Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Det må være besværligt at være PR-person i Palantir, der sælger våben- og overvågningsteknologi. Hvordan bevarer man det gode ry, mens man er involveret i drab på civile i Iran, hjælper ICE med at deportere migranter på hjemmefronten – alt imens eksperter anklager en for at bidrage til et dystopisk, antidemokratisk overvågningssamfund?
En strategi er at formidle sin mission på sociale medier, men det går bare ikke så godt for techvirksomheden. Forleden udgav Palantir et manifest på X, der plæderede for den “universelle pligt” til at tjene sit land og kaldte nedrustningen af Tyskland og Japan efter anden verdenskrig for en fejl. Reaktionerne var forståeligt nok nådesløse. Flere stemplede dem som “technofascister”, og et medlem af det britiske parlament kaldte opslaget for “rablerier fra en superskurk”. Okay, så hvad nu?
Man laver da en fed jakke. Torsdag lancerer techvirksomheden en elegant bomuldsjakke med tre lommer – en såkaldt chore jacket i poleret, praktisk arbejderstil. Ifølge den kommunikationsansvarlige Eliao Younes, der med egne ord er ansvarlig for virksomhedens “vibes”, er jakken let i vægt og god at bevæge sig i. Desuden er den produceret i USA og formidler virksomhedens “rene og strukturerede æstetik”.
Palantirs imagefornyelse er en lusket ideologisk manøvre. Som den franske filosof og semiotiker Roland Barthes skriver i værket Mytologier (1957), kan kulturelle genstande – såsom jakker – forstås som tegn, der udtrykker myter.
Med Barthes’ briller kan man betragte Palantirs nye produkt som et tegn, hvis overfladiske betydning er en praktisk bomuldsjakke med tre lommer. Men mejsler man sig ned i de semantiske sedimenter, finder man det mytiske tankegods. Jakkens arbejderæstetik fremstiller ikke Palantir som et technofascistisk overvågningsselskab, men snarere som en gruppe ærlige arbejdere, der knokler på samlebåndet for nationens bedste. Ja, vel helt ligesom de nationsopbyggende arbejdere på Ford-fabrikkerne, der skød op i begyndelsen af 1900-tallets USA.
Når en myte gemmes i en uskyldig genstand som en jakke, så forvandles den ifølge Barthes til noget naturligt og neutralt. Her opstår faren. For de færreste tænker på dødbringende droner, når de shopper på Zalando, og sådan siver Palantirs fortælling om sig selv som Vestens og USA’s beskyttere sig ubemærket ind i mainstreamkulturen.
Men der er også sprækker i Palantirs nationalistiske selvpromovering. Som modebloggeren Derek Guy har pointeret, er arbejderjakkens stil slet ikke amerikansk, men derimod baseret på franske brands som Vetra og Le Labourer. Det fordækte nationalistiske budskab virker derfor en kende forvirret.
Røster på Reddit bemærker også, at der er en vis ironisk lighed mellem arbejderjakkerne i Maos Kina. I iveren efter at fremstå stilrene og – med Younes ord – “strukturerede”, risikerer Palantir dermed at associere sig med, hvad de selv ser som deres modsætning. Men det er afslørende nok i sig selv. Det amerikanske overvågningsimperium har nok mere tilfælles med Maos diktatoriske regime, end de selv vil indrømme. /Claes T. Sørensen