Åbenbaringen

“SNOW PIECE

Think that snow is falling.

Think that snow is falling everywhere

all the time.

When you talk with a person, think

that snow is falling between you and

on the person.

Stop conversing when you think the

person is covered by snow.

1963 summer”

Yoko Ono

Så er det blevet torsdag, og vi er nået frem til tilstedeværelsesfinalen. Tirsdag opsøgte vi et ikke-sted at være til stede på. Et ikke-sted, hvor der ingen mennesker var. Det var vel et forsøg på at opnå tilstedeværelse gennem observering og registrering af omgivelserne. Men teksten manglede agens, det var svært at se, hvad den ville.

Onsdag var vi i Brugsen inden lukketid. Her fandt vi alle de mennesker, som vi ikke mødte dagen forinden.

Er man rigtig til stede, bare fordi man bemærker ting, lægger mærke til detaljer, med henblik på at skrive det i en tekst? Ville jeg have været mere til stede, hvis jeg ikke skulle skrive om det? Eller blev jeg mere opmærksom, fordi jeg vidste, at jeg skulle indsamle materiale at ‘afrapportere’ om? Bliver ens påståede tilstedeværelse så ikke ret performativ? Og var mine beskrivelser tirsdag og onsdag ikke bare en sværm af informationer, der ikke førte til noget – i stil med dem, som jeg mandag beskyldte min mor for at divertere mig med i telefonen?

Den amerikanske forfatter Norman Mailer skrev engang i halvtredserne en kort novelle om et par, en mand og kvinde, der kommer gående hen ad gaden. De skændes. Første sætning i The Notebook lyder: “The writer was having a fight with his young lady.” Veninden er vred. Hun kalder forfatteren i historien “overlegen” og “den koldeste mand”, hun nogensinde har mødt. Novellen er skrevet i tredje person, men fra forfatterens perspektiv. Det er hans hoved, vi er inde i. Da veninden siger, at han minder hende om “en egyptisk mumie”, tænker han, at hendes billedsprog bliver utroligt dårligt, når hun er vred.

Stemningen forværres. Da hun siger, at han sårer folk mere end den ondeste person i verden, og bagefter spørger, hvad han tænker på, siden han virker fraværende, er det eneste, han har i hovedet, hans notesbog. Han har fået en idé, som han føler, at han for alt i verden bliver nødt til at skrive ned, inden den forsvinder igen. Men han ved, at hun vil blive rasende og ked af det, hvis han tager notesbogen frem. Han gør det alligevel.

“Følelsesmæssig situation forstærket af notesbog,” skriver han. ”Ung forfatter, veninde. Forfatter beskyldt for at være observatør, ikke deltager i livet, af pige. Får idé han må skrive ned i notesbog. Gør det og får skænderiet til at spidse til. Pige slår op over dette.”

Hun begynder at græde. “Den notesbog. Jeg vidste, du ville tage den frem,” siger hun og råber: “Du er ikke andet end en notesbog.”

Fortællerstemmen opsummerer, hvilke tanker der går gennem hovedet på den unge forfatter: “Måske skulle meningen med historien være, at den unge mand finder sin notesbog frem, fordi han fornemmer, at det ville være den bedste måde at ødelægge, hvad der var tilbage af forholdet. Det var en fin idé.”

Forfatteren i Norman Mailers novelle er tilstedeværende i situationen. Nogle vil endda sige meget tilstedeværende, idet han på seismografisk vis registrerer de små følelsesmæssige forskydninger, der sker i løbet af samtalen. Men er han også rigtigt til stede, når han i realtid arbejder på at omsætte oplevelsen til skønlitteratur? Veninden ville sige nej; den unge forfatter et andet sted, og hun synes, han er et røvhul – ligesom Norman Mailer i øvrigt havde ry for at være i sine nære relationer (han var gift seks gange).

En person sagde til mig, da hun hørte om denne serie: “Du kan ikke skrive om tilstedeværelse uden at nævne Marina Abramović.” Hun refererede til den serbiske performancekunstners to en halv måned lange performance The Artist is Present på Museum of Modern Art i New York i 2010. Her sad hun sammenlagt i mere end 736 timer og så den ene museumsbesøgende i øjnene efter den anden, typisk i intervaller à fem minutter eller kortere. Nogle blev stærkt berørt eller begyndte ligefrem at græde.

Marina Abramović var meget til stede. Eller var hun? The Artist is Present var en performance, men det var også et spektakulært stunt, en brillant gang marketing, som vel kulminerede, da Abramović’ eksmand og eks-partner Ulay, som hun angiveligt ikke havde set i 20 år, dukkede op og satte sig over for hende, og de greb hinandens hænder, og det hele blev filmet, og klippet gik viralt.

“Da Ulay ankom, virkede Abramović til at begynde med chokeret, men begyndte straks at smile. De fik hurtigt tårer i øjnene. Det virkede, som om der i dette korte og tavse møde blev delt så meget med så få midler. Hver eneste ændring i deres ansigtsudtryk var nok til at forstå deres følelser under genforeningen,” skrev et medie om deres rendez-vous mange år senere.

I virkeligheden havde Abramović og Ulay nu mødtes sporadisk gennem årene efter skilsmissen i 1988, og de havde talt sammen den morgen. Hvis tilstedeværelsen bliver for performativ, trækker det tæppet væk under tilstedeværelsen. Hvis tilstedeværelsen bliver for strålende, kan der være ugler i mosen.

I forbindelse med udstillingen På hvis skuldre – Lars von Trier kuraterer, som kan ses på Willumsens Museum i Frederikssund, har Agnes Trier lavet en lille interviewfilm med sin far. Sjældent har han fremstået mere oprigtig. På et tidspunkt i filmen siger han til hende: “Jeg vil sige én ting. At uanset hvad man fordyber sig i, bliver det fantastisk. Og det er lige meget, hvad det er for en gren eller en videnskab eller, hvad ved jeg, strikke strømpe. Hvad som helst, som du går virkelig ned i og interesserer dig for, bliver en åbenbaring for dig, mener jeg.”

I fordybelsen ligger den sande tilstedeværelse. Men det er selvfølgelig en udfordring, hvis man er så fordybet, at andre ikke kan komme i kontakt med en.

“Bent,” sagde Bents kone. “Bent, der er kaffe og kage. Bent?”

Men Bent hørte ikke noget. Bent var fordybet. Bent var ikke til stede.

/Oliver Stilling