Er helvede de andre på LinkedIn?

De fleste af mine venner og bekendte – oftest folk i slut 20’erne i starten af deres arbejdsliv – siger det samme: LinkedIn er et underligt sted.

For at undersøge, hvorfor så mange af os alligevel er derinde, kontakter jeg Thorleif Gotved, som er selverklæret “energisk LinkedIn-underviser”. Som 17-årig mødte han op i slips til sin første jobsamtale i Netto i Haderslev, og han lever blandt andet af at afholde workshops om netværksmediet. Han virker som den rigtige person til at forklare, hvad platformen kan og måske stikke lidt til min egen skepsis.

Vi mødes på Djøfs kontorer ved Nørreport, hvor Gotved arbejder som karrierekonsulent udover sin selvstændige forretning som LinkedIn-underviser. Da vi står ved kaffemaskinen, spørger han hvilken by jeg er vokset op i på Bornholm. Jeg svarer ham let forundret over hans kendskab til min fortid som øboer. Da han kort efter spørger ind til min studietid i Edinburgh, står det klart, at det selvfølgelig er fordi han har tjekket mig ud på LinkedIn.

Idet vi sætter os ned, rækker Gotved mig et lille stykke papir. “Her er mit visitkort,” siger han og spørger, om jeg også har et til ham. Sådan et har jeg ikke, siger jeg. “Nej, præcis,” svarer han. “Det er der ingen, der har længere. Men hvad har man så?”

Du har allerede måske gættet svaret. Ifølge Gotved fungerer LinkedIn-profiler først og fremmest som et offentligt visitkort, vi kan bruge til at pleje relationerne i vores netværk.

“Lagde du mærke til, da vi startede samtalen her, at jeg havde sat mig ind i dig? Det skaber, tænker jeg, noget hos dig. Du føler dig lidt set og anerkendt. At jeg har været inde at se, hvad du har læst og så videre. Det er jo det, en profil kan,” siger Gotved.

Den digitale dobbeltgænger

Selv laver jeg sjældent opslag på LinkedIn. Nok mest fordi jeg frygter at fremstå lige så irriterende som alle de andre derinde.

I bogen Doppelganger analyserer forfatteren Naomi Klein vores samtid som en dobbeltgænger-kultur: “Mange af os er begyndt at tænke på os selv som personlige brands, en fragmenteret identitet, som er både os og ikke os, en dobbeltgænger, vi performer endeløst i den digitale æter som adgangsbilletten til en rovlysten opmærksomhedsøkonomi,” skriver hun.

Hvad er vores LinkedIn-profiler, hvis ikke små dobbeltgængere, vi konstruerer for et forestillet publikum af fagfæller, kollegaer og potentielle arbejdsgivere? De ligner os, men er ikke identiske med os. Vores LinkedIn-dobbeltgængere møder ikke hinanden, men connecter. De taler et andet sprog fyldt med emojis og entusiastiske floskler. De adskiller sig også fra os ved næsten altid at elske deres arbejde. Og når de ikke gør, kan de fremstille den drøjeste arbejdsopgave som en sjov og lærerig udfordring.

En bekendt fra gymnasietiden har fået en stilling på den danske ambassade i London. Han skriver på klassisk linkedinsk: “I am humbled to announce this new position.” Allerede her får man det lidt som skrigehalsen i Munchs berømte maleri. “I am super motivated to facilitate stronger cultural ties,” fortsætter han.

Havde han fortalt mig nyheden over en øl, ville jeg nok bare være glad på hans vegne. Men i det digitale dobbeltgængersamfund vækker klichéerne en blanding af irritation, forundring og fremmedgørelse.

Mere end indhold

Gotved nikker genkendende, da jeg fortæller ham min modvilje. Engang arrangerede han en LinkedIn-workshop for 45 studerende på CBS, hvor den første øvelse var en ordsky. Han bad dem beskrive LinkedIn med ét ord. “Cringe”, stod der med store bogstaver på skærmen i auditoriet.

“Mange oplever det som den der levertran, der skal ned,” siger han. “At lave indlæg, man overhovedet ikke kan se sig selv i, fordi hvad skal man skrive, og man gider da ikke at ligne de andre idioter? Sådan er der rigtig mange der har det.”

Men ifølge Gotved glemmer LinkedIn-skeptikere tit, at platformen er langt mere end det synlige indhold. Faktisk behøver man slet ikke lave opslag for at få en hel del ud af mediet. Hvis man drømmer om at arbejde inden for et bestemt felt, kan man eksempelvis let komme i kontakt med andre, der arbejder inden for samme branche. For ikke at tale om søgefunktionerne:

“Der er nogle søgefunktioner derinde, der er monsterfede. Man kan søge ret dybt. Det kan være man gerne vil have en ekspert fra Aalborg Universitet fx, eller man kan finde folk fra bestemte virksomheder,” siger han.

Jeg må da også indrømme, at LinkedIn faktisk er ret brugbart i arbejdet som journalist – særligt til research. Man kan finde kilder, interessant ny forskning eller velskrevet indhold fra andre journalister. Så det er vel også en måde at være på LinkedIn? At begrænse sin synlige dobbeltgænger til et offentligt CV og så ellers bare operere i det skjulte.

LSD

Vil man gerne have mest muligt ud af LinkedIn – i form af flere kontakter og synlighed – er der dog ingen vej uden om at skrive de notoriske opslag. Spørgsmålet er, hvordan man laver indhold der rent faktisk er noget værd?

Thorleif Gotved fortæller, at han selv skriver mellem et og to opslag om ugen, bl.a. for at få afløb for sine tanker: “Jeg kunne skrive et indlæg om dagen, hvis det skulle være. Jeg opererer med det, der hedder LSD.”

Den indre Vice-journalist nåede lige at blive begejstret for historien om at mikrodosere psykedelika for at skrue op for kreativiteten i sine indlæg. Gotved forklarer dog, at forkortelsen står for den knap så euforiserende betegnelse LinkedIn-Story-Detector.

De to former for LSD kan minde lidt om hinanden. De er begge nye måder at se virkeligheden på. Men hvor den ene åbner for en tættere forbindelse til universet, åbner den anden for en verden rig på gode LinkedIn-historier. En form for tilegnet sjette sans, man kan have med sig i hverdagen.

Ifølge Gotved har den gode LinkedIn-historie altid “noget på hjerte” og tilbyder et nyt perspektiv: “Et godt indlæg skal gøre mig klogere og få mig til at reflektere,” siger han.

For at promovere det gode indhold på LinkedIn har Thorleif Gotved været med til at starte projektet Den Bestøvlede Kat – opkaldt efter det franske folkeeventyr, der bl.a. handler om at blive et autentisk individ. Konkurrencen var en slags X Factor for LinkedIn-brugere, hvor en jury gennem ti måneder kårede det bedste indlæg på platformen: En vinder var fx SFO-pædagogen Dennis, som mødte på arbejde i lyserøde sandaler, fordi en af børnene blev drillet med sine egne lyserøde sandaler.

Jeg ved endnu ikke, om jeg selv er klar til at aktivere min egen LinkedIn-Story-Detector. Som journalist har man hele tiden sin historie-detektor aktiveret, så det virker en smule overvældende også at skulle lede efter historier i sit eget arbejdsliv. Og så dog, for mon ikke der gemmer sig et godt opslag i en artikel om mine egne LinkedIn-problemer? Vi får se, du kan jo selv kigge efter på min profil – eller skal vi sige dobbeltgænger – derinde. /Claes T. Sørensen