Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix
Der findes to former for impotens i Danmark: erektil dysfunktion og DSB. Anatomien er intakt, men signalerne når ikke frem.
Nedfaldne ledninger har ligget slapt hen over skinnerne. Viljen til fremdrift fejler intet i kupéerne. Men fra landsdel til landsdel har togene atter stået stille – eller bevæget sig i tung, træg slowmotion.
Endnu engang har det danske tognet været brudt totalt sammen. Som i en kædereaktion blev systemet fra hinanden: først i Vestsjælland, så ved Ringsted, siden på Hovedbanegården. Derefter skinnefejl ved Vejle. Et kokset signalsystem i Hellerup. Alt går galt.
Det kan knap nok kaldes for et lyspunkt, at der ikke er tale om sabotage. Ingen fjender, ingen hackere, ingen udefrakommende forklaring. Ingen syndebukke.
Sammenbruddet er selvforskyldt. Årtiers forsømmelser af fælles infrastruktur rammer nu – som en forsinket regning. I stedet for at bygge nyt har skiftende regeringer blot lappet på det gamle. I stedet for hastighed har man valgt det billige. I stedet for jernbane – asfalt.
Motorvejene fik nye spor. Jernbanerne fik nye undskyldninger.
Danmark har dermed nøjedes med at opgradere fortiden. På europakortet fremstår vi i dag som et sort hul, hvor passagerer fragtes videre i togbusser: forsinkede, forflyttede, uforløste.
Det påtrængende problem er ikke bare, at nettet er gammelt. Det er, at det er skrøbeligt.
Danmark har bygget et jernbanesystem med én forbindelse, én chance. Når noget bryder sammen ét sted, breder det sig som en nerve, der kortslutter hele kroppen. Når blodet stopper ét sted, stopper det overalt.
Højhastighed handler ikke kun om fart. Det handler om kapacitet. Om at flytte trafikken væk fra de slidte linjer og skabe plads til, at det hele kan fungere. Danmark har valgt det modsatte: at presse mere gennem det samme.
I andre lande er jernbanenettet lagt i lag. Parallelle forbindelser, alternative ruter, højhastighedsspor, der kan aflaste det gamle. I Danmark løber det hele gennem de samme få flaskehalse. Det er ikke bare ineffektivt. Det er risikabelt.
Det ligner efterhånden en omvendt verden. Ikke bare i forhold til forestillingen om Danmark som et levende velfærdssamfund og et grønt foregangsland. Men også i forhold til den lidenskab, jernbanen engang vækkede.
I 1888 sagde Venstremanden Je Kaa, også kendt som Jakob Kristian Lauridsen, fra Folketingets talerstol: “Af alle menneskelige Drifter er Jærnbanedriften en af dem, som mest sætter Lidenskaberne i Bevægelse.”
Også nogle gange citeret som: “Næst Kønsdriften er Jærnbanedriften den stærkeste af alle menneskelige Drifter.”
Pointen er under alle omstændigheder, at udbygningen af jernbanenettet vakte følelser, og hurtigt forvandledes til politik med puls. Intentioner tæller nemlig ikke, hverken i sengen eller på skinnerne.
For både sex og togdrift handler om timing. Og begge dele udløser frustration, når det ikke fungerer. Og den tilstand af stilstand er tilsyneladende blevet den nye normal.
I dag bremser og blokerer de danske jernbaner mere end de sætter i bevægelse. Her i Danmark kører det skævt, og passionen er blevet vendt til desillusion.
Problemet er ikke, at systemet bryder sammen. Det kan ske. Problemet er, at ingen længere forventer, at det virker. Selv om togene igen er begyndt at rulle her onsdag, er det kun et spørgsmål om tid, før næste kortslutning sker. Spændingen er der ellers. Viljen er på spring. Men når det gælder, sker der ingenting. /Lars Trier Mogensen