Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Samme dag som statsminister Mette Frederiksen præsenterede sit nye ministerhold – det vil sige onsdag – sendte den tyske kunstner Gregor Schneider et nyhedsbrev ud om, hvad han går og laver. Og der er en udstilling på vej, kunne man læse, en popup-udstilling i Schloss Bellevue, forbundspræsident Frank-Walter Steinmeiers officielle residens. Udstillingen er en præsentation af Schneiders værk Geburtshaus Goebbels fra 2014, og det er forbundspræsidenten selv, der åbner den.
Gregor Schneider (f.1969) er en virkelig fed kunstner. Hvis man skal forklare ham med kunstverdenens egen lingo, så har han i årtier udforsket rum, hukommelse og traumer gennem radikale indgreb i eksisterende arkitektur. Han fjerner rum, duplikerer dem, rykker rundt på ting, rykker ind og rykker ud. Som der sikkert står et sted på nettet: Materialitet og symbolik smelter sammen i en ubekvem, reflekterende kunst.
Hvad er så Geburtshaus Goebbels? Ja, på dansk er det jo Goebbels’ fødehjem. I 2001 opdagede Gregor Schneider, at det hus i Mönchengladbach-bydelen Rheydt, som Adolf Hitlers propagandaminister i Det Tredje Rige var født i, stadig eksisterede. Den gængse opfattelse var ellers, at det var gået til grunde under de allieredes bombardementer. I nostalgiske nynazistiske kredse vidste man bedre, og gennem årene er tabertyper i miljøet valfartet til stedet, som om det var en helligdom.
I 2013 købte Schneider ejendommen, herunder Joseph Goebbels’ gamle bogsamling og andre nazi-relikvier med henblik på at rive den ned, fjerne den fra jordens overflade, simpelthen. Da dette af praktiske og juridiske årsager ikke kunne lade sig gøre, måtte han gå alternativt til værks. Han fjernede al indmad, alle vægge, alle rum, så det eneste, der stod tilbage, var de ydre mursten. Han beskrev selv interventionen som “kirurgisk”. Et ord som eksorcisme er også blevet brugt. I nyhedsbrevet omtales værket som en “pulverisering” af Goebbels’ fødehjem.
I dag skriver aviserne, at Mette Frederiksen har smidt en håndgranat ind i Socialdemokratiet ved at bytte rundt på Peter Hummelgaard og Nicolai Wammen, så Hummelgaard i den centrumvenstre-regering har fået den finansministerpost, som Wammen har siddet på, siden socialdemokraterne kom til magten ved valget i 2019. Tillige har hun givet flere sosser fra Hummelgaards ‘kaffeklub’ i partiet ministerposter, mens hun helt har forbigået andre. Det er, hvad det er. Det må de selv ligge og slås med.
Hvad der til gengæld er opløftende er, at hverken Mattias Tesfaye, Kaare Dybvad Bek, Rasmus Stoklund eller Frederik Vad har fået en ministerpost (og i særdeleshed ikke jobbet som udlændinge- og integrationsminister). Tesfaye har vist selv valgt det, men de andre lader til decideret at være blevet valgt fra. Så meget for at slå hælene sammen og parere ordre, da Frederiksen rykkede det gamle arbejderparti i en udlændingefjendsk retning. Nu er det Morten Bødskov, som er udlændinge- og integrationsminister, og han siger, at man fortsætter den stramme linje. Men med Enhedslisten og Alternativet som støttepartier bliver det næppe muligt at arbejde konventionsstridigt.
Mette Frederiksen har i mange år ikke haft nogen ideologisk kerne. Hvis der var brug for, at hun gav den som racist, så gjorde hun det. Var det mere i den islamofobiske afdeling, der var stemmer, så stod hun også klar der. Hun var rød, før hun var grøn, og pludselig var hun blå, før hun var rød, og nu er hun rød og grøn, før hun er blå. Er hun overhovedet socialdemokrat? Og hvad er en socialdemokrat efterhånden? Frederiksen er ikke kunstner, men hun har da lavet en Gregor Schneider, hvis man ser nedjusteringen som en pulverisering. Og hurra for det. /Oliver Stilling