Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Taler vi nok om det yderste højres fremgang ved folketingsvalget? Den uhellige treenighed — Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Borgernes Parti — fik sammenlagt 17 pct. af stemmerne. I 2022 fik DF og DD sammenlagt 10,7 pct.
Det tætteste vi i nyere tid kommer på den højreradikale fremmarch er valget i 2015, hvor Kristian Thulesen Dahl førte DF til en historisk triumf med 21,1 pct. af stemmerne. Fremmedhadet blomstrede da også dengang i partiet. Men der var ingen snak om remigration, og de var generelt parate til at gradbøje sig for indflydelse. Tulle var som støvregn over for Messerschmidts tordenvejr.
Højrepartiernes fremmarch er som lyn, der slår ned i fortællingen om Danmark som en stabil oase midt i Europas politiske opbrud. Ifølge Ditte Brasso Sørensen, vicedirektør i Tænketanken Europa, viser valgresultatet, at Danmark ikke er unik, men underlagt en højredrejning og politisk fragmentering, der er præcis som hos vores europæiske naboer.
Valget bør derfor ringe en alarmklokke for de europæiske politikere, som forsøger at vinde stabilitet ved at lege Mette Frederiksen. Med en blanding af beundring og nysgerrighed har Europas gamle magtpartier – som Labour i Storbritannien og CDU i Tyskland – set på, hvordan Socialdemokratiet frøs DF ude ved at kopiere deres inhumane asylpolitik. Først så man strategien for, hvad den var: en moralsk nedtur. Men da den tilsyneladende virkede til at holde de gamle partier ved magten, lod man sig inspirere.
Tysklands Bundeskanzler Friedrich Merz følger Mette Frederiksens strammerkurs, og i Storbritannien vil Keir Starmers Labour kopiere den danske model om udrejsecentre og eksternalisering. Og hvordan går det så med at følge den danske strategi? Tja, var der valg i Storbritannien i morgen, ville Nigel Farages fascistoide Reform UK få 24 pct af stemmerne. I Tyskland ville de højreradikale Alternative für Deutschland få et historisk godt valg på 26 pct.
Merz og Starmer bør altså tage et ekstra kig på det danske valgresultat. For med decimeringen af traditionelle magtpartier som Socialdemokratiet og Venstre står det klart, at det ikke i sidste ende nytter noget at kopiere det radikale højres værdipolitik. Strategien rykker blot hele magtens system længere til højre. De rabiate kan altid finde på noget grummere, og vi har næppe set enden på, hvor langt ud vi kan komme. /Claes T. Sørensen