En kritisk masse

Plot-idé til en spændingsroman… nej, en action-film. Eller, endnu bedre, en tv-serie på Netflix. Kurt Ravn spiller en aldrende klimaforsker. Han har i årtier advaret om, at havstrømmen AMOC (Atlantic Meridional Overturning Circulation) kan bryde sammen med uoverskuelige konsekvenser til følge. Tørke, voldsomme havstigninger, vintertemperaturer på minus 35-50 grader i Nordeuropa, total forandring af økosystemer, nedbrud på vores infrastruktur. Ingen har gidet høre på ham, fordi katastrofen lå “langt ude i fremtiden”. Men fremtiden, det er pludselig nu. Efter at syv-otte videnskabelige, fagfællebedømte rapporter i træk har vist, at AMOC’s kollaps kan ske når som helst i dette århundrede, begynder flere at lytte til Kurt. Sammenbruddet er ikke uafvendeligt. Med den rette handling kan det standses i tide. En gruppe yngre klimaforskere og klimaaktivister, der tilhører en generation, som ikke har nogen andel i klimakrisen, opsøger Kurt på hans privatadresse og siger, at de er klar til at gøre noget.

Susse Wold er en pensioneret journalist. Hun var engang nyhedschef på en tv-station. Hun er alkoholiker, og hendes familie har slået hånden af hende, fordi hun ikke bare er ulideligt selvoptaget, men også nærig og løgnagtig. I virkeligheden drikker hun, fordi hun skammer sig over, hvor talentløst hun forvaltede sin magt i mediebranchen. Hun kunne have gjort en forskel, men når noget var “kedeligt”, og hun tænkte, at “almindelige mennesker” ikke ville kunne forstå det – som for eksempel Kurt Ravns advarsler om AMOC – så gav hun det ingen sendetid. Da hun ser Kurt i fjernsynet tale om AMOC, beslutter hun sig for at stramme sig an og gøre det godt igen. Hun tømmer sit lager af gin og vodka ud i håndvasken og åbner sin egen YouTube-kanal, som udelukkende handler om klimaforandringerne.

Peter Frödin spiller en jurist, der arbejder i embedsapparatet i EU. I sin tid søgte han mod Bruxelles/Strasbourg for at gøre en forskel, han var nemlig idealist. Men da det gik op for ham, hvor stor magt lobbyisme har på den politik, der bliver ført, gik hans idealisme fløjten – det hele blev ligegyldigt, og kun hans katte afholdt ham fra at begå selvmord.

Men de syv-otte fagfællebedømte rapporter i træk om det kaos, der vil følge i kølvandet på AMOC, gør noget ved ham. Han tager skeen i den anden hånd, og i de næste par måneder samler han en falanks af embedsfolk, der har det ligesom ham. Sammen begynder de at modarbejde lobbyismen i EU og idiotisk, menneskefjendsk politik, der ødelægger planeten. Deres hemmelige arbejde spreder sig til lignende celler i andre regeringer og internationale organisationer, hvis politik er inficeret af olieindustriens og andre fossile brændslers lobbyorganisationer. De bliver flere og flere, og deres entusiasme smitter af på selv de mest magtliderlige og korrupte politikere.

Sammen arbejder de på at accelerere implementeringen af Paris-aftalen via nidkære nationale klimaplaner og globale afgifter på CO₂-udledning. Alle subsidier til fossile brændsler omdirigeres til vedvarende energi. Der udvikles en international AMOC-beskyttelsesaftale, som er en bindende traktat mellem EU, USA, Canada og Storbritannien. En verdensomspændende fond skaffer enorme summer til forskning i og implementering af teknologier, der kan stabilisere AMOC, indtil olieindustrien er udfaset.

Et hold professionelle manuskriptforfattere gør manuskriptet færdigt. Inspireret af katastrofefilmen Armageddon fra 1998 med Bruce Willis, Ben Affleck og Liv Tyler fylder de plottet med menneskelighed og selvopofrelse og sort humor, og alle, der ser tv-serien, bliver grebet af budskabet og får lyst til at bidrage til at stoppe vanviddet. Susanne Bier hyres som instruktør – under stor mediebevågenhed donerer hun sit honorar til AMOC-fonden. Serien får titlen En kritisk masse.

Og mens vi venter, kan vi bedøve os i podcasts. I en podcast, som er på engelsk, fortæller klimaforskeren Dr. Willem Huiskamp fra Potsdam-Institut für Klimafolgenforschung (PIK) om, hvad et kollaps indebærer. Og hvis man hellere vil høre den ubekvemme sandhed på dansk, er professor i biologisk oceanografi Katherine Richardson leveringsdygtig. /Oliver Stilling