Store ambitioner

“Anker er en nøgle,” skriver Zahna Siham Benamor til mig. “Anker er en nøgle til havkosmologien.”

Hun skriver til mig på Instagram fra Gudhjem på Bornholm, hvor hun har opholdt sig de seneste dage, og når hun skriver Anker, mener hun Anker Jørgensen, Danmarks statsminister i 1972-73 og 1975-82 og formand for Socialdemokratiet i årene 1973-1987. Hun husker ham fra sin barndom, for hun voksede op i Sydhavnen, hvor han boede det meste af sit liv, indtil han kom på plejehjem. I gårsdagens afsnit citerede jeg Benamor for følgende: “Jeg ser meget op til Anker Jørgensen.”

Da hun skriver, at “Anker er en nøgle”, beder jeg hende uddybe, for nu synes jeg tingene begynder at flyde sammen. Det giver mening for mig, at Anker Jørgensen er en nøgle til noget – men nøgle til hvad? Zahna Siham Benamor er optaget af havet, havet spiller en rolle i hendes tænkning, digtning og kunst. I den algeriske overtro er havet besjælet og kan tale. Ordet “havkosmologi” går igen, når man læser beskrivelser af hendes digte og performances. “Jeg bruger det til at fylde huller i den vestlige tænkning, der mangler ånd, synes jeg,” forklarede hun mig tidligere.

Nu skriver hun, at hun har været på Gudhjem Bibliotek, hvor hun fandt en bog med titlen Stifindere skrevet af Alexander Carnera. Den indeholder “alle mulige fantastiske” essays om Rilke, Tarkovskij, Pessoa, Woolf og Le Guin og andre. En af teksterne handler om sufisme og mystik, og det er en fin overgang til at tale om havkosmologi, skriver Benamor til mig – nu i en mail, der ankommer tirsdag kl. 18.05. “Min families slægt fra min mors side, det har jeg sgu også googlet mig frem til, ja, hendes efternavn Mokhtar kommer fra en linje af spirituelle lærde omkring Oran” (Oran er en stor by ud til kysten i det nordvestlige Algeriet).

Og altsammen fik det hende til at tænke på “den ukendte vej, at vi bliver nødt til at bevæge os ned ad en ukendt vej sammen for at finde fremtiden. Forfatteren nævner en anden, der har skrevet en bog, der hedder Sufi Deleuze, og den rammer plet, synes jeg. Der er meget af vores væren, der skal dekonstrueres og derefter skal der pustes ånd i, danses og drikkes rødvin. Og det får mig tilbage til Anker, Anker i dette cellofanhav, han er et tegn på fremtiden, et punkt, der skal etableres på kortet, jeg er begyndt at tænke og digte, hvor nord og syd forbindes i en akse, der tegner et nyt landskab.”

Zahna Siham Benamor skriver, at det, hun har skrevet, er ren stream of consciousness – hun har været ude at gå omkring 12 kilometer i det bornholmske landskab, og “er fuldstændig smadret efter den gåtur, er du gal”.

Hvis du ikke hundrede procent er med her, skal du ikke være ked af det. Det er poetisk logik; logik hentet i poesiens verden – “jeg kan jo ikke forsvare min argumentation logisk, hvis jeg bliver stillet for retten,” anfører Benamor.

En time senere modtager jeg en ny mail, hvor Anker Jørgensens rolle i alt det her bliver mere tydelig. Zahna Siham Benamor skriver:

“I en virkelighed der er dekonstrueret & indlejret i en form for åndelighed, sufismens møde med semiotik, kan man påstå, så har jeg fundet ud af, at Anker er Anker, men Anker også et punkt på en slags åndeligt maritimt kort, et spejl af havet, hvor ting forbindes i en akse fra syd mod nord. Anker er et nutidigt sprogligt tegn, der peger mod andre strømninger (tiden er en cirkel i den non-lineære verden), og for poetik og modstand i nuet (…).

Vi skal finde punkter i historien, der gør landskabet mere sandt, så vi samler et afstemt kort til fremtiden. Vi navigerer med et demagogisk manipuleret kompas.

Anker også som tegn på at stå i den sydlige akse af København imod det cellofanhav (kapitalismens krav om oppustelig idioti, excuse my french), der hiver i Nord.

Anker som en af flere nøgler i den havkosmologiske tænkning, jeg prøver at skrive mig frem til ved at lokalisere dens forskellige motiver i nutiden. Et forsøg på at gå i dialog med havet ved at tegne de forbindelser, der kendetegner den, for at få hjælp til at finde den væren, der bedre vil ære havet i vores fremtid.

Havets baraka-hensigt om at opfylde det danske rige og opfylde migrantens ærinde, ikke ved at gifte sig med jorden, men ved at ære havet, og redde hende.”

Baraka er havets ånd i nordafrikansk middelhavskosmologi. Jeg skriver til Benamor, at jeg ikke helt forstår den sidste sætning.

Hun svarer, at “havets krav til os migranter, der er kommet til nord fra syd, er en videreførelse af vores åndelige forbindelse til havet, til det nye sted, og på den måde redde hende ved at gifte Nordens ressourcer med vores åndelige tilgang.”

Hun tilføjer: “Ja, altså redde planeten, hehe. Det er ikke små ambitioner.”

/Oliver Stilling