Maskinstormerne var ikke imod teknologisk udvikling

I skyerne af damp fra den første industrielle revolution opstod et oprør. For en stund lykkedes det med at overdøve – og nogle gange endda stilne – maskinerne, der var så højlydte, at arbejderne i fabrikkerne måtte lære at mundaflæse.

Hvis man bladrede i avisen The Nottingham Review den 20. december 1811, ville man støde på en historie om den berygtede bevægelse af tidligere tekstilarbejdere, der i begyndelsen af det nittende århundrede brød ind på fabrikker bevæbnet med hammere for at slå mekaniske væve til splinter:

“Der er få personer i denne del af England, som kender til historien om strikkemaskinen og ikke har hørt, at det var den studerende ved University of Cambridge ved navn William Lees opfindelse. Denne gentleman, siges det, var forelsket i en ung lady, og syntes, at hendes uophørlige strikning forhindrede hende i at imødekomme hans henvendelser; og bitterheden over den forsmåede kærlighed fik ham til at opfinde en maskine, der skulle gøre strikning overflødig. Nu er en person ved navn Ned blevet mere kendt for at ødelægge denne maskine, end William Lee var for at opfinde den.”

Ned Ludd var en person, der formentlig aldrig fandtes, men som skrevet ovenfor var kendt for at ødelægge sin strikkemaskine. Ludd inspirerede og lagde navn til bevægelsen af ludditter – eller maskinstormere – som Brian Merchant i bogen Blood in the Machine beskriver som værende “organiseret, strategisk og bevidst i deres magtdemonstrationer”.

Ifølge Merchant var de dog ikke organiseret imod den nye teknologi, men snarere imod automatiseringen, der medførte, at de kunne erstattes af ufaglært og – vigtigst af alt – billigere arbejdskraft.

“Når vi taler om teknologi, så taler vi i bred forstand om noget, som vi skaber for at gøre verden bedre eller for at gøre vores liv bedre,” siger adjunkt ved Concordia University Stephen Monteiro til Føljeton. Men den nye teknologi forbedrede ikke umiddelbart tekstilarbejdernes liv. Udover at miste deres indtægt, mistede de deres identitet som håndarbejdere.

“Problemet opstår, når måden, hvorpå disse teknologier udvikles, grundlæggende koncentrerer magt og rigdom i hænderne på nogle få. Med mekaniseringen af tekstilfabrikkerne var de få dem, der ejede fabrikkerne, frem for menneskerne, der fremstillede tekstilerne. Fabriksejerne kunne sige ‘du ved, hvordan man væver, men jeg har ikke brug for dig længere, jeg vil ansætte nogen, der ikke har stået ved en væv før og betale dem mindre end jeg ville skulle betale dig’,” forklarer Monteiro videre.

1800-tallets techgiganter

De første techtitaner var altså ikke guder af information, (kunstig) intelligens og mikrochips, men af garn og stof. Men de var, ligesom Silicon Valleys techmilliardærer, entreprenører.

De høje hatte er blevet skiftet ud med Patagonia-veste og sorte rullekraver, men de følger ifølge Brian Merchant det samme princip ved at bruge teknologi til at ændre arbejdsgange for at øge effektiviteten og deres personlige profit. “Dette gælder i lige så høj grad for vanddrevne bomuldsspinderier i 1810’erne som for eksempel automatiserede samlebånd i 1950’erne, softwaremonopoler i 1990’erne eller startups inden for kunstig intelligens i 2020’erne,” skriver han i sin bog.

“Hvis maskinstormerne aldrig havde fandtes, havde deres kritikere været nødt til at finde på dem,” reflekterede techkritiker Theodore Roszak i sin bog The Cult of Information, der blev udgivet i 1993. Maskinstormerne er gennem historien blevet brugt som en effektiv måde at positionere dem, der var imod ny teknologi som nogen, der var imod velstand, vækst og selve fremtiden.

I 1800-tallet blev de hængt eller sendt til Australien for deres forbrydelser mod teknologien, men de er ikke gået tabt i tidens gang.

“Vi taler stadig om maskinstormerne 200 år senere, og jeg har særligt set mere debat om maskinstormerne de seneste par år end tidligere,” siger Stephen Monteori. Formentlig fordi den nye digitale teknologi, der driver den tredje industrielle revolution akkurat som damp satte fut i den første, har accelereret automation, så den ikke bare truer vores arbejde, men, ifølge både teknologiens kritikere og skabere, vores eksistens.

“Selv hvis vi ser bort fra kunstig intelligens, har vi i de sidste 25 år set den proces i form af en stigende datagørelse af mennesker. At mennesker er deres data, og for det meste har mindre og mindre valgfrihed i denne henseende,” siger Monteiro. “Det er, når man får mindre magt og kontrol over sit liv, at man begynder at gøre oprør.”

Neo-ludditter

I Storbritannien begyndte oprøret at ulme i 2020, da gymnasierne måtte aflyse de afsluttende eksamener på grund af coronapandemien. Myndighederne valgte at lade en algoritme, i stedet for lærerne, forudsige deres karakterer, som var afgørende for hvilke universiteter de kunne komme ind på. En tredjedel fik dårligere karakterer end dem, som læreren ville have givet, og andelen af privatskoleelever, der fik de højest mulige karakterer, var mere end dobbelt så høj som andelen af elever på de offentlige skoler.

“Fuck algoritmen,” blev et slogan for skoleeleverne, der demonstrerede og lykkedes med at få deres resultater revideret. Landets daværende premierminister Boris Johnson beskyldte efterfølgende algoritmen for at være “muteret”, selvom den havde fungeret lige som den skulle.

“Der er en vis modstand mod algoritmerne og kunstig intelligens, men det er svært at sige, hvor langt det vil gå,” siger Monteiro.

Man kan ikke smadre en algoritme med en hammer, men for nylig tog modstanden mod nutidens teknologiske udvikling en mere dyster drejning.

Den 10. april blev en 20-årig amerikaner anholdt efter at have kastet en hjemmelavet brandbombe mod OpenAIs direktør Sam Altmans hjem i San Francisco. Forud for dette havde han skrevet et manifest, der advarede imod den eksistentielle trussel ved kunstig intelligens. Tre dage forinden blev der affyret 13 skud mod hjemmet tilhørende et byrådsmedlem i den amerikanske by Indianapolis, der for nylig havde stemt ja til at oprette et nyt datacenter. Et kortfattet manifest i form af en seddel med beskeden “ingen datacentre” blev efterladt ude foran døren.

Det er voldsomme udtryk for noget, der umiddelbart viser sig at være en generel mistillid til den teknologiske udvikling.

Ifølge en ny rapport fra Syddansk Universitet danskernes tillid til kunstig intelligens lav, mens andelen af danskere, der bruger generativ kunstig intelligens i private sammenhænge, er steget fra 33 til 62 pct. på to år. Samtidig viser en undersøgelse foretaget af konsulenthuset EY, at otte ud af 10 danskere har brugt KI på arbejdet inden for de seneste seks måneder. Her er dog ligeledes bekymringer omkring datasikkerhed, privatliv og manglende menneskelig kontrol.

Generativ kunstig intelligens rykker altså ind på vores arbejdsplads og i vores liv, ligesom datidens mekaniske væve rykkede ind på fabrikkerne. Som Monteiro siger: “Vil udfordringerne af nutidens techgiganter ende ligesom med maskinstormerne, hvor vi ser tilbage på det og forstår, hvorfor de gjorde det, selvom det ikke førte til noget?”

/Emilie Ewald

I morgen tager vi til Kenya for at møde nutidens arbejdere i form af indholdsmoderatorer og datatrænere, der forener sig mod big tech.