“Ja, Bent er til stede”

“TOUCH POEM V

Feel the wall.
Examine its temperature and moisture.
Take notes about many different walls.

1963 autumn”

Yoko Ono

Hej. Denne uges sommerskole har jeg givet titlen ‘Tilstedeværelse’, og den handler om at være til stede. Om personlig tilstedeværelse i sin reneste form. Jeg medgiver, at det måske kan virke uengageret, at jeg ikke er her nu, mens du læser disse linjer, for det er jeg jo ikke, det må jeg indrømme. Jeg er over alle bjerge og håber da, at jeg er det med bravur – jeg mener, til stede dér, hvor jeg er, med dem, jeg er sammen med, forudsat at jeg er sammen med nogen.

Tilstedeværelse er en tilstand, de fleste drømmer om. Men mange leverer ikke varen, når det kommer til stykket. De har deres opmærksomhed alle mulige andre steder, end hvor den burde være. Og hvor burde den så være? Det kan være i en samtalesituation, hvor tankerne begynder at vandre. Jeg kender det fra telefonsamtaler med min mor, hvor hun efter fire-fem minutter siger: “Nå, nu kan jeg mærke, at du ikke er her mere,” eller noget i den stil. Jeg synes som regel, det er pinligt, og svarer, at jeg har hørt alt, hvad der er blevet sagt.

Til mit forsvar skal det siges, at hun har det med at genfortælle ting, som tilfældige mennesker, hun falder i snak med i det offentlige rum, har sagt til hende. Det kan være en hjemløs i S-toget, der har boet i Norge og engang har været på Munch-museet i Oslo. Når det går op for mig, at der ikke er en pointe med historien, og at det efter alt at dømme bare er en ophobning af informationer, jeg bliver præsenteret for, mister jeg koncentrationen og tilstedeværelsen.

Nå, det var et sidespring. Hvor kom vi fra? Nu vi taler om telefoni, så er mobiltelefonen selvfølgelig en evig kilde til distraktion. Beskeder, mails, sociale medier – dopaminbelønningen er altid inden for rækkevidde. I maj havde den amerikanske politiske kommentator Ezra Klein besøg af en tibetansk buddhist i sin podcast, der ellers handler mest om indenrigspolitik og geopolitik. Klein virkede mere afslappet og glad, end han gør, når han interviewer politikere og forskere i studiet.

Han og gæsten, Pema Chödrön (født Deirdre Blomfield-Brown), talte om presence. Chödrön, der er 90 år og født i USA, sagde, at hun anbefaler sine studerende at prøve at være offline en dag eller en morgen om ugen og mærke efter, hvordan det føles. Hos købmanden, i metroen, etc. “Og du ved, man kunne sige: Well, det er sådan, man begynder at kede sig. Men man kunne også sige: Well, måske er det dér, man bliver levende, mere levende,” sagde hun.

Det var meget banalt, men det er den slags jo. Ezra Klein fortalte, at han den forgangne måned havde forsøgt netop det: At lave ingenting, når han befandt sig i New Yorks subway, “og bare være opmærksom på, hvad der sker rundt omkring”. Han kaldte det en “rig” oplevelse – rig, men larmende (han nævnte lyden af togets skrigende bremser), og det er der vel ikke noget at sige til.

Presence. Det er med vilje, at sommerskolen hedder ‘Tilstedeværelse’ og ikke ‘Nærvær’. Nærvær er mere krævende. Nærvær er mere følelsesmæssigt; at være til stede med sindet. Her er kroppen –  ens egen fysiske væren i verden – mere eller mindre underordnet. Tilstedeværelse er for mig en kombi af det emotionelle og det fysiske. Jeg vil ikke buse ud med en procentfordeling mellem de to punkter, og jeg vil heller ikke bilde nogen ind, at sommerskolen er baseret på en masse teori og forskning. Vi skal ud og opleve og mærke verden fra hoften, og det er da bedre end ingenting? Det vigtigste er, at vi gør det sammen.

Nærvær er i øvrigt noget, man som udgangspunkt er ligeglad med på en kontorarbejdsplads, så længe medarbejderen får sagsbehandlet de bunker af papir, der ligger ved personens arbejdsstation. Her er tilstedeværelse afgørende.

Mellemleder: “Er Bent mødt ind i dag?”

Kollega: “Ja, Bent er til stede.”

Tilstedeværelse er godt nok. Om Bent også er nærværende, ville være et grænseoverskridende spørgsmål. Næsten på linje med hvis arbejdsgiveren under en ansættelsessamtale spørger til alder eller seksuel orientering.

Vi kan lave en sommerskole om nærvær på et senere tidspunkt.

De næste par dage kommer til at se sådan her ud:

I morgen tirsdag vil jeg på dine og mine vegne tage hen et sted og give prøver på tilstedeværelse gennem opmærksomhed og observering. Jeg har valgt et sted, som mange måske vil opfatte som et ikke-sted, fordi der tilsyneladende ikke sker alverden, hvilket jeg har en formodning om vil stille ekstra krav til den udefrakommendes tilstedeværelse. Mange tænker, at ikke-steder lægger op til ikke-tilstedeværelse, fordi ikke-steder er så kedelige. Men tværtimod, vil jeg sige.

Da mange af os bor i byer, har jeg valgt at opsøge et bymiljø. Og eftersom mange af os bliver presset ud i forstæderne på grund af en gentrificering, som vi selv bidrager til ved komme anstigende med vores middelklasse-mindset, og de deraf stigende boligpriser i byerne, har jeg valgt et bymiljø på kanten af en by, ja, faktisk blot 5-600 meter fra motorvejen.

Det var tirsdag. Onsdag vil jeg gå ind i et lille supermarked. Det er en Brugsen, jeg kender, men mit fokus vil ikke være på dagligvarer og åbningstider og så videre, men på de mennesker, som opholder sig i butikken, mens jeg er der.

Torsdag samler vi op på, hvad vi har gjort os af erfaringer, hvis vi overhovedet har gjort os sådan nogle, og så går vi ellers på tidlig weekend med bevidstheden om, at vi måske godt kunne give den en skalle og trække lidt mere på den tilstedeværelseskonto, vi alle sammen har.