Liv og død i Brugsen

“TOUCH POEM VI

Ask people to come.

Invite only dead people.

1964 spring”

Yoko Ono

Goddag, vi er nu nået til tredje afsnit af denne uges sommerskole om tilstedeværelse. I går forsøgte vi at folde noget tilstedeværelse ud på et ikke-sted. Det gik okay. Men måske sad du tilbage med en tom fornemmelse. Måske kunne du ikke sætte ord på, hvad den kom af, denne tomme fornemmelse. Jeg har et bud: Der optrådte ingen mennesker i artiklen, ikke et. Jeg mødte ingen. Og da jeg mod slutningen af – ja, vi kan vel kalde artiklen for en reportage – da jeg mod slutningen af reportagen talte om en bænk, der ikke alene ikke var der, men som jeg heller ikke havde set nogen sidde på, mens den stadig var, blev det for meget. I stedet for en artikel om tilstedeværelse blev det til en artikel om fravær. Det blev næsten postapokalyptisk.

Jeg vil råde bod på det i dagens afsnit. Jeg går et sted hen, hvor der er mennesker. Jeg går i Brugsen.

Et par hundrede meter fra ikke-stedet ligger der en Brugsen. Den ligger på et lillebitte torv med fliser, der er lagt lidt ujævnt, og jeg er her allerede. Jeg er gået herhen, og undervejs har jeg forsøgt at være bevidst om mine fødders kontakt med jordkloden. Da jeg drejede om hjørnet for 10-12 sekunder siden, kom to andre kunder mig i forkøbet. De ankom sammen og søger nu direkte hen mod postekspeditionen inde i butikken. Hun er iklædt en sandfarvet jilbāb; hendes kompagnon, som jeg tror er et nært familiemedlem, følger i hendes hæle. Han er måske 33 år, bærer træningsbukser og hættetrøje, hvide kondisko og hvid kasket med skyggen i nakken. Han er kraftigt bygget, bred over skuldrene og har tatoveringer på halsen og øverst på kinderne. Der er noget intenst og hvileløst over ham, han kigger alle mulige steder hen, men undgår øjenkontakt med fremmede. Han bevæger sig rundt i små cirkler – eller firkanter som en bold i et computerspil fra 80’erne. Han griber ud efter et ingefærshot i køledisken.

Det er lige før lukketid en hverdagsaften, og lige nu er vi fire kunder i butikken. De to medarbejdere er begge teenagere, som jeg har en formodning om bor med deres forældre i det almennyttige boligbyggeri bag torvet. Mens jeg går rundt med min kurv og forsøger at ligne en, der leder efter en specialvare, jeg ikke kan finde, støder jeg på den anden kunde. Det er en høj, tynd mand omkring de 50, måske yngre. Han har langt hår og tjavset skæg, der nok har været knaldrødt engang. Han er iført en mørk trøje med lynlås og Peak Performances logo på brystet, og da vi skal forbi hinanden i en lidt for smal gang mellem hylderne, får vi øjenkontakt, og han sænker brynene og smiler.

Han skubber på en mørkerød rollator, og på rollatorens sæde, som en rollatorbruger kan vende sig om og sænke bagenden ned på, hvis benene bliver trætte, har han lagt sine varer. Det er en pose Haribo med blandet slik, en drikkeyoghurt, smørproduktet Kærgården, fire Yankie Barer og tre pakker brieost af mærket La Belle Laitière. Oppe ved kassen fisker han en Magnum Almond op af Friskos frysekumme. Da han betaler, lægger han sine varer ned i en stofpose fra Lidl, der hænger på styret. Bevægelserne er langsomme, og på en måde får det mig til at tænke på digteren F.P. Jac, der døde som 53-årig i 2008, og titlen Jeg er fandme til, hans digtsamling fra 1979.

Der er flere kunder i butikken nu. En mand, som nok er midt i 50’erne har samlet forskellige fornødenheder sammen. Han har jeans på, kort gråt skæg og gråt hår og en ølmave, som jeg, med det kendskab til ølmaver jeg har, vil kalde mellemstor. Hans øjne er udslukte, og han lugter svagt af røg og af hengemthed, der rammer som en eftersmag. Han lægger en ramme med 24 dåser Grøn Tuborg op på båndet, efterfulgt af en halvanden liter Harboe-cola og til sidst en pakke ‘Klassisk medister’ med et gult tilbudsmærke, der får den sammenrullede, skinnende pølse under folien til at se endnu mere bleg og uappetitlig ud.

Da jeg kommer ud på det lille torv, som var mennesketomt 10 minutter tidligere, sidder der en yngre mand i korte bukser på et rekreativt bænkarrangement. Han sidder med headset på i sine egne tanker og napper af en ispind, og der er noget ved hans halvlange mørke hår og bulnende kropsform, som får mig til at tænke på maleren og grafikeren Hans Henrik Lerfeldt, der lavede hyperrealistiske pornografiske billeder med sadomasochistiske noter frem til 1989, da han som 42-årig faldt død om af overforbrug i sin lejlighed og måtte løftes ud af vinduet med en kran.