Kærlighed gør skør

”De er en ussel flok,” råbte jeg hen over plænen: ”Du er meget mere værd end alle dem i det sølle bundt.” – F. Scott Fitzgerald: The Great Gasby

I de sidste dage af præsident Barack Obamas regeringstid inviterede han og førstedame Michelle til en stor afskedsfest, hvis fulde betydning ingen af os helt forstod på dét tidspunkt. Festen blev afholdt i slutningen af oktober, fredag ​​den 21. – og præsidenten havde i ugerne forinden ydet en kæmpe-indsats for at hjælpe den demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton, med at føre valgkamp, hvilket han også skulle gøre i de to efterfølgende uger.

Alt tydede på, at den var hjemme. Meningsmålinger i afgørende stater som Virginia og Pennsylvania gav Clinton solide forspring. Der blev talt om, at Clinton måske endda kunne true så stærke republikanske højborge som Georgia og Texas. Medgangen for Demokraterne havde gjort Obama kæk. Han havde i de seneste uger været let på tråden, fyret vittigheder af på republikanske modstanderes bekostning og blot trukket på smilebåndet af selv sine skingreste kritikere. På et vælgermøde på University of Central Florida den 28. oktober hilste han på den studerende, der skulle introducere ham ved at danse i retning af hende –  og bagefter sige om den sang, der blev spillet over højttalerne, The Gap Bands ‘Outstanding’: ”Dét der er en klassiker!”.

Og så var hans ansigt lyst op i dét fantastiske smil, der var med til at føre ham helt til tops som Amerikas første sorte præsident.  Inauguration Day – dagen, hvor den næste præsident skulle indsættes – lå stadig tre måneder ude i fremtiden, men hans stabsmedlemmer var fortrøstningsfulde. De talte dagene med en blanding af stolthed og forventningens glæde – som sidsteårs-studerende før en afgangseksamen. Lidet anede de, hvilken verden de skulle blive kastet ind i. Det gjorde ingen af os.

Black Entertainment Television præsenterede afskedsfesten, som var den sidste i en række af koncerter, som Amerikas første-par var værter for i Det Hvide Hus. Gæsterne havde fået besked på at komme kl. 17.30, og allerede kl. 16 strakte to lange køer sig hele vejen om bag Treasury-bygningen, hvor sikkerhedsfolk skulle kontrollere deres navne. Gæsterne i de to køer var alt overvejende sorte – og det kunne man høre på deres humor. Den kø, der bevægede sig hurtigst, blev af en gæst kaldt for ”flot hårlinje”-køen, og der udbrød latter, da en eller anden spurgte, om Secret Service monstro ville udsætte alle for en ’brown-paper-bag-test’ (I USA’s racediskriminationstid kunne personer med mørkere lød end en brun papirspose blive nægtet adgang, red.). Selvsagt kom det ikke så vidt, men sikkerheden var stram. Adskillige gæster blev bedt om at stå i en improviseret bås, hvor de måtte vente på at få deres baggrund eftertjekket nok en gang.

Også komikeren Dave Chappelle var der. Med gravalvorlig mine forklarede han os om farerne, men også om det enorme komiske potentiale, der kunne ligge forude, hvis det usandsynlige skulle ske: At det alligevel blev Donald J. Trump, der gik hen og vandt præsidentvalget: ”Jeg mener … vi har aldrig haft en fyr i Det Hvide Hus, der kom med sin egen pussygate-skandale.” Alle lo. Et par uger senere blev han kritiseret skarpt for at have sagt til tilskuermængden på Cutting Room i New York, at han havde stemt på Clinton, men haft det skidt med det. ”Hendes profil kommer til at sidde på en mønt en dag,” sagde Chappelle. ”Men hendes opførsel fortjener ikke at få sin egen møntprægning.” Men på hin sprøde oktoberaften føltes alting uundgåeligt og storslået. Der blæste en svag vind. Temperaturen havde hele ugen ligget på sommerlige grader. Men nu var det, som om årstiden kom i tanke om sit navn. Kvinder skuttede sig i deres cocktail-kjoler, og gentlemen overlod ridderligt deres jakker til dem. Men da Naomi Campbell slentrede forbi sikkerhedsbåsen i ærmeløs top, så hun så usårlig ud som nogensinde.

Mobiltelefoner blev konfiskeret, så hemmelige privatoptagelser ikke kunne lækkes til offentligheden. (Særligt grundige kan sikkerhedsfolkene ikke have været, for næste dag tweetede en festdeltager en video, hvor man kunne se lederen af ​​den frie verden danse til Drakes Hotline Bling.) Da gæsterne var gelejdet gennem sikkerhedsafspærringerne, blev de budt velkommen i East Wing og straks efter gennet ud i natten igen og bedt om at stige ombord i ventende orange og grønne minibusser. Sangeren og skuespillerinden Janelle Monáe fulgte lige efter sin fremstående Pompadour-frisure, besteg trinbrættet og jokede over for sin sidekammerat med begrebet at ’sidde bag i bussen’ og dets historiske betydning. Hun udså sig et sæde tre rækker fra chaufførens og nynnede ind i natten. Busserne satte gæsterne af på South Lawn, hvor der var rejst et kæmpemæssigt telt. South Lawn-springvandet var illumineret af blåt lys. Det Hvide Hus’ hovedbygning lurede som et spøgelse i det fjerne. Jeg hørte bandet indenfor begynde at spille ‘Al Greens Let’s Stay Together’.

”Nå, men alle kan vist godt se, hvad det er for en slags aften,” sagde Obama fra scenen, da han åbnede arrangementet. ”I aften skipper vi de sædvanlige ceremonielle salutter!”

Publikum brølede.

”Det må være en BET-begivenhed!”

Publikum brølede endnu højere.

Obama indplacerede koncerten historisk i det Det Hvide Hus’ musikalske traditioner og bemærkede, at gæsterne hos Kennedy’erne engang havde danset twist i residensboligen – ”Det var den tids svar på twerking,” sagde han og tilføjede så: ”Ikke at der komme twerking i aften. I al fald ikke fra min side.”

Obama’erne er ivrige, men eklektiske musikfans. I de seneste otte år har de været værter for koncerter i Det Hvide Hus med musikalske indslag af mange slags fra Mavis Staples til Bob Dylan til Tony Bennett til Blind Boys of Alabama. Da rapperen Common blev inviteret til at optræde i 2011, udløste det forargelsesstorm i de højreorienterede medier. Han stillede alligevel op og var blevet indbudt igen til denne magiske efterårsaften, hvor han var lige ved helt at stjæle showet. Publikum skrålede med på hans hitballade ‘The Light’. Og da han inviterede gospelsangerinden Yolanda Adams op på scenen som standin for John Legend i den Oscar-vindende sang ‘Glory’ forvandlede jublen sig til ekstase.

De La Soul var der. Hip-hop-trioen var vokset ud af sit image som drengede Breakdance-fyre med high top-fade-frisurer i Gumby-stil. Nu tog de scenen i besiddelse med en ny slags inciterende blanding af sløvhed og ynde. Lidt ligesom når ens yndlingsonkel lige akkurat overkommer et hoftevrik i Soul Train og bevæger sig ned gennem line danse-rækkerne. Jeg følte en sejrsberuselse, da jeg så, hvor fabelagtige de var til at rocke publikum på så behersket en måde. Det var den ultimative sejr for hiphoppen som en kunstform, der var blevet til i et brændende Bronx og nu stod her fuldt udvokset og forløst i Det Hvide Hus. Usher førte publikum an i et call-and-response-omkvæd: ”Say it loud, I am black and I am proud.” Derefter kom turen til Jill Scott, der lukkede op for sin operadiva-stemmepragt. Og så Bell Biv DeVoe, generationsfæller til De La, der skrev historie med deres optræden som den velnok første gruppe, der har givet et præsidentielt publikum det gode råd, at man aldrig skal ”stole på en stor røv og et smil”.

De tætte bånd mellem Obamas Hvide Hus og hip-hop samfundet var fuldkommen ægte. Obamaerne vides at pleje selskabelig omgang med både Beyoncé og Jay-Z. De har været værter for Chance the Rapper og Frank Ocean ved en statsmandsmiddag, og sidste år inviterede de Swizz Beatz, Busta Rhymes og Ludacris m.fl. ind for at drøfte strafferetslig reformpolitik og andre initiativer. Obama stod engang i Rose Garden og gav store stikordskort videre til skaber af Hamilton og rapper Lin-Manuel Miranda, som freestylede ved at bruge hvert et ord på kortene. ”Drop the beat,” sagde Obama, da han indviede sessionen. I en alder af 55 er Obama en smule yngre end banebrydende hip-hop kunstnere som Afrika Bambaataa, DJ Kool Herc og Kurtis Blow. Hvis Obamas enorme symbolske magt primært udspringer af hans status som landets første sorte præsident, trækker den også på hans medlemskab af hip-hoppens grundlæggergeneration.

Den nat så mændene ultraskarpe ud i grå eller sorte jakkesæt og valgfrie slips. De, der ikke var i jakkesæt, havde valgt at udtrykke andre statements som den mørklødede unge mand, der sokkeløs spadserede rundt i blå jeans, der var rullet op, så de fremhævede hans overlækre hyttesko i sort ruskind. Alt i dette ensemble syntes at sige: ”My fellow Americans, do not try this at home” – der var kvinder i pelsjakker og høje hæle og andre med afrokrus i kunstfærdige udskæringer, tæt barberet i begge sider og en hårtop, der blomstrede ud i krøller, og andre igen med forgyldte bambus-øreringe og lange blonde dreadlocks. Da skuespilleren Jesse Williams indtog scenen, tilsyneladende imponeret over pragopbuddet af sort stilbevidsthed, over hele denne overflod af sorte kulturpersonligheder forsamlet bare få meter fra det sted, hvor slaver engang havde slidt med at bygge Det Hvide Hus, sagde han blot: ”Se, hvor lige vi er! Se, hvor lige vi er nu!”

Den slags vil næppe gentage sig, og alle vidste det. Ikke bare i den forstand, at vi måske aldrig igen får en afroamerikansk præsident for De Forenede Stater. Hvad vi følte den aften, var også, at lige præcis denne sorte familie – Obama’erne – repræsenterede det optimale inden for sorte mennesker, den ultimative anerkendelse af racen, uforlignelige i deres aristokratiske elegance. ”Der er ikke flere af dem,” jokede komikeren Sinbad tilbage i 2010. ”Der er ikke flere sorte mænd, som er vokset op hos hvide i Kansas og Hawaii. Ham fyren her er den sidste. I må hellere behandle ham ordentligt, folkens. Den næste af os kommer nok fra Cleveland. Han vil sikkert gå med permanentet hår. Så skal I få at se, hvordan virkeligheden ser ud.” I deres embedsperiode har Obama’erne afholdt sig fra at vise Amerika, ’hvordan virkeligheden ser ud’. De har i stedet fulgt førstedamens motto: When they go low, we go high. Dette var idealet – sort og yndefuld, selv under beskydning – som blev tiljublet på denne aften. Dette var præsidenten, vi måtte fetere som ’vores kronjuvel’. Og dette var førstedamen, vi måtte lovprise som den kvinde, ”der sætter O’et i Obama”.

Betydningen af Barack Obamas valgsejre i 2008 og 2012 blev af hans kritikere affærdiget som blot symbolsk. Men der er ikke noget ’blot’ over symboler. Effekten af de betydninger, som er indlejret i ordet ’nigger’, er også ’blot’ symbolsk. Brændende kors medfører ikke i bogstavelig forstand en højere fattigdomsrate for sorte, og tilstedeværelsen af sydstatsflag udvider ikke i sig selv den eksisterende velstandskløft.

Omtrent på samme måde som 43 hvide mandlige præsidenters ubrudte række signalerede, at den amerikanske regerings højeste embede, ja, verdens mest magtfulde embede, var lukket land for sorte individer, signalerede Barack Obamas valgsejr, at det forbud nu var ophævet. Og signalværdien var endnu større. Før Obama vandt præsidentvalget i 2008, handlede de mest berømte succeshistorier om sorte typisk om entertainere eller sportsfolk. Men Obama havde demonstreret for alle, at det var ”muligt at være smart og cool på samme forbandede tid”, som Jesse Williams udtrykte det under BET-festen. Desuden havde han ikke bragt skam over sit folk ved nogen skandale. Stik imod de sortes patologiers spøgelse, stik imod alle stereotyper om nassende velfærdsmødre og fængselsdømte fædre, havde Obamas tid i Det Hvide Hus formet sig som et otte år langt udstillingsvindue for en sund og succesfuld sort familie, der spændte over tre generationer og med to hunde oven i købet. Kort sagt var han blevet et symbol på sorte menneskers på én gang hverdagsagtige og ekstraordinære amerikanske identitet.

Hvidheden i Amerika er et andet slags symbol – et emblem, der markerer fortrinsstilling. I et land, der hviler på en påstået meritokratisk konkurrence, har dette emblem længe garanteret et usvigeligt sikkert privilegium for hvide, repræsenteret ved hvide menneskers 220 år lange monopol på det højeste embede i landet. For en ikke uvæsentlig del af landet sendte ​​Barack Obamas ophøjelse til landets øverste magtposition det signal, at emblemets styrke nu var under kraftig devaluering. I otte lange år måtte emblem-bærerne se ham i toppen af hierarkiet. De måtte se klip med præsidenten, der scorede på rebounds og trepoints-kast. De kunne se ham gå ind i omklædningsrummet og give et forretningsmæssigt håndtryk til en hvid medarbejder og derefter hilse en hel del mere sjælfuldt på Kevin Durant. De så hans kone danse med Jimmy Fallon og posere med al sin strålende karisma på forsiderne af magasiner, der kun et årti tidligere, om ikke officielt, havde været forbeholdt de kvinder, som var gennemsyret af emblemets store magt.

For at bevare emblemets styrke usvækket blev der opdigtet de mest lumske rygter for at nedgøre det første sorte Hvide Hus. Det hed sig, at Obama havde foræret gratis mobiltelefoner til sølle modtagere af velfærdsydelser. At Obama tog til Europa og beklagede sig over, at ”almindelige mænd og kvinder er for småtskårne til at styre egne anliggender”. At Obama havde fået en arabisk inskription indskrevet i sin vielsesring og tog ringen af for at overholde Ramadanen. At han ville aflyse National Day of Prayer; nægte at underskrive certifikater for Eagle Scouts; havde opdigtet sit studieforløb på Columbia University og brugt teleprompter i en tale henvendt til grundskole-elever. Mange emblem-bærere kogte af raseri. De ville have deres gamle land tilbage. Og selv om ingen ved afskedsfesten så det komme, skulle der kun gå et par uger, før de fik det.

Men den oktober aften tilhørte scenen et andet Amerika. Da festen skulle til at slutte, kiggede Obama søgende ud på mængden efter Dave Chappelle. ”Hvor er Dave?” råbte han. Og da han så fandt ham, sagde præsident med henvisning til Chappelles legendariske Brooklyn-koncert: ”I har jeres baggårdsfester, jeg har mine baggårdsfester.” Så begyndte orkestret at spille Al Greens ‘Love and Happiness’ – temaet for hele denne festaften. Præsidenten dansede i en række ved siden af ​​Ronnie DeVoe. Og sammen intonerede de i omkvædet: ”Make you do right. Love will make you do wrong.”

Næste afsnit bringes tirsdag 27. december