Kære læser

Begyndelsen til enden på Socialdemokratiet

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hvis kompromiset skal forblive det samme, må konflikten se ny ud. Lige nu bryder de langstrakte regeringsforhandlinger ud i deres hidtil mest åbne konflikt. Efter mere end fire ugers træge sonderinger spidser magtopgøret endelig til, og stemningen er efter sigende kogende giftig og bitter mistroisk i regeringsgemakkerne.

Den gamle samarbejdsånd fra Marienborg, som i 2022 bragte gamle fjender sammen i SVM-regeringen, er tydeligvis forduftet. Med taktiske lækager fra de fortrolige forhandlinger er tilliden også væk. Og netop derfor bliver det tydeligt, hvad forløbet længe har peget mod: at en ny regering over midten kun kan genfødes i en mere blå og brutal udgave.

Det ser teatralsk ud, når Mette Frederiksen balancerer på kanten af et sammenbrud og endda risikerer at blive væltet som kongelig undersøger. Over for hende står Lars Løkke Rasmussen, Troels Lund Poulsen og Mona Juul samlet om kravet om en håndfæstning på det 20 år gamle velfærdsforlig – “kronjuvelen” i dansk økonomi.

Reelt er det begyndelsen til enden på Socialdemokratiets valgløfter.

Efter valget står der et styrket blåt flertal bag den økonomiske reformkurs, og mulighederne for at føre en mere socialt progressiv og omfordelende linje er blevet markant snævrere. Det er dette ændrede styrkeforhold, som Lars Løkke og de blå partier nu forsøger at udnytte i en manøvre, der skal presse Mette Frederiksen ind i den første af flere studehandler: gradvise indrømmelser på hendes mærkesager mod til gengæld at bevare statsministerposten.

Officielt drejer konflikten sig om et teknisk spørgsmål: Er Moderaterne stadig en del af velfærdsforliget, og skal forliget genbekræftes før eller efter, at en ny regering er dannet? Men det tekniske er blot overfladen. I praksis handler det om magt, mistillid og forhandlingskontrol – og om at afsøge et nyt midterkompromis, hvor den politiske linje bliver mere blålig, mens persongalleriet i vidt omfang kan forblive det samme.

Det er fristende at opfatte konflikten som et snørklet slagsmål om procedurer og teknikaliteter. Men netop dér ligger maskeringen. For de to mest afgørende kamppladser i dansk politik er også de mindst klart regulerede: kongerunden og forligssystemet.

Dansk politik styres i sin mest afgørende fase af uformelle normer, ikke regler. Når regeringer dannes, og når gamle forlig pludselig får ny betydning, træder paragrafferne et skridt tilbage. I stedet overtager uskrevne koder, indforståede forventninger og fleksible fortolkninger. Det er et system, som i fredstid kan ligne smidig pragmatisme, men som i konfliktens øjeblik afslører sig som noget andet: en kamp om retten til at udlægge selve spillereglerne.

Regeringsforhandlingerne foregår ikke i et regelsæt, men i et magttomrum forklædt som tradition. Hele forestillingen om kongerunden lever højt på sit ceremonielle skær: audiens, undersøger, sonderinger, fortrolighed. Men bag ritualerne findes ingen klar mekanik for, hvornår processen er kørt fast, eller hvornår stafetten skal gives videre.

Det samme gælder forligene. De bliver ofte fremstillet som næsten hellige konstruktioner, men når de bliver testet, viser det sig, hvor elastiske de i virkeligheden er. Forligsjura er politik forklædt som teknik. De gådefulde traditioner bliver dermed en del af iscenesættelsen, så magtkampen kommer til at fremstå mere ophøjet, mere indviklet og mindre villet, end den egentlig er.

Optrinnene kan læses som en dansk miniudgave af Giuseppe Tomasi di Lampedusas Leoparden, den sicilianske roman om, hvordan magten bevarer sig selv ved at skifte form: “Hvis alt skal forblive, som det er, må alt ændres.”

Der skal støjes, lækkes og trues, for at det bestående kan genopstå i let forandret skikkelse. Hvis persongalleriet nogenlunde skal bestå, må den politiske linje flyttes. Og hvis kompromiset i det store og hele skal overleve, må konflikten først se skelsættende ud.

Forløbet ligner da også umiddelbart et ondsindet sammenbrud. Og det kan sagtens bryde totalt sammen. Men det kan også ende som noget langt mere genkendeligt: endnu et midterkompromis, blot med en anden hældning og en højere pris. Det nye er ikke konflikten. Det nye er blot, at det forkætrede midter-spektakel skal genopføres med endnu mere borgerlige replikker. /Lars Trier Mogensen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12