Aviserne har mange nedslående overskrifter, som relaterer til miljøet og klimaet. Det er næsten altsammen negativt. ‘Havet æder sig ind på amerikansk by – befolkningen bør flytte inden det er for sent, lyder advarslen’, står der på TV 2’s hjemmeside. Det drejer sig om storbyen New Orleans. ‘Novo nedlægger internt klimaråd i stilhed’, kan man læse hos Finans. ‘Hver time lukkes 113 tankbiler med urenset kloakvand ud i dansk natur’, lyder det andetsteds. Og så er der den her: ‘Danske forskeres nye bud på årsagen til koralrevenes dødskamp kaldes ‘genialt’.’ For folk, der interesserer sig for klimakatastrofeoverskrifter, er der tale om lidt af en nyskabelse. For nogle år siden ville artiklen have handlet om, hvorvidt koralrevene vitterlig var under afvikling, eller om det kunne være rigtigt, at afviklingen skete i det tempo, som videnskaben påstod. Nu hvor de ikke rigtig står til at redde, koralrevene, er det blevet en sejr i sig selv at kunne identificere, hvad der forårsager deres uafvendelige død.
Når der endelig er rigtig gode nyheder på miljø- eller klimaområdet, er det svært at glæde sig, fordi de kommer for sent. Klimarådet offentliggjorde tirsdag en ny analyse af danskernes holdning til vindmøller og solceller, og til manges overraskelse er danskerne som sådan åbenbart ikke så dumme, som de nogle gange bliver skudt i skoene, for konklusionen er, at vedvarende energi nyder “bred opbakning”. I Politiken bliver det til: ‘Ny undersøgelse af opbakningen til vindmøller og solceller overrasker’. Og en af overraskelserne er, at befolkningen – “systematisk”, som det formuleres i analysen – undervurderer andres “villighed til at bidrage til og bakke op om klimatiltag”. Det er ikke lige så dumt som at være imod vedvarende energi, men alligevel lidt ærgerligt, ikke?
Samtidig er der kommet en ny rapport fra De Økonomiske Råd. Berlingske opsummerer: ‘Vismænd anbefaler sprøjteforbud frem for rensning af drikkevand’. Endnu en mærkelig overskrift. Is this good? Så også ud fra en striks økonomisk og helt følelseskold betragtning er det altså mere fornuftigt at lade være med at hælde lort ud i grundvandet end at satse på, at vi med teknologiske løsninger, der næppe er helt på plads, kan rense ulækkert kemifyldt vand, så man kan nedsvælge et glas med lav risiko for diarré til følge.
Er det her, vi skal lave et linjeskift og skrive hurra? De økonomiske vismænds vurdering vil næppe hue Venstre, danmarkshistoriens mest destruktive parti på miljøområdet, men det føles alligevel lidt fadt. Og igen denne følelse af: for sent. Og hvad tænker politikerne? Lige nu lader det til, at en centrumvenstre-regering er under opsejling på Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussens nåde. Eller “fedtemøgets fader”, som journalisten Kjeld Hansen kalder Lars Løkke Rasmussen i sin anbefalelsesværdige nye bog Vort moderlige hav – om den politiske ansvarsløshed, der førte til ødelæggelsen af havet omkring Danmark.
Som Hansen formulerer det allerede på side 14: “Det er næppe for meget sagt, at forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans to Venstre-regeringer brutalt har tilsidesat hundrede tusinder af danskeres ret til et sundt familieliv og et rent miljø i en grad, der bør være ansvarspådragende.” Og videre: “Regeringen i Schweiz har fået dom for ikke at respektere dens borgeres ret til at leve i sunde omgivelser, der hverken belaster krop eller sjæl. Den næste sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg burde handle om Løkke Rasmussens kyniske ødelæggelse af havet omkring Danmark.”
Ideen er hermed givet videre. Men først skal medierne og navnlig deres politiske kommentatorer måske få styr på deres benovelse over mandens evne til at navigere politisk. /Oliver Stilling