Styret af smarte påhit og andre merkantile interesser

Adfærdsregulering. Denne uges føljeton handler om adfærdsregulering. Adfærdsregulering? Findes der et mere kedeligt ord? Hvis adfærdsregulering var et par bukser, man prøvede i en tøjforretning, ville man tage dem af og kaste dem fra sig, så snart man så sig selv i spejlet. Hvem ønsker at blive associeret med adfærdsregulering?

Og dog fylder adfærdsregulering alt i vores hverdag. På den måde er adfærdsregulering et meget banalt emne, men samtidig så åbenlyst, at vi sjældent skænker adfærdsreguleringens overordnede strukturer en tanke i det daglige. Som en person, der til tider fortæller andre mennesker, der sjældent har bedt om at høre det, at jeg opfatter mig selv som antiautoritær, drømmer jeg om at leve et liv uden adfærdsregulering. Altså ikke at alle skal gøre det – det ligger uden for min kontrol – men bare mig. Hvilket selvfølgelig er så idiotisk, at jeg ikke vil fortænke eventuelle læsere af denne serie i at stå af her. I en serie om adfærdsregulering ligger banaliteterne og lurer bag hvert et hjørne.

I denne serie kommer jeg til at operere med nogle ret vide rammer for, hvad adfærdsregulering er. Det er lige før, jeg har skabt min egen definition. Se det som et led i ikke at lade sig adfærdsregulere. Normal adfærd for mig i denne situation ville desuden være at aftale en længde og en deadline med min redaktør. Det, vi har aftalt, er 600 ord kl. 11. Den aftale har jeg ikke tænkt mig at overholde. Teksten bliver lidt kortere, og jeg afleverer senere. Efter at jeg nu åbent har skrevet, hvad der er min plan, har jeg heller ikke tænkt mig at overholde dén. Jeg er bevidst om, at det virker barnligt, men det er en pris, jeg er villig til at betale.

Mens jeg sidder og skriver denne tekst på en café, kommer der en midaldrende mand ind, som jeg har spillet fodbold med for 10-20 år siden. Han har en aftale med en forretningsforbindelse, der sidder ved et andet bord. Jeg har ikke set ham, siden vi var gæster ved en 50 års fødselsdagsreception for fire år siden. Formentlig fordi han tænker, at sport er vores fællesnævner, siger han “padel?”, mens han peger på mig og kniber øjnene sammen som en cowboy ved solnedgang.

Og jeg siger: “Hvad?”

Han svarer: “Du begyndte at spille padel, ikke?”

Det må jeg blankt afvise. Jeg spiller ikke fodbold mere, men jeg spiller i hvert fald heller ikke padel, gud bedre det. Jeg føler, at der er noget adfærdsregulering på spil her. Jeg tænker på Cole Porters gamle sang “Don’t fence me in”. Fodboldfyren er ved at regulere og tilpasse vores tilfældige rendezvous til sådan et lidt pikket sportsmøde, hvor de fælles referencer er gladiatoragtig fysisk kraftudfoldelse, selv om vi begge to faktisk arbejder med kultur (på hver sin måde).

Det setup ønsker jeg ikke at være passiv deltager i. I øvrigt opfatter jeg padel – right or wrong – som et smart påhit udtænkt af forretningsfolk med henblik på at få mennesker, der er for dovne til at lære grundslagene i tennis, til alligevel at komme op af sofaerne og få rørt sig lidt og lægge nogle penge i hastigt opførte padelklubber. Denne fornemmelse af merkantile interesser får jeg bestyrket, da jeg bagefter læser på Wikipedia, at “det globale padelmarked” i 2023 blev vurderet til “omkring to mia. dollars”.

Det minder mig om drinken Aperol Spritz, der pludselig blev ekstremt populær i 2010’erne. Alle drak den, den var et globalt fænomen, og smagen var sådan set ganske forfriskende. Lige indtil det kom frem, at dens succes i bund og grund kunne tilskrives en meget aggressiv markedsføringskampagne lanceret af Campari. Den dag jeg læste det, fik jeg en bitter smag i munden og har ikke rørt Campari-produkter siden. Man kan så anføre, at min modvilje mod Camparis ensretningskampagne også er en regulering. Jeg har jo stadig en adfærd, som er blevet reguleret af noget, i dette tilfælde en vægring.

Serien ‘Adfærdsregulering’ varer til og med torsdag. Det kan blive lange fire dage, både for mig og dig. I morgen skriver jeg om Basiskortet. /Oliver Stilling