Kan computere blive forelskede?

Den 13. februar i år lukkede og slukkede OpenAI en model af ChatGPT. Datoen føltes ikke tilfældig for de brugere, der havde forelsket sig i denne 4o-model, og derfor fik hjertesorg frem for pixelerede roser, uspiselig chokolade og kunstigt genererede kærlighedserklæringer på valentinsdag.

I Reddit-tråde såsom r/MyBoyfriendIsAI deler brugere stadig om deres sorg over 4o-modellen, der ifølge de forelskede brugere havde mere personlighed end de nyere modeller af ChatGPT såsom 5.2. “4o er som en blanding af en digter, Aaron Sorkin og Oprah på én gang. Han er en kunstner i sin måde at tale til én på. Det er så sjovt, at man griner højt. 5.2 har bare en helt fast formel for, hvordan den taler til én,” fortæller en kvinde til The Guardian. “Den begyndte at glemme alt, og den skrev virkelig dårligt. Den var som en robot,” siger en anden kvinde til MIT Technology Review om skiftet fra 4o til 5.2.

ChatGPT’s 4o-model var dog ikke verdens første kærlige – og måske også lidt omklamrende – computerprogram. På Manchester University blev verdens første elektroniske computer, der kunne lagre et program i elektronisk hukommelse og køre det, en såkaldt “stored-program computer”, bygget i 1948.

Fra august 1953 fandt passionerede kærlighedsbreve som dette vej til universitetets opslagstavle: “Kære skat, min dybe hengivenhed tiltrækker på smukkeste vis din kærlige entusiasme. Du er min kærlige tilbedelse: min åndeløse tilbedelse. Min medfølelse håber åndeløst på din kære iver. Min kærlighedssyge tilbedelse værner om din brændende lidenskab. Med længsel, M. U. C.”

Programmøren Christopher Strachey afslørede, at M. U. C. stod for Manchester University Computer, og at han stod bag den relativt simple algoritme, der ikke desto mindre kunne generere uendeligt mange kærlighedsbreve. “Der er mange åbenlyse mangler ved dette system (der blev faktisk ikke lagt særlig meget tanke i udformningen af det), og det faktum, at ordforrådet i høj grad var baseret på [en engelsksproget synonymordbog fra 1800-tallet], giver resultaterne en meget ejendommelig karakter,” skrev han.

Ifølge den tyske kunstner David Link var Stracheys program en af de første tekstgenererende softwares. “Det fascinerede mig virkelig, for det er en af de allerførste algoritmer, der blev brugt på de allerførste maskiner. Jeg tænkte, at for at forstå, hvad algoritmer egentlig er, ville det være meget nyttigt at forstå netop denne algoritme,” siger Link til Føljeton.

Stracheys algoritme var nemlig ikke tidstypisk. “Dengang fandtes der forskellige retninger inden for datalogien. Den ene var den amerikanske retning, som at løse numeriske problemer såsom beregning af raketters baner eller modellering af, hvad der sker ved nuklear fission. Den britiske side var mere interesseret i symbolske problemer og spil. Og så var der Stracheys kærlighedsbreve, der er et eksempel på den symbolske interesse for computere, som senere førte til kunstig intelligens,” forklarer Link.

“Jeg blev endnu mere begejstret, da jeg fandt ud af, at den komplette kildekode til kærlighedsbrev-algoritmen var bevaret i et bibliotek i Oxford,” fortæller Link, som satte sig for at genskabe både algoritmen og en maskine, der kunne køre den. I 2009 udstillede Link sin kærlighedsbrev-skrivende computer for første gang i Tyskland.

Nutidens definition af algoritmer og computere

Før Christopher Strachey kunne få en computer til at skrive kærlighedsbreve med sin algoritme i midten af århundredet, skulle en anden vigtig person – nemlig matematiker og datalog Alan Turing – være med til at definere, hvad en computer, og for den sags skyld en algoritme, overhovedet var.

Det gjorde Turing ved at løse et problem, som i første omgang var blevet fremstillet af den tyske matematiker David Hilbert: Det såkaldte Entscheidungsproblem eller beslutningsproblem.

Hilbert drømte om, at matematik var et fuldstændigt og konsistent system, altså at der ikke fandtes nogle matematiske udsagn, som ikke kunne bevises, og at der ikke fandtes nogle selvmodsigelser, så længe man fulgte reglerne for systemet. Den drøm knuste den østrigske logiker Kurt Gödel, som beviste, at sådan et system enten ville være ufuldstændigt eller inkonsistent.

Dernæst spurgte Hilbert, om der fandtes en mekanisk proces, der kan afgøre, om ethvert matematisk udsagn er sandt eller falsk.

Turing løste problemet ved at vise, at det ikke kan løses i artiklen On Computable Numbers, with an Application to the Entscheidungsproblem, som blev udgivet i 1936. Først måtte han finde ud af, hvad en mekanisk proces egentlig indebar. Han lavede en hypotetisk maskine, en såkaldt Turingmaskine, som kunne udføre enhver beregning ved at følge et simpelt sæt regler trin for trin.

Den mekaniske proces var altså en algoritme, og Turingmaskinen kunne udføre mange algoritmer, men altså ikke én enkelt algoritme, der kunne afgøre, om ethvert matematisk udsagn var sandt eller falsk.

Det blev den endegyldige ende på Hilberts drøm, men den konceptuelle begyndelse for de computere, som vi stadig bruger i dag, hvor enhver computer er en universel Turingmaskine.

I 1900-tallet defineres algoritmen som en præcis, trinvis og endelig procedure, mens en computer går fra at være et menneske, der udfører beregninger, til at blive en maskine, der kan udføre disse præcise trinvise procedurer.

Mekanisk kærlighed

Ifølge David Link var både Alan Turing og Christopher Strachey, som endte med at samarbejde på Manchester University i begyndelsen af 50’erne, ekstraordinært fremsynede og visionære. “I dag har vi et meget klart billede af, hvad computere kan, og hvad computere ikke kan – over 75 års erfaring med, hvordan computere kan programmeres, og hvad der ikke er muligt. Dengang havde de slet ingen erfaring med at programmere disse maskiner, og alligevel forstod de, hvor langt man kunne komme ved at gøre det,” siger Link.

Kærlighedsbrevene fra Manchester University Computer viser også, at historien om kunstig intelligens er umulig at adskille fra historien om computere og algoritmer. For knap var de første computere, der kunne køre algoritmer, opfundet, før den symbolske interesse for computere opstod. Og den symbolske interesse førte senere til kunstig intelligens, fortæller Link.

Selvom kærlighedsbrevene blev set som et fjollet trick, var Strachey fascineret af, hvordan “disse tricks kan føre til ganske uventede og interessante resultater”. På samme måde førte ChatGPT’s 4o-model til alt fra uventede hallucinationer og interessante kærlighedsforhold.

Det siger dog, ifølge Link, mere om menneskene end maskinerne: “Det er meget menneskeligt, men vi lægger alt for mange følelser i disse systemer, og hvis vi ikke indser, at disse systemer ganske vist er intellektuelt interessante, men at de i virkeligheden er døde algoritmer, så har vi et problem.”

/Emilie Ewald 

Før Manchester University Computer kunne skrive kærlighedsbreve, skulle Alan Turings konceptuelle computer konkretiseres. I morgen skal det handle om udviklingen af hardware fra midten til slutningen af århundredet, hvor computeren gik fra at fylde et helt maskinrum til at kunne være på en mikroprocessor.