Et sorgfuldt tak til skamklovnen

“Til de mennesker, som jeg har gjort kede af det og som jeg har stødt, der vil jeg altså gerne sige undskyld. Det var sygt upassende, og det er ekstremt skamfuldt.”

Sådan indledte journalisten Ditte Okman sidste uge sit sladderprogram Det, vi taler om, efter at ugens største “sladder”historie handlede om hende selv. Den helt berettigede udskamning af Okman – i kølvandet på, at hun flækkede af grin over Rasmus Lund-Sørensens blotte eksistens som en mand med cerebral parese – har fyldt det meste af mediebilledet de sidste uger. Det er anden gang, at Okman undskylder og påtaler, at både episoden og hun selv er “skamfuld”. Så hvad så nu?

Vi har brug for skam for at vide, hvad der er rigtigt og forkert. Skammen, givet at den ikke knuser os, kan være vejledende, og som vi var inde på tidligere på ugen, revolutionerende, mens det at udskamme nogen i passende mængder kan føre til forbedringer og forandring. Okmans skamfulde episode har startet en samtale om forholdene for personer med handicap i Danmark, der – hvis al opmærksomhed ikke udelukkende lander på Ditte Okmans person – forhåbentlig kan føre noget med sig.

Digteren Caspar Eric, der selv har cerebral parese, skrev i Politiken i forbindelse med hændelsen, at der skal lyde “et sorgfuldt tak” til Okman for at vise, at den følelse, personer med handicap har om at blive ekskluderet, ikke er “paranoid”.

“[T]il næste gang vil jeg gerne vide, hvor alle dem, der plejer at forsvare ytringsfrihed og danske værdier, er henne nu, mens grænserne langsomt rykker sig. Spørgsmålet er […] også hvor I andre synes, at grænsen går for, hvad mennesker med handicap skal udsættes for. Og måske vigtigere: Hvor længe I har tænkt jer at være stille og grine med?” fortsatte Eric.

Et liv uden skam

Som vi skrev onsdag, har man hos Pueblo-folket i det sydvestlige USA “skamklovne” til at udstille uacceptabel adfærd, både så den, der har opført sig upassende – og resten af lokalmiljøet – kan lære af det. Ritualets formål er at udskamme dårlig opførsel med slutresultatet at lade den skamfulde tilgive, uden at hverken de – eller andre – glemmer, hvad de gjorde forkert.

Så vi har jo egentlig brug for skamklovne som Okman. For hvad er alternativet?

“At være skamløs er en meget farlig ting,” sagde forfatteren Zadie Smith i et interview for snart 10 år siden. Selv dengang havde skam også et dårligt ry, påpegede Smith: “Jeg synes, det er en ret brugbar følelse, korrektiv på nogle former for adfærd. Jeg går ud fra, at folk – inklusiv mig selv – bare er dybt, dybt fejlbarlige. Og på den måde er skam faktisk meget passende på et dag-til-dag-niveau. Skam er en form for produktiv ting i at skabe forandring.”

Offentlig udskamning er en fuldstændig grundlæggende del af vores samfundsstruktur og vores forudsætning for fælles moral. Den absolut skamløse adfærd begås af den, der ingen omtanke har for andre. Ideen om at leve fri fra skam er at leve uden omtanke eller empati for andre, ikke at kunne sætte sig ind i en større samfundsmæssig kontekst, hvor handlinger har konsekvenser, og hvor vis adfærd ikke tolereres.

Et liv uden skam er farligt og uden omtanke for andre. Men selvom den er brugbar, skal skammen også rettes de rigtige steder hen.

Værktøj og våben

Da Gisèle Pelicot sammen med sine advokater tog beslutningen i 2024 om at åbne retslokalet for offentligheden, så de over 51 mænd – inklusiv hendes ægtemand – der havde bedøvet og voldtaget hende over næsten 10 år, blev stillet til skue, var det med kampråbet: “Skammen skal skifte side.”

Skammen var ikke Gisèle Pelicots, men var derimod på utallige voldtægtsmænd. Den tilhørte hendes mand. Og så tilhørte den de utallige familiemedlemmer, naboer og ægtefæller, der under retssagen prøvede at beskytte de anklagede mænd. Skammen tilhørte ikke Gisèle Pelicots, den var andres.

“Når vi bærer sådan en skam med os, føjer det spot til skade, det er ligesom at blive dømt to gange, fordi man bliver ved med at påføre sig selv den smerte. At kæmpe imod den skam på et individuelt plan, at afvise den for mig selv, betød også at arbejde for det kollektive,” udtalte Pelicot siden om beslutningen i et interview med The New York Times tidligere i år i forbindelse med udgivelsen af hendes bog En hyldest til livet: Skammen skal skifte side.

Som affekt- og queerteoretikeren Eve Kosofsky Sedgwick (1950-2009) skriver i værket Touching Feeling (2002), hænger skam og identitet uløseligt sammen. Det er en dynamisk relation, fordi skammen både er “ejendommeligt smitsom og ejendommeligt individualiserende”. Vi identificerer os både ved den kollektive skam, som gruppe, der er “enige” om, hvad der konstituerer skamfuld adfærd, samtidig med at vores egen skam, de helt specifikke ting, jeg som enkeltperson skammer mig over, også er, hvad der gør mig til mig. Vi kan ikke blive skammen foruden.

I retssagen om Dominique Pelicot og de 51 voldtægtsmænd er der ingen skamklovne.

Men det betyder ikke, at de ikke findes andre steder. Vi har brug for skam – og vi har brug for skamklovne. Skammen er et værktøj og et våben, der skal sparke opad mod skamløse strukturer og de systemer, der accepterer det. Og forbinder vi den med vrede og retter den de rigtige steder hen, er den som sagt revolutionerende. I skamklovnetilfældet Okman opsummerede 33 handicaporganisationer det sådan her i en fælles kronik fredag i Kristeligt Dagblad (betalingsmur):

“[H]vis vi reducerer sagen til én situation, snyder vi os selv. Det ubehagelige spørgsmål er ikke kun, hvorfor der blev grinet. Det er, hvorfor det overhovedet føles acceptabelt. Latteren opstod nemlig i en kultur, vi alle er en del af.” /Astrid Plum