Alle forskere er aktivister

To forskere, Salvatore Paolo De Rosa fra det danske forskningscenter Center for Applied Ecological Thinking under Københavns Universitet og Panagiota Kotsila fra Autonomous University of Barcelona har været med til at starte et globalt fællesskab for forskere og civilsamfundsgrupper, der på forskellige måder arbejder med klima og bæredygtighed.

Gennem en stærk forbindelse til græsrodsbevægelser vil de sikre, at deres forskning forankres i viden fra de mennesker, der er tættest på klimakrisens konkrete form, fortæller de. Men de vil mere end det. For med deres netværk vil de ikke mindst skubbe til vante forståelser af, hvilken rolle forskning og (nok især) forskeren har i en tid, hvor kriserne står i kø. For, som de beskriver det, er den frie forskning udfordret i disse år, og det kalder på, at forskerne kravler ned fra elfenbenstårnet og skaber nye alliancer.

Salvatore Paolo De Rosa og Panagiota Kotsila startede derfor kollektivet Undisciplined Environments (udisciplinerede miljøer, red.) med en større gruppe klimaforskere verden over. I 2024 udgav de bogen Insurgent Ecologies – Between Environmental Struggles and Postcapitalist Transformations.

Da vi møder dem til en samtale om deres projekt, lægger de ikke skjul på, at målet for deres forskningspraksis er grundlæggende forandringer af vores samfund. Faktisk er der ingen, der kan se sig fri af det spørgsmål, hvis man spørger de to. Det handler ikke om, hvorvidt forskning forandrer verden, men hvordan. Som De Rosa formulerer det:

“Vi er alle politiske subjekter på den ene eller anden måde. Vi er alle en del af strukturerne, og hvis du er en del af status quo og accepterer det nuværende system, ser du måske dig selv som en objektiv forsker. Men dem, der accepterer status quo og reproducerer det, er også aktivister. De er bare aktivister for status quo.”

For De Rosa er denne kendsgerning om forskeres magt forstærket af tidens udfordringer, og selvom han selv arbejder med klimakrisen, rækker hans motivation udover den krise alene.

”[Klimakrisen] er en global krise, der er flettet sammen med en myriade af andre former for uretfærdighed og udnyttelse. Oveni det, lever vi også i en tid med autoritære tendenser, man kan frygte rammer et point of no return.”

Ifølge De Rosa og Kotsila betyder de autoritære tendenser, at der er begrænset sandsynlighed for, at løsningerne på tidens kriser kommer ovenfra. I stedet bør man se mod de mennesker, der arbejder nedefra og op for at ændre systemet til det bedre.

Fragmentering eller koordinering?

Her berører Salvatore Paolo De Rosa og Panagiota Kotsilas strategier en evigt tilbagevendende diskussion i politik: Kommer løsningerne fra institutionerne (fra oven) eller fra græsrodsbevægelserne (fra neden)? Men hvis ikke transformationen kommer fra lovgivningen og de politiske institutioner, hvordan sikrer vi så, at forandringerne bliver store og generelle, og ikke blot fragmenterede, små og dermed ubetydelige, kunne man indvende.

Det spørgsmål har de også tænkt over i deres forskningskollektiv.

“Udfordringen er selvfølgelig at holde fast i, at det er lokale kampe, men at de samtidig indeholder frøet til strategisk og taktisk udvikling, der peger mod en global bevægelse og koordineret samarbejde mellem forskellige grupper”, pointerer De Rosa og fastslår: “Vores hovedbudskab er, at vi skal arbejde mod konvergens.”

Kotsila supplerer: “Der er fællestræk ved meget forskellige typer udfordringer, ikke? Fra queer-aktivister i Georgia, til bønder og fiskere i Tyrkiet, til kampen for frihed i Palæstina.”

Og hvordan vil du sætte ord på, hvad fællestrækket er?

“I den globale kontekst er det de samme bevægelser, der skaber de her uretfærdigheder for mennesker. Det er forbundet til vores materielle værdikæder, vores produktion og vores affald, og hvordan det påvirker mennesker og miljøer.”

Et nyligt eksempel på samspillet mellem civilsamfundet og institutioner er den danske bevægelse Jordskred, der ved folketingsvalget i starten af året sikrede sig tre faste pladser og to suppleanter til Folketinget og har baggrund i den danske klimabevægelse. Her er tanken på samme måde, at forandringen skal komme nedefra og forankres i institutionerne ud fra forbindelsen til græsrødderne, og at en sådan forbindelse skal styrke både vores demokrati og den grønne omstilling. Ligeså ud fra devisen om, at begge er i krise.

Politiseret forskning

Den forskningsaktivisme, som Salvatore Paolo De Rosa og Panagiota Kotsila opfordrer til, er heller ikke helt ny i klimadebatten. Bevægelsen Scientist Rebellion har både herhjemme og i udlandet samlet forskere til demonstrationer – troppende op i den ikoniske hvide kittel, der symboliserer forskningsbaggrunden og dermed skal understrege, at protesten har rødder i deres forskning.

Den strategi har dog både herhjemme og i USA skabt diskussioner om, hvorvidt det skader forskeres troværdighed og uafhængighed. Selv hvis man abonnerer på ideen om, at al forskning, der berører forandringer af samfundet, er aktivisme, er det alligevel tydeligt, at der har været et pushback mod direkte aktivisme fra forskere.

I 2021 udtrykte daværende forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) en bekymring for aktivistisk forskning således: “Jeg har understreget, at politisering og aktivisme ikke må snige sig ind i forskning.” Og Henrik Dahl (LA), der sad i Folketinget i en årrække og nu er medlem af Europa-Parlamentet, var særligt vokal i sin kritik af såkaldt aktivistisk forskning.

Debatten endte dengang med vedtagelsen af en erklæring i Folketinget om “overdreven aktivisme i forskningen”, fremsat af bl.a. Dahl. Et flertal stemte dengang for erklæringen, der da også endte i meget generelle termer med at beskrive et ønske om, at universiteterne ikke forklæder politik som videnskab, men fortsat er frie institutioner med plads til kritisk debat.

De Rosa anerkender, at det har skabt udfordringer for forskere at blande sig i politik og aktivisme, men han ser det mindre som en udfordring af politiseret forskning som af fri forskning.

“Der har været et forsøg på igen at begrænse den åbning, der kom i forskningen i 60’erne og 70’erne. Før da var akademia helt sikkert både mere elitær og tro over for den politiske magt.”

De Rosa ser, at der i forskningen er sket en åbning mod at inkludere en bredere vifte af viden fra eksempelvis civilbefolkningen, oprindelige befolkninger, politiske bevægelser og postkoloniale erfaringer – ligesom deres eget fællesskab også prøver på. Og det er dét, som nogle dele af magten forsøger at udfordre og vende væk fra. Men her afbryder Kotsila ham: “Undskyld, men jeg tror det handler om mere end det.”

Hun uddyber: “Lige nu ser jeg, at det er sandheden, der ikke kan blive fortalt. Den undertrykkelse, der er [af forskning] i USA, er mod sandheden. Det er på et helt andet niveau. Det er rigtigt, at videnskab er et stærkt værktøj, og hvis du bruger det, risikerer du at blive undertrykt. Men lige nu går den undertrykkelse ind i helt fundamentale måder at udøve forskning på.”

Det handler altså ikke blot om øget politisering eller en kritisk stillingtagen til forskning som aktivisme, men om en udfordring af muligheden for videnskab som sådan, når politikere griber ind i forskningsverdenen i øjeblikket.

Og til trods for sit fokus på de førnævnte forhold gennem samtalen, giver De Rosa hende ret og afslutter: “[Forskning] er at fortælle sandheden til magten, selv i et øjeblik, hvor magten ikke ønsker at få det at vide.”

/Christine Roj 

ØKOTANKER er en artikelserie lavet i samarbejde mellem Føljeton og Center for Applied Ecological Thinking (CApE) på Københavns Universitet. Denne artikel bygger på et arrangement i forbindelse med lanceringen af bogen Insurgent Ecologies: Between Environmental Struggles and Postcapitalist Transformations.