Kære læser

De går iblandt os

Alex Brandon/Reuters/Ritzau Scanpix

Steven Spielberg har altid troet på, at der var liv ude i rummet. I forbindelse med forpremieren på hans seneste – og nu fjerde – film om rumvæsener, Disclosure Day, kunne manden bag E.T. og Nærkontakt af tredje grad mandag bekræfte, at vi ikke er alene.

Som forberedelse til filmen Disclosure Day, der handler om en whistleblower, som afdækker en omfattende konspiration – at rumvæsener findes, og de lever iblandt os – har instruktøren nemlig selv undersøgt sagen. Spielberg fortæller, at han både har set dokumentarer og talt med øjenvidner for at skabe den mest “autentiske” oplevelse af fremmed liv på jorden.

Filmpremieren kunne næsten ikke være timet bedre. I maj har det amerikanske krigsministerium og Pentagon i to ombæringer offentliggjort ellers fortrolige og klassificerede filer, der ligeledes “bekræfter”, at der har været UFO’er. Her kan man gå på jagt i over 80 års vidnesbyrd fra folk, der har set “grønne kugler, tallerkener og ildkugler” i luften samt utallige videoer af uidentificerbare flyvende objekter.

I kølvandet på offentliggørelsen af UFO’erne sagde den amerikanske regering i sidste uge, at der allerede findes udenjordiske væsener her på jorden. Hjemmesiden whitehouse.gov/aliens blev lanceret torsdag. Inspireret af X-Files-seriens konspiratoriske æstetik skriver den amerikanske regering, at “de har handlet i de samme butikker, taget de samme fag som vores børn og levet efter sigende normale menneskelige liv. Med én undtagelse – de hører ikke til her … Sandheden er ikke længere derude. Den er lige her. Lige nu.”

Hjemmesiden indeholder ligeledes et kort over USA, hvor man kan følge med i de over 3.129.670 millioner “møder” med “aliens” – og se, hvor de er blevet anholdt, og hvor de kommer fra. Det er ikke fremmede planeter, men lande som Columbia, Cuba, El Salvador, Ghana og Guatemala.

Donald Trump har længe brugt beskrivelsen “ulovlige aliens” eller “kriminelle aliens” om immigranter. Som i Spielbergs film, hvor det viser sig, at umenneskelige rumvæsener går uset iblandt os, mimer Trumps hjemmeside den samme paranoide tilstand, hvori de fremmede “aliens” må og skal afsløres – og sendes hjem. Uanset om man forestiller sig et rumvæsen som en stor blæksprutte, der taler i cirkler, eller en lille tæppeklædt fyr, der elsker at pege, er den først og fremmest ikke-menneskelig. De ulovlige immigranter i USA bliver dehumaniseret i en sådan grad, at de ifølge den amerikanske regering til sidst slet ikke er mennesker mere.

Den sproglige umenneskeliggørelse er langt fra en ny strategi. Det mimer den nazistiske propaganda før og under anden verdenskrig, hvor jøder heller ikke var mennesker, men derimod rotter og undermennesker.

I et omfattende psykolingvistisk studie fra 2022 har man undersøgt, hvordan der blev talt om “mental tilstand” i nazistisk propaganda mellem 1927 og 1945. Altså hvordan nazisterne sprogligt frarøvede befolkningsgrupper deres følelsesmæssige intellekt og gjorde dem underlegne. Studiets hovedtese er, at når vi dehumaniserer befolkningsgrupper – og altså underkender deres evne til at føle og handle – så retfærdiggør vi mishandling og vold mod den samme gruppe.

Under anden verdenskrig var det overraskende nok ikke under krigen, det stod værst til med dehumaniserende sprogbrug om jøder, men derimod i årene op til krigen. Og selvom de ikke blev sammenlignet med rumvæsener – som den amerikanske gør med de primært sydamerikanske immigranter i dag – blev jøder og andre udsatte befolkningsgrupper under naziregimet sammenlignet overnaturlige væsener og “monstre”. Det slaviske folk skulle angiveligt også drikke blod.

Antallet af anholdelser af ulovlige immigranter på Det Hvide Hus’ hjemmeside er – som så meget andet der kommer fra den amerikanske regering – falsk. De tre millioner ulovlige immigranter er ,som Wired pointerer, et tal, der er syv gange større end antallet af faktiske ICE-anholdelser. Men selvom tallene er falske, er dehumaniseringen reel. Og selvom der ikke er tale om rumvæsener på jorden, er al snakken om aliens langt mere ildevarslende. /Astrid Plum

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12