Den Europæiske Union rimer på deportation

I udlændingeudspillet ‘Retfærdig og realistisk’ fra 2018 foreslog Socialdemokratiet at oprette et modtagecentre for asylansøgere uden for Europa. I 2021 blev planen mere konkret, da den daværende integrationsminister Mattias Tesfaye (S) underskrev en hensigtserklæring om et migrationssamarbejde med Rwanda.

Den såkaldt “innovative” løsning gik ud på, at enhver som søgte asyl i Danmark ville blive sendt til et modtagecenter i det centralafrikanske land for at få deres sag behandlet. Skulle man lykkes med at få asyl, gav det permanent ophold i Rwanda — ikke i Danmark.

Dengang var der ikke mange på nær Socialdemokratiet selv, der så projektet som hverken retfærdigt eller realistisk. EU’s daværende migrationskommissær Ylva Johansson kaldte forslaget “egoistisk” og “en rigtig dårlig idé”, mens hun truede med helt at udelukke Danmark fra EU’s asylsamarbejde.

Som vi forklarede mandag, har Socialdemokratiets strammerideologi forvandlet sig fra skræmme- til forbillede i EU’s flygtningepolitik. Kommissionens formand Ursula von der Leyen taler nu varmt om at sende afviste asylansøgere ud af Europa, og med et historisk højredrejet parlament er EU selv ved at gøde jorden for fremtidens Rwanda-projekter.

EU’s migrationspagt — som træder i kraft i næste uge — regulerer dels regler og procedurer inden for de europæiske grænser, men åbner også for mere eksternalisering, altså udlicitering af asylhåndtering til lande uden for EU.

Siden pagten blev vedtaget i 2024, har strammerstater som Danmark, Tyskland, Nederlandene og Østrig presset pagten i retning af mere eksternalisering. Projektet lykkedes for alvor under Danmarks EU-formandskab i 2025, som gjorde det til en prioritet at genforhandle EU-lovgivning, der blokerede for at sende asylsansøgere ud af Europa.

Ifølge de gamle regler måtte EU-land kun afvise en asylansøgning og henvise ansøgeren til et tredjeland, hvis vedkommende har en tilknytning til landet — eksempelvis, at man har boet eller har familie der. Desuden skulle landet kunne yde ordentlig beskyttelse.

Med Danmark for bordenden forhandlede Rådet en revidering af konceptet “sikre tredjelande” på plads med parlamentet i december. De nye regler, som officielt blev godkendt i februar, fjerner det obligatoriske krav om tilknytning. Nu er det tilstrækkeligt, at EU har en aftale med det pågældende land, eller at vedkommende har rejst gennem det, hvis det står på listen over såkaldt sikre lande.

Lovændringen har pustet liv nyt liv i den socialdemokratiske drøm. For nu kan EU-lande principielt sende flygtninge til lande, hvor de aldrig har været, eller som de ikke på nogen måde er knyttet til. Senest har en EU-diplomat nævnt Kasakhstan og Usbekistan som mulige værter for modtagecentrene – hvor afviste asylansøgere skal opholde sig, inden de kan komme til et såkaldt sikkert tredjeland eller sendes hjem – mens det højst sandsynligt ikke er juridisk gangbart med en model med permanent ophold som i Rwanda.

Laver EU en Silicon Valley?

Ifølge Martin Lemberg Pedersen, forsker i sikkerhed og migration ved SDU, har de EU-lande, som ønsker at sende afviste asylansøgere til faciliteter uden for Europa, været nødt til at udvande retsgarantierne for hjemsendelser: “Og her bliver det tydeligt, at der er en deportationskomponent ved de her politikker, som man ikke har indtænkt,” siger Martin Lemberg-Pedersen, der gennem årtier har forsket i eksternalisering.

Revideringen af konceptet om sikre tredjelande går hånd i hånd med en ny lov, som tænketanken Centre for European Policy Studies kalder en “ICE-ificering” af EU’s migrationspolitik.  Den såkaldte tilbagesendelsesforordning lægger op til at etablere såkaldte ‘return hubs’ — et endnu ret vagt begreb, som i praksis betyder en form for tilbagesendelsescentre for afviste asylansøgere uden for Europa.

Loven er et billede på EU’s smuldrende cordon sanitaire — brandmuren mod det yderste højre. I marts vedtog Europa-Parlamentet forordningens forhandlingsmandat med et flertal, hvor den konservative EPP-gruppe bl.a. gik sammen med Patriots-gruppen, der tæller Viktor Orbáns højre-autoritære Fidesz-parti. Mandag nåede Rådet og Parlamentet til enighed om den omstridte lov, som nu kun mangler formel godkendelse.

Mens bl.a. Danmark og Nederlandene har været ivrige efter idéen om return hubs, har lande som Frankrig og Spanien tidligere udtrykt bekymring for, om tiltaget er realistisk, og om det vil true migranters rettigheder. Senest har Frankrig dog også presset på for deportationspolitikken.

Visionen om return hubs har mødt kritik fra organisationen Europarådet, der monitorerer overholdelsen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Organisationens kommissær for menneskerettigheder Michael O’Flaherty advarer om, at tilbagesendelsescentre uden for Europa kan skabe “menneskeretlige sorte huller”. Ikke mindst fordi det i praksis vil være svært at monitorere, om migranternes rettigheder beskyttes på faciliteter uden for unionens grænser.

Martin Lemberg-Pedersen forventer, at de europæiske domstole ikke kommer til at se let på landenes deportationsprojekter:

“EU følger en fail fast approach, som man kender fra Silicon Valley, hvor den europæiske politik løber meget hurtigt i en retning, og så må loven ligesom komme efter,” siger han. “Jeg tror, vi kommer til at se en masse domstolskampe nu.” /Claes T. Sørensen