Det italienske mirakel

På fredag starter Giro d’Italia. 184 toptrænede cykelryttere i stramtsiddende lycra ruller for 109’ende gang af sted – denne gang med start i Bulgarien – for til slut at nå Roms historiske bymidte. Giroen er ikke bare tre ugers cykling; det er Italiens bankende hjerte. Hvor Tour de France ofte hylder de snorlige boulevarder og pompøse slotte, er det italienske cykelløb et intenst drama, der udspiller sig i skyggen af støvlelandets lige dele kaotiske og smukke historie.

For Bastian Emil Goldschmidt, cykelkommentator og forfatter til flere bøger om cykelsport, er Giroen et løb, der på mange måder overgår storebroderen Tour de France, som ellers ofte løber med det meste af opmærksomheden.

“Giro d’Italia er i min optik et smukkere cykelløb end noget andet. Det har en ekstremt tæt forbindelse til Italiens fascinerende historie,” siger han til Føljeton.

Den tætte forbindelse mellem landet og løbet blev grundlagt allerede ved Giroens fødsel. Da den første Giro løb af stablen i 1909, var Italien en ung nation præget af dybe regionale skel. Fra nord til syd havde det gamle imperium i århundreder været inddelt i forskellige fyrstendømmer og bystater, hvis selvstændige historier, borgerkrige og territoriale uenigheder fortsat fyldte en stor del i den spæde befolknings bevidsthed.

“Det var på mange måder en tid, hvor Italien kæmpede for at finde sin nationale identitet. Fra begyndelsen blev Giroen en samlende begivenhed for landet,” forklarer Goldschmidt.

Giro d’Italia blev en måde at vise italienerne deres eget land. Cykelløbet rullede bogstaveligt talt landkortet ud for øjnene af dem. Sportsavisen La Gazetta dello Sport, der har arrangeret løbet siden dets spæde start, ønskede at udbrede fortællingen om de italienske helte, der kom fra alle egne af riget og kørte på tværs af den store nations mange regioner for at blive hædret af hele den italienske befolkning. Ét land, ét løb, ét folk.

Genfødslens Giro og en drabelig duel

Giroens betydning blev for alvor cementeret i de mørke år efter anden verdenskrig. Italien lå i ruiner. Sønderrevet af Mussolinis fascisme og krigens klare nederlag blev cykelsporten en fælles kraft, der bandt sårene sammen. Bastian Emil Goldschmidt fremhæver 1946-udgaven – ‘Genfødslens Giro’ – hvor feltet trodsede væbnede partisangrupper, som kæmpede for en jugoslavisk overtagelse, for at køre ind i det omstridte Trieste.

“Det var ikke bare et sportsligt ridt, men en politisk erklæring om italiensk samhørighed i et territorium, der var under voldsomt pres. Rytterne klarede sig igennem etapen efter voldsomme scener, der den dag i dag vidner om cykelsportens ekstreme forhold,” siger han.

En anden ofte omtalt udgave af løbet er Giro d’ Italia anno 1949. Året er kendt for den episke rivalisering mellem de to giganter Fausto Coppi og Gino Bartali, hvis forskellige ophav og eminente kørestile førte til en altoverskyggende dyst, som splittede en hel nation. Bartali repræsenterede den gamle skole af sydlandske cykelryttere som troende katolik. Han var det konservative Italiens mand, mens den yngre Coppi var den rationelle og ikke-troende atlet, der blev symbolet på det nye, moderne og sekulære Italien.

I bogen Giro d’Italia 1949 følger man de to mestres drabelige dueller. Forfatteren bag er den italienske journalist Dino Buzzati, hvis reportager fra det dramatiske løb i dag står tilbage som et spændingsfyldt vidnesbyrd om Giroens historie. Buzzati var ikke sportsjournalist, men forfatter og krigskorrespondent. Da han blev sendt ud for at dække cykelløbet i 1949, betragtede han ikke rytterne som atleter, men snarere som heroiske figurer i et nationalt helteepos.

For Buzzati var Giroen en måde at genopdage Italien efter krigens ødelæggelser. Han skrev om de ødelagte byer, støvet på vejene og den fattige lokalbefolkning, der stod i vejkanten og så deres helte passere som et tegn på, at livet gik videre. I sine berømte skildringer gik han endda så vidt som til at sammenholde Bartalis og Coppis rivalisering med Achilleus og Hektor fra Homers Iliaden. En sammenligning, som Bastian Emil Goldschmidt finder stor mening i.

“Vi har brug for de store sammenligninger for at gøre sporten meningsfuld. Hvad skulle vi ellers med Hektor og Achilleus, hvis ikke for at forstå hverdagens og livets store begivenheder gennem de græske myters epistemologiske prisme?” spørger han.

Myter, mode og moderne kultur

I løbet af 1950’erne og 1960’erne vågnede det søvnige og engang så stolte Italien for alvor op til dåd. ‘Det økonomiske mirakel’, et enormt økonomisk opsving i samfundet, fik kæmpe betydning – ikke blot for det italienske folk, men for hele den europæiske kultur. Højkonjunkturen blev drevet af massive investeringer i offentlig infrastruktur, økonomiske reformer og en omfattende industriel og teknologisk udvikling. Cykelmærker som Bianchi, Colnago og Pinarello blev eksponenter for en ny og uovertruffen italiensk elegance, forklarer Bastian Emil Goldschmidt.

Takket være cykelsportens æstetik kom Italien til at præge det europæiske kontinent med en sikker sans for stil, kvalitet og livsnydelse. Mens instruktører som Federico Fellini og Michelangelo Antonioni indfangede tidens rastløse skønhed på film, rullede den italienske industri ud over grænserne. De røde sportsvogne fra Ferrari og de ikoniske Vespascootere blev symboler på frihed, og spiritusmærker som Campari forvandlede de italienske piazzaer til hele Europas dagligstue.

Det var i denne periode, at kimen til det moderne Italien blev lagt. Cykelsporten sad i førersædet af den kulturelle eksport som symbolet på det italienske mirakel, der gjorde Italien eftertragtet igen. Fra film, kunst og mode til cykler, biler og kogekunst.

Da Fausto Coppi og Gino Bartali duellerede på de støvede serpentinerveje, repræsenterede de samtidig en fortælling om det nye Italien: Et land, der kunne transformere hårdt arbejde og askese til et stilstudie i æstetik og store sejre. Det 20. århundredes teknologiske revolution gjorde tilmed de skarptskårne racercykler endnu bedre, endnu hurtigere og endnu dyrere.

Også i dag står Giro d’Italia som et symbol på det italienske opsving. Når reklamekaravanen kører gennem de italienske målbyer og kaster gratis merchandise ud ad vinduerne til de jublende fans, er det en hyldest til de virksomheder, der løfter løbet økonomisk og kulturelt. Fra den stiftende avis La Gazzetta dello Sport til det nationale togvæsen Trenitalia og adskillige andre.

Danske Jonas Vingegaard kørte tilmed (indtil 2021) på en moderne udgave af den legendariske Bianchi-cykel, som ‘Il Campionissimo’ (Fausto Coppi) gjorde det for 80 år siden. Hvis ikke cykelsporten og i særdeleshed Giro d’Italia havde medvirket til at løfte Italien ud af splittelsen og krigen – og ind i det moderne Europa – ville meget sandsynligvis have set anderledes ud.

Med historien på plads er der således god grund til at tænde for fjernsynet og følge med, når vi i tre hele uger får lov at opleve Italien på ny. /Anders Rod Thomsen