Mikhail Metzel/Reuters/Ritzau Scanpix
“Det grusomme inviterer os til enten at være tilskuere eller kujoner, ude af stand til at kigge.”
– Susan Sontag i Looking at War, 2002
Mandag kunne man i The New York Times læse en længere artikel om, hvordan Rusland “rekrutterer” afrikanske mænd til det russiske militær. Historien er som sådan ikke ny. I november 2025 skrev den ukrainske udenrigsminister Andrij Sybiha på X, at i hvert fald 1.436 afrikanere fra 36 forskellige lande kæmpede på Ruslands side i krigen. Tallet er siden steget til i hvert fald 1.780.
I november skrev Sybiha, at nogle af de afrikanske “soldater” var blevet lokket med lukrative aftaler, imens andre blev narret til at underskrive militærkontrakter, der ifølge ham var lig med at underskrive en dødsdom. Samme måned bragte DR en nyhed om, at Sydafrika ville hjælpe ’17 lejesoldater’ hjem.
De såkaldte “lejesoldater” var blevet fortalt, at de skulle til Rusland for at træne og få arbejde som bodyguards. Da de ankom til landet, fik de stukket militærkontrakter i hånden, som de fik at vide, de skulle underskrive. Kontrakterne var skrevet på russisk.
Kenyanske Vincent Odhiambo Awiti blev fløjet til Sankt Petersborg den 14. juli sidste år, fortæller han til The New York Times. På gaden i Nairobi havde han mødt en mand, der angiveligt arbejdede for Global Faces Human Resources Agency, som lovede et butiksarbejde i Rusland. Han endte på frontlinjen i Kharkiv-provinsen, hvor ligene lå og flød som “åkander” i floden. Han flygtede med en russisk desertør, der skød sig selv i benet, og da han kom tilbage til Moskva, kom han hen på den kenyanske ambassade, som kunne sende ham hjem, arbejdsløs, uden penge og stærkt traumatiseret.
Ni afrikanske lande – Kenya, Tanzania, Zambia, Sydafrika, Nigeria, Ghana, Togo, Botswana og Mali – har alle kunnet rapportere om statsborgere, der er blevet snydt ind i den russiske hær, som mangler mennesker. Hver måned dør der ifølge The New York Times op til 25.000 russere i krigen, og i april måned tabte Rusland for første gang siden august 2024 terræn – 116 km2. Ruslands fremrykning i Ukraine har været aftagende siden november, skriver den uafhængige tænketank Institute for the Study of War.
Alt imens oversvømmer reklamer for russisk militærtjeneste de sociale medier i Afrika, hvor der loves høj månedsløn, store engangsudbetalinger eller russisk statsborgerskab efter kun seks måneder. Det til trods for, at den russiske økonomi heller ikke har det for godt.
Ruslands udnyttelse og siden de facto slavegørelse af afrikanske mænd sker på et tidspunkt, hvor arbejdsløsheden i fx Sydafrika blandt unge mellem 15 og 24 år lå på omkring 60 pct. i 2025, og hvor stadigt flere lande over hele kontinentet mærker den stigende arbejdsløshed og desperation. Imens Ghanas udenrigsminister også kommenterede Ruslands grove udnyttelse af folk, der leder efter arbejde og et bedre liv, brugte den kenyanske senator Okoiti Andrew Omtatah et temmelig voldsomt billede til at beskrive situationen:
“Hvis et slaveskib i dag lagde til havn i Mombasa med et banner, hvor der står, ‘slaver mangles i Vesten’, så ville du ikke få plads på det skib.” /Astrid Plum