Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Mange mennesker rundt omkring i Danmark, der ikke er aarhusianere og som ikke interesserer sig for fodbold, havde formentlig en forventning om, at det ikke ville påvirke deres søndag nævneværdigt, da den aarhusianske fodboldklub AGF i aftes vandt danmarksmesterskabet for herrehold i seniorrækken.
Men i løbet af dagen skete der noget psykologisk interessant. Aarhusianerne er jo overalt! Det kan godt være, at Smilets By bygger som vanvittige i højden og i bredden, men mange aarhusianere rejser også væk og skaber sig et liv andre steder. Her menes ikke i kolonier. Den eneste egentlige aarhusianer-ghetto i Danmark er Aarhus. Næ, aarhusianere er gode til at glide ind og forsvinde i mængden – aarhusianerne er assimilationens mestre.
Hvis man har en person af aarhusiansk herkomst i sin omgangskreds eller måske ligefrem har en aarhusianer som samlever, og man helt havde glemt, hvor de kom fra – at de var aarhusianere – fordi de aldrig talte om det og tilsyneladende havde lagt det bag sig, så fik man sig muligvis en overraskelse søndag. Pludselig skulle de se fjernsyn eller holde sig orienterede ved en radio, og nogle sad med sentimentale blikke og kiggede på TV Avisens indslag fra Aarhus midtby, hvor byens borgere var gået ud af deres små lejligheder og på gaderne, som om hele Danmark var blevet befriet fra Nazityskland. Først dér forstod man som ikke-aarhusianer uden følelsesmæssige aktier i Aarhus, hvor gabende et hul i selvforståelsen, det har været, at Danmarks næststørste by ikke havde vundet danmarksmesterskabet en eneste gang i 40 år (mens eksempelvis FC København havde gjort det 16 gange).
Der var noget charmerende og sympatisk over aarhusianernes glæde. De lod sig ikke overmande af overmod. Man hørte ikke aarhusianere tale om et forestående ‘herredømme’ i dansk fodbold; de talte om mesterskabet som en kuriositet, et mirakel, der var indtruffet, og ikke nødvendigvis en indvarsling af nye tider for aarhusiansk fodbold.
Lokalavisen Århus Stiftstidendes chefredaktør var mandag morgen igennem på telefonen til DR’s nyhedsflade på den landsdækkende radiokanal P1. Han lød behersket lettet, manede til besindighed og mindede om, at konkurrenten FC Midtjylland nede i Herning stod virkelig stærkt, fordi mangemilliardæren Anders Holch Povlsen har købt sig ind i klubben og med sin formue på mere end 100 milliarder kroner ville kunne købe hele FC Barcelonas hold, hvis han havde lyst. Og i den kamp ville AGF ikke have en chance.
Det er rigtigt, men man kan ikke købe sjæl. Selv landets mest forhærdede Aarhus-bashere, folk, der bliver ved med at omtale byen som Verdens Mindste Storby, og som har hånleet ad ubehjælpsomme engelsksprogede slogans som ‘Aarhus – Danish for Progress’ og ‘With Aarhus’, må overgive sig her. Hvis slaget fremover skulle stå mellem sjælfulde AGF og den jyske hedes svar på oliemilliardærklubber som Paris Saint-Germain og Manchester City, så lad dog AGF vinde igen og igen og igen. Og hvis AGF’s nyligt vundne mesterskab er så mirakuløst, som de gør det til, så må andre mirakler også være inden for rækkevidde. Det er bare at se sig lidt omkring. /Oliver Stilling