Florion Goga/Reuters/Ritzau Scanpix
I Albanien har flamingoen forvandlet sig til et alletiders modstandssymbol.
I over en uge er demonstranter gået på gaden i Tirana med flamingoskilte i protest mod Donald Trumps svigersøn, forretningsmanden Jared Kushners plan om at bygge et mastodontisk luksusresort på øen Sazan og langs den sydvestlige kyst. Miljøaktivister advarer om, at projektet vil smadre biodiversiteten i naturområdet, der bl.a. er hjemsted for mindst 200 migrerende fuglearter – herunder altså flamingoen – og den sjældne middelhavsmunkesæl.
I en podcast fortæller Kushners kone, MAGA-dynastiets kronprinsesse Ivanka Trump, at parret opdagede Sazan-øen, da de på en ferie sejlede der med en ven. Som en anden Marco Polo besluttede hun sig for at udforske øen: “Vi svømmede hen til øen. Vi vandrede barfodede hele vejen til toppen og var helt betagede.”
Mindst lige så fortryllede blev den albanske regering ved tanken om Trump-familiens investering, da Kushners aktieselskab Affinity Partners efterfølgende foreslog at bygge et luksusresort med 10.000 værelser på øen til en værdi af 1,4 mia. euro. Som en del af en større strategi om at tiltrække udenlandske investeringer og åbne for mere turisme ophævede regeringen i 2024 et byggeforbud, som var den sidste hindring for det magalomaniske projekt.
Den administrerende direktør for landets førende naturbevaringsorganisation (PPNEA) Aleksandr Trajce beretter om et hemmelighedsfuldt samarbejde mellem Kushners virksomhed og den albanske regering: “Fra start til slut har der været en total mangel på gennemsigtighed,” siger han til The Guardian. Først da bulldozere for nylig begyndte forarbejdet, fik den albanske offentlighed for alvor øjnene op, hvorefter folk strømmede på gaden i flamingosolidaritet.
Siden protesterne brød ud, har historien i internationale medier primært taget udgangspunkt i ovenstående fortælling: Kushner mod flamingoerne. Den er ikke forkert, men maskerer muligvis en dybere og endnu mere bekymrende historie om MAGA-bevægelsens interesser i kritisk infrastruktur i Europa.
Sazan-øen ligger i Otranto-strædet, der forbinder Adriaterhavet med Det Joniske Hav og – som mediet Wanted in Rome skriver – er en af Europas strategisk mest betydningsfulde søpassager. Hvem end, der har magten på Sazan, kontrollerer de facto navigationen i det smalle stræde, der har afgørende betydning for Nato. Desuden huser Sazan en gedigen portion militær infrastruktur efterladt fra perioden, hvor øen var under sovjetisk kontrol – herunder over 3.000 atombunkere, ubådsbunkere og et over 15 km langt netværk af tunneller, som forbinder kommandoposter og ammunitionslagere.
Med afgivelsen af Sazan til Kushners kapitalselskab – og dermed familien Trump – har Albanien derfor reelt afgivet strategisk sensitiv infrastruktur til en potentielt fjendtlig statsmagt – eller, som minimum, en særdeles tvivlsom Nato-allieret. EU advarer Albanien om, at Kushner-handlen kan få konsekvenser for landets forestående EU-medlemskab. EU-Kommissionen siger det handler om naturbevarelse, men mon ikke det snarere er suverænitetstruslen, der lurer i kulissen?
Protesterne i Tirana kredser fortsat om de elegante lyserøde fugle. Og det er da bestemt også lettere at skabe en bred folkelig protestbevægelse mod flamingomord end den væsentlig mere abstrakte forbrydelse: Overtagelsen af kritisk, militær infrastruktur. Uanset hvad er budskabet klart og anerkendelsesværdigt: MAGA skal holde nallerne væk fra Europa. /Claes T. Sørensen