Kolde dollargrin

Skyggekasteren fra syd

Han kommer fra sumpen. Nede fra Louisiana, hvor luften klæber til huden, vandet er mørkt, og historien stadig dufter krydret af fransk kolonitid, slaveøkonomi og tilbagevendende stormfloder. Jeff Landry er ikke den type, man normalt ville sende til det tørre og vidtstrakte Arktis. Men måske er det netop derfor, Donald Trump sender ham.

Jeff Landry og Donald Trump. Aaron Schwartz/Reuters/Ritzau Scanpix

Den 55-årige sydstatsguvernør, som sidste år blev udnævnt til USA’s særlige udsending til Grønland, er ankommet til verdens største ø for første gang i sit liv. Jeff Landry er i Nuuk for at deltage i Future Greenland, den årlige erhvervskonference, hvor Grønlands fremtid normalt pakkes ind i konsulentord som investeringer, infrastruktur, turisme, minedrift og bæredygtig vækst. Men Landrys tilstedeværelse har ændret dynamikken.

Han kommer uden en officiel invitation. Landry er ikke inviteret af det grønlandske selvstyre og bestemt heller ikke af den danske regering i København. Faktisk har Danmarks fungerende erhvervsminister, Morten Bødskov (S), demonstrativt valgt at blive helt væk, formelt med henvisning til, at der endnu ikke er dannet en ny regering.

Reelt er alle nervøse for, hvad der kan ske, når Trumps mand får kameraer, mikrofoner og et konferenceprogram at bevæge sig rundt i. For Landry bringer Trumps skygge med sig.

Allerede ved ankomsten i Nuuk International Airport står det klart, at udsendingen først og fremmest er præsidentens private sendebud.

“Jeg snakkede med ham sent i går aftes,” siger Landry om sit nære forhold til Donald Trump. “Han sagde: Tag derover og få en masse venner, så mange venner som muligt.”

Men i Nuuk står vennerne ikke ligefrem i kø. Tværtimod.

“Jeg er her blot for at opbygge relationer, lytte og lære og se, om der er muligheder for at udvide forholdet mellem USA, Grønland og Danmark. Det er en fantastisk dag,” fortæller Landry med selvsikker optimisme.

Venner er imidlertid ikke det samme som adgang. Og adgang er ikke det samme som tillid.

Chokolade som møntfod

Allerede inden Jeff Landry sætter foden på grønlandsk grund, har hans besøg fået karakter af noget større, skørere og vildere end klassisk diplomati. Han kommer ikke som turist, investor eller neutral gæst. Han kommer som udsending for en præsident, der igen og igen taler om Grønland, som om verdens største ø var en uafsluttet handel. Et sted, USA ikke bare bør samarbejde med, men råde over.

Derfor er Landrys drevne smil i Nuuk ikke uskyldigt. Heller ikke, når han taler om venskab.

I Trumps politiske univers er venskab sjældent en gensidig følelse. Det er en taktisk åbning.

Det mærkelige er, at Landry ikke engang behøver være hovedpersonen i Trumps Grønlandspolitik. Han er snarere dens skyggekaster: En mand, der får noget urovækkende til at falde ind over rummet, alene ved at være til stede.

Hvor han går, følger spørgsmålet med: Hvad vil USA egentlig med Grønland?

Det er derfor, hans besøg virker så ejendommeligt effektivt. Landry behøver ikke fremlægge en plan. Han behøver ikke sige ordet køb. Han behøver ikke true, forhandle eller kræve. Det er nok, at han træder frem i Nuuk med præsidentens besked i ryggen: Få venner, så mange som muligt.

På diplomatisk sprog lyder det blødt. I grønlandsk sammenhæng lyder det mere tvetydigt.

For hvem er det egentlig, USA vil være venner med? Selvstyret? Erhvervslivet? Fiskerne? Mineindustrien? De unge, der vil hurtigere frem? De utilfredse, der er trætte af København? De utålmodige, der ser Washington som en genvej?

Landry passer ikke ind i Nuuk. Det er netop hans funktion.

Alligevel forsøger han straks at vikle en lidt syret tråd tilbage til Syden, hvor han er kendt som en ultrakonservativ hardliner:  “Der er mange fællestræk mellem Grønland og Louisiana,” siger Landry. “Vi har ting til fælles som turisme, fisk og skaldyr og minedrift.”

Det er en næsten perfekt Landry-sætning. Umiddelbart ufarlig, næsten hyggelig. Turisme, fisk, skaldyr og minedrift. Som om New Orleans og Nuuk kan forbindes på én tallerken: en ordentlig portion skaldyr, et lille bjerg af råstoffer, lidt oplevelsesturisme og et kæmpe skud amerikansk selvtillid.

Men det skal hurtigt vise sig at blive endnu mere surrealistisk. I et tableau, man næsten ikke kunne have opdigtet på forhånd, går han rundt i Nuuk og deler chokolademønter ud. Til et par grønlandske børn siger han, at de kan få “lige så mange chocolate cookies, de vil have”, hvis de kommer på besøg i hans palæ i Louisiana.

En stormagtsdrøm oversat til slik i børnehøjde.

Flere jokere i ærmet

I Grønland bliver sukkergestussen dog hurtigt mødt med kølighed.

“Vores position er klar. Vi har vores røde linjer, og lige meget hvor mange ‘chocolate cookies’ vi får, kommer vi ikke til at lave om på dem,” siger formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, efter at han har holdt møde med Jeff Landry og USA’s ambassadør i Danmark, Ken Howery.

Grønlands ledelse forsøger at gøre det, små samfund ofte gør, når stormagter rykker for tæt på: trække scenen tilbage til institutionerne. Mødet med Jeff Landry og USA’s ambassadør, Ken Howery, bliver således beskrevet som et “høflighedsmøde”, der foregår med “gensidig respekt og i god tone”.

Budskabet fra Grønlands regering er, at samarbejdet med USA skal fortsætte, men gennem de aftalte kanaler, ikke gennem pres, improvisation og medieskabte enkeltsager. Med andre ord: uden Landry som omvej.

Men netop derfor virker Landry så meget desto mere forstyrrende. Og urovækkende.

Guvernøren fra gumbo-land er ikke en af de rette kanaler. Han er omvejen. Han er Trump-metoden i menneskeskikkelse: Direkte kontakt, personlige relationer, små gaver, store smil, uklare dagsordener og en konstant fornemmelse af, at det egentlige spil foregår ved siden af protokollen.

Det er sådan, Trump ofte flytter politik. Ikke ved først at ændre aftalerne, men ved at ændre scenen. Ikke ved at afskaffe diplomatiet, men ved at overdøve det med noget mere teatralsk, mere personligt, mere uforudsigeligt. Mens grønlandske politikere taler om arbejdsgrupper, taler Landry om venskaber. Mens Naalakkersuisut insisterer på procedurer, rasler chokolademønterne i hans hånd.

Og midt i det hele mangler den danske regering. Ikke kun fysisk, men politisk. Mens Grønland forsøger at holde fast i de formelle kanaler, og USA tester de uformelle, står København uden minister ved bordet. Trump har sendt en skyggekaster. Danmark har sendt en tom stol.

Trump har altid forstået magt som et pokerspil. Man viser lidt, skjuler mere og lader modparten gætte, om man bluffer. Landry har foreløbig vist smil, chokolade og sydstatscharme på udebane.

Når Future Greenland-konferencen åbner tirsdag, bliver spørgsmålet, hvad Trumps mand egentlig har med i ærmet. Har han medbragt mere end sukker? /Lars Trier Mogensen

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12