Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix
“Blomster? Om foråret? Hvor banebrydende.” Den dybe stemme, der sarkastisk ytrer ordene, kommer fra modemagasinet Runways chefredaktør Miranda Priestly, der bliver spillet af Meryl Streep i filmen The Devil Wears Prada fra 2006. I filmen følger vi den kiksede, men fremadstræbende journalist Andrea ‘Andy’ Sachs (Anne Hathaway), der tager et job som Priestlys assistent på en spydig arbejdsplads. Her tyve år efter har efterfølgeren, The Devil Wears Prada 2, premiere i USA den første maj, også kendt som de spydige arbejdspladsers største frygt: arbejdernes internationale kampdag. I Danmark kan filmen ses fra i dag torsdag.
Den første udgave af The Devil Wears Prada er baseret på en roman af den amerikanske forfatter Lauren Weisberger, der skriver om sine oplevelser som assistent for magasinet Vogues tidligere chefredaktør Anna Wintour. De tidlige år efter årtusindeskiftet er hverken kendt for moralske arbejdspladser eller sunde kropsidealer. Derfor er filmen også kendt for replikker som ‘Jeg er kun en maveinfluenza væk fra min målvægt’ og ‘Er der en grund til, at min kaffe ikke er kommet? Er hun død eller noget?’
Y2K-klassikeren bliver nu nyfortolket i en verden, hvor journalistikken er mere udfordret end nogensinde, kroppe og ansigter kan formes i uendelige looksmaxxing-versioner, og modeindustrien stadig forurener i bedste velgående. Hollywood er klar med nyt lokkemad i form af nostalgi til en opmærksomhedsøkonomisk udbrændt publikum.
I den virkelige verden har den seneste tid givet masser af eksempler på giftige arbejdspladser, hvor ansatte fortæller om udbredt mobning og urimelige arbejdsforhold. For nylig er arkitekttegnestuen Bjarke Ingels Group (BIG) blevet anklaget for et “kultisk” arbejdsmiljø, hvor “zombier … gik rundt på kontoret”, mens 35 tidligere medarbejdere på Noma i marts afslørede, at de er blevet udsat for decideret vold, herunder slag i maven og i ansigtet fra restaurantens nu fratrådte chef René Redzepi.
Et andet levn fra fortiden, som nok ikke er bevidst – men som The Devil Wears Prada 2 alligevel holder fast i – er den stereotypiske skildring af etniske karakterer, der har fået online SoMe-brugere i bl.a. Kina, Japan og Sydkorea til at opfordre til helt at boykotte filmen.
Modreaktionen kom allerede, da et 38 sekunders klip blev lagt på internettet for to uger siden. Her ser vi en scene, hvor hovedpersonen Andy Sachs’ nye assistent introducerer sig selv. Hun hedder Jin Chao, er amerikansk-kinesisk, socialt akavet, ivrig efter at behage og har travlt med at opremse sine akademiske bedrifter: “Hvis du ikke vil have mig, kan du bare interviewe en anden – det gør ikke noget. Jeg har gået på Yale, har et gennemsnit på 3,86, var førstesopran i Whiffenpoofs, og jeg fik 36 point i ACT-prøven [adgangsprøve til universitetet, red.] i første forsøg,” siger Chao til Sachs.
Selvom Andy Sachs også var kejtet i første film, har Chaos karakter her ramt det østasiatiske fællesskab på tværs af lande og diasporaer, da kontekst rent faktisk betyder noget. Dovne stereotyper går ikke længere i 2026, lige meget hvor lille en rolle skuespilleren bliver givet. Som en X-bruger skriver:
“Barnlig påklædning, briller, overkvalificeret, eksamensbeviser fra Ivy League-universiteter og på toppen af sin karriere, men alligevel underdanig og usikker på sine evner: Det er ikke stereotyper om asiatisk-amerikanere, det er hvide kvinders fantasier.”
En usmart stræber med asiatisk baggrund … hvor banebrydende. /Meriem-Hadia Charif