Europæisk litium – for enhver pris?

Elektrificeringen af samfundet har én fællesnævner: litium. Det bløde, sølv-hvide metal er afgørende for de ion-batterier, der udgør skelettet af moderne teknologi og den grønne omstilling. Metallet er usynligt i de flestes hverdag, men det er ikke desto mindre altafgørende for, at samfundshjulet drejer ubesværet rundt.

2020’erne har om noget vist sig at være alkalimetallets årti. Lige siden EU tilføjede litium til listen over kritiske råstoffer i 2020, er den politiske interesse kun gået en vej – op. Eller rettere sagt, mod Jadardalen i det vestlige Serbien, hvor en af verdens største litiumreserver – og den største i Europa – findes.

Her har minekonglomeratet Rio Tinto i årtier danset med tanken (og de nationale myndigheder) om at udvinde litium. Tilbage i 2022 lagde den serbiske regering alligevel litiumprojektet på hylden som resultat af demonstrationer, der havde spredt sig som en steppebrand hen over landet.

Men hvorfor demonstrerede befolkningen mod udvindingen af et råstof, der spiller en nøglerolle i den grønne omstilling?

Til arrangementet Green Transition in the Balkans på Center for Applied Ecological Thinking ved Københavns Universitet forklarer den serbiske økonom Aleksandar Matković, at serberne har dårlige erfaringer med kinesiskejede kobberminer i landet. Historier om forurenet drikkevand er ikke ukendte for serberne. De ved, at floden i Jadardalen forsyner vigtige landbrugsområder. Miljøpåvirkningerne stopper ikke i vandet. Serberne har set fugle- og dyrelivet forsvinde, i takt med gasdampe fyldte himlen og affald hobede sig op. De har set hospitalernes stigning i antallet af lungesygdomme og kræfttilfælde og et ansvar, der aldrig blev placeret.

I 2024 blev tegningerne til litiumprojektet imidlertid fundet frem igen. Denne gang med et ivrigt EU i ryggen og med to streger under “de højeste standarder for miljø- og driftssikkerhed” fra Rio Tintos side. I 2025 blev Jadar-projektet sat på pause, men kritikken af det er blevet del af en bredere protestbevægelse, der i mere end et år har besat universiteter i hele landet og skabt en helt ny dagsorden for serbisk politik.

EU’s egen vinding

Situationen i Serbien følges nøje af Tea Sindbæk Andersen, som er lektor i østeuropastudier. Hun siger, at det ikke kun er litiumprojektet, der har udløst opstanden, men derimod en dybere stemning af mistro til det semi-autoritære styre og dets lemfældige forhold til demokratiske spilleregler.

Samtidig spiller EU en afgørende rolle i ligningen om litiummet. “EU har helt klart bidraget til, at mineprojektet i 2024 blev sat i gang igen. EU taler om Jadar-projektet som en strategisk satsning, så vi har masser af aktier i det, der nu sker i Serbien,” siger Sindbæk.

Ifølge Sindbæk er EU muligvis i færd med at vælge egen vinding over forsvarlig ageren i et land, som siden 2012 har været EU-kandidat. For hende handler det “samtidig om, at EU ikke er interesseret i at tage ansvar for, at mineprojektet bliver gennemført på nogen retfærdig måde”.

Ansvaret overlades i stedet til Rio Tinto, som har en noget blakket historik hvad angår arbejdssikkerhed og hensyn til lokalmiljøet, og en regering, der i stigende grad virker afkoblet fra hensynet til sine borgere.

“Den aktuelle situation i Serbien tyder på, at EU stiller sig på undertrykkerens side,” siger Sindbæk. Regeringen med præsident Aleksandar Vučić i spidsen er historisk upopulær. I sommer gik 150.000 mennesker på gaden i Beograd med kravet om nyvalg. Demonstrationerne er organiseret af de universitetsstuderende, og bevægelsen er blevet kaldt den største studenterprotest siden 1968.

Sindbæk udtrykker – på linje med bl.a. Amnesty International – stor bekymring over den voldsomhed, som politiet har mødt demonstranterne med. Hvor EU i andre tilfælde er tydelige, når de øjner indskrænkninger af medie- og ytringsfrihed i regionens semiperiferi, har Sindbæk iagttaget, hvordan EU har været relativt tilbageholdende med at kritisere den serbiske regerings metoder:

“Man ville godt kunne sige, at EU sådan set har bidraget til at svække Serbiens demokrati ved at støtte den her ikke særligt legitime regering, som overhovedet ikke overholder demokratiets spilleregler.”

Ordene dilemma og paradoks bliver ved at dukke op i de vendinger, hun bruger til at angive den skillevej, EU står ved: Hvilke idealer skal prioriteres? En andel i puljen af kritiske mineraler og større strategisk autonomi eller at stå fast på demokratiske principper?

“Hvor vi normalt regner med EU som en aktør, der står bag demokratiske rettigheder, bliver det pludselig paradoksalt, når vi ser, hvilken regeringsførelse vi direkte støtter i Serbien,” uddyber hun.

Et pragmatisk EU

Ifølge Rio Tinto kan Jadar-projektet spille en afgørende rolle i Europas og Serbiens grønne omstilling. Ambitionen er delt af EU’s politiske top. I 2023 udtalte kommissionsformand Ursula von der Leyen, at EU importerede 97 pct. af sit litium fra en enkelt leverandør, Kina.

Den strategi, som EU udviser med sin støtte til litium-minen i Jadardalen, vidner om en ny pragmatik i tilgangen til mineralsk autonomi. Det litiumrige land på Balkan er endt i et tovtrækkeri, der mest af alt fungerer som fremkaldervæske for den kurs, EU lægger for dagen.

I lyset af de autoritære tendenser, studenter- og folkedemonstrationerne blotlægger, er det oplagt at spørge: Har EU ikke et ansvar for ikke at støtte tvivlsomme mineudgravninger under den grønne omstillings fane? Som Aleksandar Matković også påpegede på Københavns Universitet, skaber det en risiko for at skubbe landets befolkning tættere på Rusland, hvis deres billede af EU bliver malet med samme hånd som trykker Rio Tinto-direktørens og Aleksandar Vučićs.

Vejer europæernes behov for elektriske biler tungere end serbernes ret til rent drikkevand, fødevaresikkerhed og selvbestemmelse? Er det sådan, at grønne foregangslande agerer i 2026? Elektrificeringen af samfundet, tænkt som noget uproblematisk og lysegrønt, klinger hult, når de miljømæssige og menneskelige konsekvenser bliver glemt i EU’s baghave.

Vi behøver ikke tage helt til litium-minen i den serbiske Jadardal for at se samme dilemma og paradoks udspille sig. I den danske forfatter Malte Tellerups roman Spræng Fabrikken kører karaktererne forbi en vindmøllefabrik i Jylland, da fortællerstemmen nøgternt konstaterer: “Det kan godt være de laver grøn strøm, men denne produktion er så giftigt industriel, at det ikke er forsvarligt.”

/Oscar Juul 

ØKOTANKER er en artikelserie lavet i samarbejde mellem Føljeton og Center for Applied Ecological Thinking (CApE) på Københavns Universitet. Artiklen er baseret på CApE’s arrangement Green Transition in the Balkans: How a lack of planning fueled waves of Serbian protest.