “Jeg ville ønske, at folk kunne opleve skam lidt dybere.”

Elordi kommer ikke en årsag meget nærmere, men den tårnhøje skuespiller har jo ret. Vi lever på mange måder i en skamløs tid.

Det ses hos højstående ledere, der uden skam begår folkedrab, truer civilisationer med udslettelse eller begår overgreb mod mindreårige. Vi kan se det i de danske politikeres skamløse dehumanisering af indvandrere, eller når de som ledere af en folketingsgruppe ændrer vedtægterne, så de kan få en årsløn på 1,6 mio. kr. og ikke kan fyres. Den manglende skamfølelse er også alle steder på sociale medier, såsom X, hvor offentlig udskamning af kendte og ikke-kendte i ét væk er alles yndlingsbeskæftigelse. Det være sig alt fra harcelering over rygter om dårlig adfærd til hadbeskeder.

I forrige uge – og midt i USA og Israels krig mod Iran – har fx den lesbiske popstjerne Chappell Roan stået for skud efter en besynderlig historie om at en af hendes sikkerhedsvagter skulle have antastet en 11-årig fan gik viralt. Det ene tog det andet, bots var involveret, og pludselig hadede Roan børn, og faktisk var hun slet ikke lesbisk overhovedet. At Roan aldrig havde mødt barnet, og at det ikke var hendes sikkerhedsvagt, var ligemeget.

Situationen med Chappell Roan er det nye internet i en nøddeskal, hvor udskamning og rage bait definerer oplevelsesøkonomien anno 2020’erne.

Kun én Coldplay-lås fra udskamning

Et andet eksempel på udskamning som digital ekstremsport oplevede vi til en Coldplay-koncert sidste sommer.

Et par står i den såkaldte Coldplay-lås – sammenslynget op ad hinanden til en koncert – da et kamera lander på dem, og de bliver blæst op på storskærm. Kvinden, der står forrest, lader sine hænder flyve op og dække sit ansigt, inden hun vender sig om. Manden bag hende kigger let forskrækket, inden han dukker sig ned ude af syne. “Enten har de en affære, ellers er de bare meget generte,” sagde Coldplay-forsanger Chris Martin. Svaret viste sig at være det første.

Pauser man videoen af de to stakkels mennesker i sekunderne efter de bliver opdaget, er skammen i deres ansigtsudtryk ikke at tage fejl af. Faktisk minder de overraskende meget om en fresko fra 1425 malet af renæssancemaleren Masaccio, der forestiller Adam og Eva, der bliver forvist fra Paradis.

“Skam er en central del af menneskelig gruppepsykologi. Den vil sandsynligvis aldrig forsvinde, men den fungerer ikke længere, som den gjorde før,” skriver journalisten George Dillard i en artikel om Coldplay-parret hos Medium (betalingsmur). Her pointerer han, at der i det 20. århundrede er sket en formindskelse af skammens betydning i folks liv, mens der er mere generel accept over for tidligere skamfulde omstændigheder eller adfærd:

“Uanset om du synes, dette er en positiv eller negativ udvikling, er skammens rolle i vores samfund ikke forsvundet; den har bare ændret sig. Under nogle omstændigheder er vi mere entusiastiske over at udskamme folk end nogensinde før, mens vi under andre lever i en farligt skamløs verden.”

Videoen af Coldplay-parret – to ellers helt tilfældige mennesker ud af et hav af mennesker, der viste sig at være gift med andre – har ramt en nerve. I en rundspørge blandt 25 lande mener 77 pct., at det er moralsk uacceptabelt at være sin ægtefælle utro. På den måde var den verdensomspændende udskamning og latterliggørelse af parret ikke så overraskende. At de så også viste sig at være henholdsvis CEO og HR-chef i et større techfirma gjorde kun ondt værre. Skammens rolle er først og fremmest at holde folk moralsk i tjek.

Arvesynd og -skam

At skammen er gået hen og blevet en såkaldt tabt kunstart, som skuespilleren Elordi siger, kan også ses i lidt mere positivt lys: som resultatet af et årtusindelangt opgør med arvesynden. Er det ikke en god ting, at vi ikke skammer os?

Men kigger man tæt på de to allerførste menneskers ansigt og skam – og tænker man så på, hvordan et par, der blev fanget på kamera til en Coldplay-koncert sidste år præcis 600 år senere i Masaccios maleri – er det tydeligt, at skammen ikke er gået helt tabt.

På freskoen i Bologna ses Adam og Eva gå kede og lede side om side. Adam har tabt ansigtet og holder det i sine hænder, han ser nærmest tårevædet ud med åben mund som midt i et hulk, imens Eva ved siden af har hovedet tilbagelænet med fortabte øjne, rynkede øjenbryn, midt i et støn eller endda et vræl, imens hendes ene hånd dækker barmen, den anden skridtet, fordi hun skammer sig over sin nøgenhed.

I øjeblikket efter Gud skaber de to mennesker, står der ellers, at “Adam og hans kvinde var nøgne, men de skammede sig ikke”.

Skam er altså den oprindelige synd. Ja, lige efter at have forbrudt sig mod Guds ord. Da Eva og Adam har spist æblet, er deres første “viden”, at de burde skamme sig over at stå nøgne over for hinanden. “Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet.”

Udskamning er den organiserede religions yndlingsværktøj. Begår du dig mod de vedtagne regler – i Bibelen, Torahen, Koranen eller anden tekst – skam dig. Og bliv straffet. I en så skamfuld karakter som muligt. I omkring 200 år i middelalderen var det fx på en træhest, man sad i skam og smerte, indtil døden indtraf, eller den rene skamtortur i form af gabestokken, hvis formål var offentlig ydmygelse. Gabestokken blev afskaffet i slutningen af 1800-tallet. Tiden løb fra udskamning som strafferetlig metode. Og i stedet blev det folkedomstolens ansvar.

Det 21. århundredes Leitmotif

Der findes mange former for skam. Der er den skam, vi taler om skal skifte side i sager som fx den franske kvinde Gisèle Pelicot, hvis mand bedøvede hende og udsatte hende gruppevoldtægter over flere år; i sager om incest; eller som i 2010’ernes #MeToo-sager. Det er opgøret med krops- og kønsskam i fjerdebølgefeminismen. Der er den mangel på skam, som vi oplever kendetegner geopolitik i dag og den ultimative magtelite, mens vi som almindelige mennesker også bevæger os på et internet, der kapitaliserer på at agere gabestok og udskamme hinanden.

I absolut værste tilfælde kan man dø af skam, som det er tilfældet med fænomenet “sextortion”, hvor især teenagere udsættes for afpresning med deres nøgenbilleder, hvilket i flere tilfælde har resulteret i selvmord.

Vi river os helt bogstaveligt i håret af skam, og som adjunkt på Copenhagen Business School Pernille Steen Pedersen – der forsker i skam, stress og lederskab – peger på i Berlingske, så er det primært skammen, der gør os stressede. Stress kommer ikke alene af for meget arbejde, men også den konstante skamfølelse over at være bagud, mener hun.

Vi føler altså skammen.

Nogle af os dybere end andre, samtidig med at vi tilstræber et “skamfrit” liv, hvor undertrykkende skam over sex, køn eller overgreb ikke skal definere os. Skammen skal skifte side, den skal væk, den skal tilbage. Så hvor efterlader det os? /Astrid Plum