Kvinder, der kunne væve, var med til at sende mennesker på Månen

Med Nasas Artemis-mission skal mennesker nu tilbage til Månen og bygge en permanent base på dens sydpol. Missionen, der for nylig sendte fire mennesker rundt om den naturlige satellit og tilbage igen, er navngivet efter den græske gudinde for jagt og Månen, som desuden er tvillingesøster til Apollo.

For mere end halvtreds år siden lagde Apollo, den græske gud for musik og Solen, navn til Nasas historiske mission, hvor mennesker landede på Månen for første gang. Dengang kunne en anden relevant mytologisk figur for foretagendet have været den unge kvinde Arachne, der var så god til at væve, at hun blev forvandlet til en edderkop.

For der var en gruppe af vævere, som var med til at sikre, at månelandingen kunne finde sted.

Før Neil Armstrong kunne gå det lille skridt, der blev et kæmpe spring for menneskeheden, begyndte advarselslamperne på computeren om bord på landingsfartøjet at blinke.

“Alt forløb efter planen, indtil der skete noget helt uventet, netop som astronauterne var ved at lande på Månen,” har datalogen Margaret Hamilton sidenhen fortalt. Alarmerne indikerede, at computeren var overbelastet. Men i stedet for at bryde sammen fravalgte den de mindre vigtige opgaver for at prioritere at navigere og lande fartøjet. “Det blev hurtigt tydeligt, at softwaren ikke kun informerede alle om, at der var et hardware-relateret problem, men at softwaren også kompenserede for det. Med kun få minutter til rådighed blev beslutningen taget om at gennemføre landingen,” sagde Hamilton.

Hamilton stod i spidsen for udviklingen af den software, der bogstavelig talt blev vævet sammen med hardwaren i den computer, som endte med at føre astronauterne sikkert frem. Og dem, der stod for det omhyggelige håndarbejde, var kvinder hyret ind fra tekstilfabrikkerne i det nordøstlige USA.

For at sikre pålidelighed i rummet blev computerprogrammet til styre- og navigationssystemet lagret i et såkaldt core rope memory. Det indebar, at kvinderne trådede tynde, isolerede kobbertråde gennem et mønster af magnetiske ringe. Når de førte tråden gennem ringen, indikerede det et 1-bit, og når de førte den uden om ringen, repræsenterede det et 0-bit.

“De kvinder blev – en smule nedladende – kaldt little old ladies, forkortet som LOL,” siger Stephen Monteiro, adjunkt ved Concordia University, til Føljeton. “Der er en opfattelse af, at kvinder er rigtig gode til meget præcist, repetitivt arbejde, og derfor ansatte man kvinder fra tekstilindustrien,” forklarer han.

Det er ifølge Monteiro bare én af de mange tråde mellem håndarbejde og computerteknologi. Tråde, som han mener er vigtige at vikle ud.

“Når vi taler om techoligarkerne og de mange mænd, der driver start-ups og forsøger at skaffe venturekapital, så kalder vi dem nogle gange tech bros. Men den her branche er historisk set bygget på kvinders arbejde.”

Ada Lovelaces noter

Længe før tekstilarbejdere vævede software ind i Nasas computere, havde den engelske matematiker og grevinde Ada Lovelace forestillet sig, hvordan Charles Babbages analytiske maskine, der var inspireret af hulkortsteknologi, kunne “væve algebraiske mønstre, nøjagtig som Jacquard-væven væver blomster og blade”.

Lovelace voksede op i 1800-tallets England og beskæftigede sig ifølge eget udsagn med “poetisk videnskab”. I løbet af sit liv udvekslede hun mange breve med den engelske matematiker Charles Babbage, for hun var optaget af hans idé om at konstruere den analytiske maskine. Da hun i 1842 blev bedt om at oversætte en rapport om maskinen, kunne hun ikke dy sig for at rette fejlene i rapporten og tilføje 41 sider af sine egne noter og refleksioner.

Med Jacquard-væven skulle en væver ikke styre, hvilke tråde der blev løftet og sænket. Hulkortene automatiserede det arbejde. Hvis der var et hul i kortet, kunne nålen passere, og tråden blev løftet. Hvis der ikke var et hul, ville nålen blive blokeret, og tråden blev nede. Det var altså kortene, der afgjorde mønsteret. Og når kortene blev skiftet ud med nogle andre, fik man et andet mønster.

Mens Babbage ville programmere sin analytiske maskine til at udføre beregninger, tænkte Lovelace, at den potentielt kunne bruges til andet og mere end det.

“Babbage var meget interesseret i mekanisering, fabrikker og tekstilindustrien i England i det 19. århundrede. Lovelace var mere interesseret i tingenes struktur og hvordan de fungerede,” siger Stephen Monteiro.

Lovelace forestillede sig, at maskinen ikke bare ville kunne manipulere tal, men også symboler efter faste regler.

Som hun skrev i sine noter: “Hvis man for eksempel antager, at de grundlæggende forhold mellem tonerne inden for harmonilæren og musikkompositionen kunne udtrykkes og tilpasses på denne måde, ville maskinen kunne komponere sofistikerede og videnskabelige musikstykker af enhver grad af kompleksitet og omfang.”

En strikkeopskrift er en algoritme

I dag bliver software skrevet i programmeringssprog, ikke vævet med kobbertråde.

Til gengæld kan håndarbejdstraditioner give et andet perspektiv på den måde, som vi bruger vores smartphones i dag, mener Stephen Monteiro.

“Med udviklingen af touchskærme forbinder vi konstant materiale, information og indhold på forskellige måder,” siger Monteiro. Når vi sidder og swiper på den glatte glasoverflade, indtager vi endda samme kropsholdning, som man plejede at gøre, hvis man sidder med en håndvæv, broderiramme, sy- eller strikketøj.

I modsætning til de fleste andre computere, som fandtes 1960’erne, der sagtens kunne fylde et helt rum, var Apollo-computeren på størrelse med en kuffert. Den var, som David Mindell, historiker ved Massachusetts Institute of Technology, har joket “overgangen fra, at folk praler af, hvor store deres computere er (…) til, at de praler af, hvor små deres computere er”.

Sidenhen er computere skrumpet til det punkt, at vi næsten alle sammen går rundt med en computer i lommen, der har langt mere computerkraft end det krævede at sende mennesker til Månen.

“I dag er håndarbejde, som blev meget populært i forbindelse med coronapandemien, dog som en måde at komme væk fra at være på vores telefoner, fra at være forbundet og forbinde information på denne måde. Men håndarbejde giver os en anden måde at forbinde forskellige materialer. At lave noget, der ligner det, vi laver på vores telefoner, men offline,” siger Monteiro.

Han kalder strikkeopskrifter en form for algoritme: Man har sit input i form af garnnøgler, man følger en algoritme i form af trinvise instruktioner og ender med et output i form af en strikvest:

“Hvis vi ser på det på den måde, så er det noget, der er mere genkendeligt og tilgængeligt for folk, men vi plejer desværre ikke at se det på den måde.”

Måske fordi vi har bygget en techbranche, der får algoritmer og kunstig intelligens til at lyde som en form for meget kompliceret matematik eller ligefrem magi. Som Monteiro siger: “Branchen er bygget på hype og mystificering.”

Så når techchefer som Elon Musk taler om kunstig intelligens som en “digital gud”, så tænk i stedet på den unge væver Arachne.

/Emilie Ewald 

Næste del af serien Fra kileskrift til kunstig intelligens skal blandt andet handle om den hype. Vi hopper frem til 1900-tallet, hvor de første computeralgoritmer formuleres og bliver fundamentet for vores digitale tidsalder.