I Silicon Savannah er der halvanden time mellem sweatshops og en smart city

Der er måske intet sted i verden, hvor kontrasten mellem ny, skinnende teknologi, der lover store fremskridt, og automatiseringens konsekvenser for arbejderne, er lige så tydelig som i Kenya.

Landet er en digital frontløber på det afrikanske kontinentet, og hovedstaden Nairobi kaldes ofte Silicon Savannah, hvilket selvfølgelig er en henvisning til Californiens Silicon Valley. Og her er der kun halvanden time mellem de anonyme kontorbygninger, hvor indholdsmoderatorer og datatrænere sidder side om side bag computerskærme for at sikre, at algoritmer og kunstig intelligens ikke løber løbsk, og en nybygget fremtidsby, der skal styres af netop algoritmer og kunstig intelligens.

Lad os begynde der: 64 kilometer sydøst for Nairobis centrum ligger den her spøgelsesby. Den er ikke forladt; der er bare ikke nogen, som er flyttet ind endnu. I vejkanten er der plantet aloe vera på rad og række, og ved indgangen byder udskårne bogstaver – mindre, men ikke ulig Hollywood-skiltet i Californien – velkommen til Konza Technopolis.

Der er ingen biler på vejene, udover den, som vi kører i, og byens grænser er tydelige; en skillelinje mellem asfalt og savanne, hvor der løber en struds og en flok antiloper. Det er december, og i byens hovedkontors airconditionerede lobby står et plastikjuletræ. Grenene er spraymalet hvide som sne, selvom himlen uden for de store vinduer er helt blå. På væggen bag receptionisten spiller en video med en animeret version af byen. På de animerede veje kører der biler, modsat hvad der gør i virkeligheden.

Konza Technopolis er en del den kenyanske regerings strategi for at sætte Nairobi på verdenskortet som det afrikanske centrum for teknologisk udvikling.

Projektet blev præsenteret i 2008 af den daværende præsident Mwai Kibaki som del af Kenyas vision for 2030. Visionen var at “omdanne Kenya til et nyindustrialiseret mellemindkomstland, der inden 2030 tilbyder alle sine borgere en høj livskvalitet i et rent og sikkert miljø”, og Konza Technopolis skulle være en såkaldt smart city, der fremmer “videnskab, innovation, teknologi” og driver økonomisk vækst. Byen skulle også være bygget færdigt inden 2019.

Tidsplanen er skredet, men selvom der mangler indbyggere, findes der allerede et teknisk universitet, et nationalt datacenter, overvågningssystemer og et såkaldt pneumatisk affaldsindsamlingssystem, der kan transportere affald gennem underjordiske rørsystem.

Techimperier

Konza Technopolis tegner en poleret skitse af en topteknologisk fremtid, der i øvrigt er delvist betalt af udenlandske investorer og techgiganter. Jeg bliver vist rundt i byens kontrolrum samtidig med en gruppe fra den kinesiske telegigant Huawei, der har leveret cloud-teknologi til byen.

Tilbage i centrum af Nairobi, finder jeg Angela Chukunzira i ngo’en Siasa Place på en café, der er skærmet for storbyens larm. Jeg fortæller hende om min morgen i Konza Technopolis.

“Silicon Savannah; hvorfor vil vi efterligne Californien i Nairobi? Vi bliver nødt til at have vores egen fantasi uden for det vestlige og koloniale paradigme,” siger Chukunzira. “Jeg vil gerne have, at Kenya bliver et teknologisk centrum, hvis det giver folk muligheder, men det er ikke dem, der drager fordel af det. Det er de multinationale selskaber. Det er ikke gammeldags kolonialisme, for vores egne statsoverhoveder underskriver aftalerne med dem. Mens arbejdere bliver betalt to dollars om dagen, taler [Kenyas præsident] William Ruto om Konza Technopolis,” siger Chukunzira.

Hun er bevidst om, at hun lyder skeptisk over for den teknologiske udvikling, næsten som en maskinstormer. “Jeg er ikke imod teknologi, men vi bliver nødt til at finde ud af, hvad teknologi betyder for os, og den teknologi, der udvikles, bør fremme vores udvikling.” På den måde udtrykker hun akkurat, hvad maskinstormerne gjorde i 1800-tallet. En modstand over for, at den magt og velstand, som den nye teknologi skaber, bliver koncentreret hos de få frem for de mange.

Det gælder ikke al ny teknologi. Chukunzira fremhæver verdens første mobile betalingssystem M-Pesa, som blev lanceret i 2007 af det kenyanske teleselskab Safaricom. I dag faciliterer M-Pesa 61 millioner transaktioner dagligt i syv afrikanske lande.

“M-Pesa inkluderede dem uden bankkonto, det inkluderede kvinder, det inkluderede befolkningen i landdistrikterne. Det er en teknologi, der blev udviklet til gavn for mennesker. Om den stadig fungerer til gavn for mennesker, ved jeg ikke, for den fungerer i stigende grad til gavn for profit og som overvågningsteknologi. Men ideelt set er det en teknologi, der blev udviklet til fordel for menneskene,” siger Chukunzira. Det er den nuværende teknologiske udvikling ikke, mener hun.

Fra Chile, hvor datacentre placeres i områder, der jævnligt rammes af tørke og Congobækkenet, verdens næststørste tropiske regnskov, hvor 80 pct. af verdens kobolt, der bl.a. bruges til at lave batterier til smartphones og computere, kommer fra. Til Kenya, hvor billig arbejdskraft får algoritmer og kunstig intelligens til at virke mere automatiserede og intelligente, end de egentlig er.

Udover at se situationen som et miljø- og menneskerettighedsproblem, ser Chukunzira det som en form for neokolonialisme. Det er også den amerikanske techjournalist Karen Haos argument i sin bog om OpenAI med den sigende titel Empire of AI. Ifølge Hao er datidens imperier den mest præcise metafor for nutidens techvirksomheder, der opbygges ved at udnytte naturressourcer og billig arbejdskraft.

Global branche

Sonia Kgomo var en del af denne billige arbejdskraft. I 2021 blev hun rekrutteret fra sit hjemland Sydafrika til at arbejde i den voksende techsektor i Kenya og endte med at arbejde i en såkaldt digital sweatshop. I to år arbejdede hun for virksomheden Sama, der er en outsourcing-partner for techgiganten Meta. Med sociale medier som Facebook og udviklingen af kunstig intelligens har Meta brug for både indholdsmoderatorer og datatrænere, og det har Sama indtil for nylig leveret. Selskaberne er sammen blevet anklaget for at bruge tvangsarbejde, begå menneskehandel og forhindre ansatte i at organisere sig i fagforeninger.

Kgomo fortæller, at hun under sit jobinterview hos Sama var overbevist om, at der var tale om en administrativ rolle i virksomheden. I de sidste minutter af samtalen blev det dog klart, at hendes stillingsbetegnelse ville blive indholdsmoderator, og da hun ankom til Nairobi, fandt hun ud af, hvad det indebar: “Jeg arbejdede i gennemsnit omkring 10 timer om dagen. Den dag, hvor man arbejdede otte timer, føles som en af de heldige dage. Lønnen lå på to dollars i timen. Al ekstra tid eller overarbejde, man laver, bliver man ikke betalt for.”

Som indholdsmoderator havde Kgomo 15 sekunder til at gennemgå indhold og vurdere, om det var passende eller ej for Metas platforme, herunder Facebook og Instagram.

“Vi gennemgår det og vurderer, om det kan godkendes til eller slettes fra platformen. Det omfatter en masse indhold, som brugerne ikke skal se, og som brugerne i de fleste tilfælde aldrig får mulighed for at se: Lemlæstede mennesker og lig, folk, der begår selvmord, seksuelt misbrug af børn,” fortæller hun. Der var ingen mulighed for at få professionel hjælp til sin mentale sundhed, og det første år, hvor hun arbejdede der, måtte hun ikke tage hjem til Sydafrika den ene gang, som hun var blevet lovet.

I dag har Kgomo sammen med andre medarbejdere i dataforsyningskæden organiseret sig i African Tech Workers Rising. “Jeg har talt med indholdsmoderatorer i Filippinerne, i Malaysia og andre dele af verden, og for dem er forholdene de samme. Det var min drivkraft til at sige, at det ikke kan fortsætte sådan her. For hvis det gør det, så vil intet nogensinde ændre sig,” siger Kgomo.

Hun fortæller, at fagforeningens ambition er at sikre techarbejderne i hele forsyningskædens rettigheder og understreger samtidig nødvendigheden af at moderere algoritmedrevne platforme.

“Det kan ikke fortsætte som hidtil, men [Meta-direktør Mark] Zuckerbergs strategi om at svække beskyttelsen [annonceret i januar sidste år] er den forkerte vej at gå. Det her arbejde skal professionaliseres. Vi har brug for standarder for arbejdstagere som indholdsmoderatorer, der tager højde for arbejdets udfordringer og respekterer vores rettigheder. Det betyder uddannelse og reelle sundheds- og sikkerhedsprotokoller, ligesom i alle andre erhverv. Det betyder, at vi skal sikre en løn, man kan leve af, og fastsætte rimelige arbejdskvoter. Det betyder, at vi skal skabe rammer, der respekterer vores menneskelighed og værdighed. Det betyder, at vi skal have en fagforening,” har Kgomo skrevet i et debatindlæg i The Guardian.

I sidste uge afslørede (betalingsmur) Svenska Dagbladet, Göteborgs-Posten og Naipanoi Lepapa, at datatrænere i Kenya kigger med, når mennesker i det globale nord tager deres KI-briller fra Meta på. Datatrænerne arbejdede for Sama, og en ansat fortalte aviserne, hvordan det var at se videoer fra folks personlige og intime øjeblikke: “Vi ser alt – fra dagligstuer til nøgne kroppe. Meta har den slags indhold i sine databaser. Folk kan komme til at optage sig selv på en uheldig måde uden overhovedet at være klar over, hvad de optager. Det er rigtige mennesker, ligesom dig og mig.”

Kort efter afsløringen fik mere end 1.000 medarbejdere en fyreseddel, da Meta afsluttede sit samarbejde med Sama.

Det løser dog næppe noget, siger Kauna Malgwi, tidligere Sama-ansat og leder af en fagforening for indholdsmoderatorer i Nigeria, til The Guardian: “Problemet er ikke begrænset til én virksomhed eller én kontrakt. Det viser, hvordan den globale KI-branche er bygget op. Magten ligger hos de store teknologivirksomheder. Risikoen siver nedad og rammer de udliciterede medarbejdere, ofte i det globale syd, som har mindst beskyttelse og størst risiko.”

/Emilie Ewald 

I næste afsnit tager vi tilbage til 1800-tallet, hvor der ikke bare var mennesker i maskinen, men ‘computer’ var en stillingsbetegnelse.