Hydrafælden 

I den græske mytologi bliver helten Herakles pålagt at nedkæmpe et mangehovedet slangemonster, som terroriserer folket ved Lerna syd for Argos. Trods sagnheltens overmenneskelige styrke er den såkaldte hydra noget nær umulig at slå ihjel. For hver gang Herakles hugger et hoved af, vokser to nye ud.

MAGA-bevægelsen er en af vores tids hydraer — et politisk mangehovedet bæst, man ikke sådan lige tager livet af. Flere har ellers forsøgt, senest den 31-årige californier Cole Thomas Allen, der i april angiveligt prøvede at myrde Donald Trump og andre højtstående folk i administrationen ved den årlige korrespondentmiddag i Washington.

Snigmordernes fejlslutning — lad os bare kalde den hydrafælden — er, at man kan aflive en politisk bevægelse ved at tage livet af lederen (lad os for en god ordens skyld understrege, at vi her på Føljeton også anser mord i ethvert henseende som en moralsk fejlslutning). Selvom MAGA i vid udstrækning er en personkult, rækker bevægelsen langt ud over Trump og J.D. Vance. Et politisk attentat ændrer ikke på arbejderklassens armod eller det anti-elitære raseri, der har gødet den fascistiske bevægelses fremkomst. Uden et favntag med Trumps skabelsesbetingelser, vil hans afgang blot få nye demagogiske hoveder til at vokse frem på MAGA-monsteret.

Ligesom en politisk bevægelse ikke nødvendigvis dør med sin leder, kan den heller ikke genoplives ved at få en ny. Den vildfarelse truer i disse dage Labour-partiet i Storbritannien, som febrilsk forsøger at redde sig selv fra historiens mødding ved at udskifte Keir Starmer. Knap hundrede medlemmer af partiet plæderer nu for hans afgang, efter partiet led et historisk tab til yderfløjene —Reform UK og Green Party – ved lokalvalget i forrige uge.

Lørdag meldte den netop afgåede sundhedsminister Wes Streeting sig klar til formandskampen. Det samme gjorde den tidligere viceforperson Angela Rayner indirekte, da hun meddelte, at hun nu har betalt den skatteregning, der tvang hende til at trække sig tilbage i september.  Samtidig har Labour godkendt Manchesters vellidte borgmester Andy Burnhams opstilling til et suppleringsvalg i juni, der kan få ham i parlamentet — en position, han nok også vil bruge til at indtage tronen i Westminster.

Starmer har ganske vist en karkluds karisma, men som Informations Mathias Sindberg skriver: “Labours problemer forsvinder næppe, fordi man erstatter Starmer med en lidt anden nuance af grå.” For et parti i krise er det en bekvem, men fejlslagen fristelse at lægge hele ansvaret hos den siddende politiske leder.

I modsætning til sine modstandere på yderfløjene har Labour ikke en overbevisende fortælling om samfundets problemer og deres potentielle løsninger. Impotensen bliver naturligvis straffet af en britisk befolkning, der dagligt lider under eskalerende leveomkostninger, galopperende ulighed og et sundhedssystem i frit fald.

Labour må da tage ved lære af Herakles, som til sidst nedkæmpede hydraen ved at brænde sårene efter de afhuggede hoveder med en fakkel, så de ikke kunne skyde frem på ny. Hvis partiet vil overleve, nytter det ikke blot at hugge hovedet af Starmer. Labour må forholde sig til roden af de strukturelle problemer, der gøder dets undergang. /Claes T. Sørensen