Skammens filosofi

“Skam er den største følelse i vores tid, symbolet på nye kampe. Kampråbet er ikke længere uretfærdighed, vilkårlig behandling eller ulighed, men skam.”

– Frédéric Gros, A Philosophy of Shame, 2025.

Skammen har ændret sig.

I ældre tider var den situeret i lokalsamfundene. Man blev offentligt udskammet, hvis man havde forbrudt sig. Det var især kvinder og andre marginaliserede grupper, der stod for skud. Hvis man var en mand, kunne man foreslå en duel for at komme skammen til livs. Da grev Pierre Bezukhov i Tolstojs Krig og fred opdager, at hans kone har en affære med hans ven, eller nok nærmere frenemy, Dolokhov – og at sidstnævnte gør nar ad Pierre på den bekostning – bliver der prompte fundet både tid og sted, og Dolokhov får et skud i maven. Pierre har fået oprejsning, og udover en identitetskrise er alt godt.

Denne old school måde at deale med skammen offentligt gav – udover en potentiel død til følge – også mulighed for offentlig tilgivelse af en art. Sidenhen – og med afskaffelsen af barbariske ydmygelsesmetoder såsom gabestokken og ulovliggørelsen af dueller (altså dem med sværd og pistoler) – rykker skammen ind i os selv i det 20. århundrede. Det ses fx hos Jean-Paul Sartre.

Hos Sartre er skammen bedst repræsenteret ved et blik. Det er i mødet med andre mennesker, at skammen rammer os, eller i det tænkte møde med andre. Et blik er hos Sartre oftest manifesteret i form af “to øjenæblers konvergering i retning af mig”, som han skriver i Væren og Intet. Men det kan også være lyden af skridt, der følges af stilhed, eller lyden af skodder, der åbnes på klem. De er repræsentanter for øjet. “De henviser altså aldrig til øjne af kød og blod hos den, der lurer bag gardinet, bagved et af gårdens vinduer: De er i sig selv allerede øjne.” Det er gennem de andres blik – eller bare ideen om deres blik – vi skammer os.

At skam er noget, vi får i mødet med andre, skriver den amerikanske psykolog – og manden bag affektteori – Silvan Tomkins (1911-1991). Helt konkret, forklarer psykologen, er skam en handling, der kommer til udtryk i en reducering af ansigtstræk. Ved at sænke blikket, øjenlågene, hovedet og nogle gange hele overkroppen, afbryder det skamfulde individ blikket og kigger væk fra den anden person, især væk fra den andens ansigt, og undviger også andre beskueres ansigter. Sådan sker skammen altså ud.

Størst af alt er skammen

Denne introspektion af skamfølelsen i det 20. århundrede er det, der skaber forudsætningerne for, at skammen altså i dag er den dominerende følelse, som den franske filosof Frédéric Gros skriver.

I A Philosophy of Shame: A Revolutionary Emotion (2025) identificerer Gros tre eksempler, der i hans optik er med til at karakterisere, at vi lever i en skamfuld tid. Det manifesterer sig i sætningerne “stop med at skamme dig”, “folk har ingen skam i livet længere!” Og “skammen er din, ikke vores!” Eller “skam dig!”

Den første sætning om at stoppe med at skamme sig henviser til et opbrud med at lade sig undertrykke og skamme over ens forudsætninger for at være i verden, såsom krop, køn eller seksualitet. Det er budskabet om at elske og stå ved sig selv i mødet med fx en patriarkalsk kultur, der ikke mener, man hører til, fordi man er queer.

Den anden sætning om, at folk ikke længere har nogen skam i livet, kommer primært fra moralister, undervisere og psykologer og peger på, at ekshibitionisme og generel skamløshed er blevet en ny norm, det være sig i skolegården eller på gaden. Det ses især i folk, der optager dansevideoer ude i det offentlige rum, eller i træls adfærd som følge af en eller anden tendens på sociale medier.

Og den tredje og sidste sætning kommer ud af vrede rettet mod personer anklaget for voldtægt, incest eller mishandling, ligesom den er rettet mod personer med magt. Politikere, billionærer og korrupte forretningsfolk fx. Det er en politisk udskamning.

Til trods for de her typer samtidsdefinerende skam har vi stadig svært ved at se skam som andet end noget tæt forbundet med lidelse og bitterhed. Skam er noget, der skal overkommes, og noget vi skal hurtigt videre fra. Følelsen skal udryddes, væk, så vi ikke skammer os længere.

Her citerer Gros Friedrich Nietzsche, der altså ikke var så begejstret for følelsen, i Vi frygtløse (1887): “Hvem kalder du onde? Dem, der altid vil gøre andre til skamme. Hvad anser du for mest humant? At skåne nogen for skam. Hvad er befrielsens segl? Ikke længere at skamme sig foran sig selv.”

Et revolutionært potentiale

Men målet skal ikke være at være skamløs, skriver Gros. Skammen er det, der holder os på plads, den stopper ens moralske kompas og etik fra at blive bøjet ud af form. Her trækker han især på den kinesiske filosof Confucius, som udover at kunne se det fornuftige i skam også mente, at en vis person ville skamme sig over at lade sine ord tale før handling. Den vise person omfavner derimod skammens restriktive egenskaber, som sikrer, at ens dyder ikke korrumperes.

Skam har altså fået et lidt dårligt ry, måske fordi det har været forbundet til så megen historisk undertrykkelse. Men i al fald mener Gros, at vi skal se potentialet i at være “skamfuld”, som altså bærer en positiv etisk værdi i sig.

Skammen er en historisk og filosofisk følgesvend, men den har i dag et modstandspotentiale:

“Skam kan være revolutionær, ikke kun fordi den er forbundet med vores vrede mod verden og os selv, men også fordi den er drevet af forestillingsevne,” skriver Gros.

“Vi har brug for forestillingsevne for at skamme os. I sin mest destruktive, sterile, foruroligende og paranoide form projicerer forestillingen mig som et objekt for skam i andres øjne: Hvor må de dog se ned på mig lige nu, eller endnu værre have medlidenhed med mig! Jeg kan høre deres hånlige latter og hadefulde hån, og jeg kan se afskyen i deres ansigter. Jeg vil trække mig tilbage i stilhed og afskære mig fra alle. At konfrontere andre mennesker, eller blot at være i deres nærvær, ville være en ulykke. Forestillingen fordømmer mig til ensomhed, når den sættes i sorgens tjeneste.”

Men det skal man ikke stole på, skriver Gros, og vi kommer her tilbage til Sartres blik. Det er et tilfælde af fejlslagen forestilling og betyder, at skammen ikke er blevet tilstrækkeligt opildnet af vrede. En velfungerende forestillingsevne kan give indblik i andre identiteter og nye kilder til solidaritet og kanaliserer raseriet. Skammen har magten til at omfigurere og projicere, skriver Gros: “Nej, jeg er ikke den patetiske person, du tror, ​​jeg er, jeg er så meget mere værd end din foragt. Forestillingen er dynamisk og flytter min referenceramme.”

Ifølge Gros lokaliserede de græske filosoffer i Antikken roden til skam i hjertet. Det var ikke en sentimental ting, men derimod som noget dynamisk i, at hjertet kan arbejdes med og udvikles.

Ved at placere skammen i hjertet etablerede grækerne skammen som en ledsager til vreden, som ikke betød ilter eller irrationel adfærd, men derimod noget nærmere indignation. Skammen er, hvis den forbindes med vreden – den gode vrede, og ikke den temperamentsfulde – noget, vi kan blive bedre til, øve os på og gøre revolutionær.

Derved bliver skammen noget af det, der grundlæggende definerer os som mennesker, som Sartre skriver årtusinder senere. Det er det, der gør, at vi sænker blikket fra andres. Og i vores forestilling af andres blikke findes der en velfungerende og sund forestillingsevne i at kunne tænke sig til, hvordan andre mennesker ville reagere og sætte sig i deres sted. At kunne skamme sig er at kunne sætte sig i andres sted. /Astrid Plum