Kære læser

Drikkevand og vandkanoner

Fabrice Coffrini/AFP/Ritzau Scanpix

“De vil drikke dejligt mineralvand fra Evian, men de vil ikke diskutere de civile i Gaza og Libanon, som stadig er fanget i konflikt og ikke har adgang til rent drikkevand.”

Ironien drev ifølge civilsamfundsorganisationen Oxfam fra alperne og ned i Genèvesøen under ugens G7-topmøde i den franske by Évian-les-Bains, der sluttede i går onsdag. Den samme by, der er kendt for sin mineralvand flasket på “regnvand og smeltet sne, filtreret gennem gletsjermoræne og alpine klippelag”. På dagsordenen til mødet mellem verdens syv rigeste lande var primært Iran, Ukraine og Kina – omend Gaza og Libanon faktisk blev nævnt i den erklæring, der kom ud onsdag aften.

“I Libanon støtter vi, gennem en øjeblikkelig og robust våbenhvile, den libanesiske ledelses bestræbelser på at opnå Hizbollahs afvæbning og våbenmonopol samt at beskytte Libanons territoriale integritet og suverænitet med passende internationale sikkerhedsgarantier. I Gaza vil vi fremskynde den humanitære indsats og genopbygningsindsatsen samt den hurtige implementering af relevante politiske og sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Vi opfordrer til at stoppe volden på Vestbredden.”

Men politiske initiativer er termerne for tilpas vage til, og det mest konkrete, der kom ud af mødet, var symbolsk og materiel opbakning til Ukraine og nye sanktioner mod Rusland. Ellers bar det ifølge en tidligere forsvarsrådgiver til den britiske regering ikke præg af “en stor drivkraft for at opnå en stor, væsentlig traktat eller et kommuniké”.

I dagene op til topmødet mellem USA, Storbritannien, Canada, Frankrig, Tyskland, Italien og Japan var 20.000 mennesker – og mindst 60 organisationer, herunder Oxfam – samlet i den schweiziske by Genève for at demonstrere mod mødet.

“Jeg er her, fordi jeg ikke accepterer, at den her lille gruppe ledere træffer beslutninger, der påvirker os alle sammen,” sagde den 69-årige pensionist Michel, der bar et palæstinensisk flag, mandag til Al Jazeera. Ifølge flere medier gik demonstrationerne mest af alt roligt for sig, indtil “hundredevis af maskerede individer” dukkede op og satte blandt andet ild til Teslaer, hvorpå nogle havde sprayet ordene ‘Eat the rich’.

Politiet tyede derfor til tåregas og vandkanoner. I flere lande er politiets brug af vandkanoner ellers ulovlige. På nær i Nordirland, hvor politiet i sidste uge udløste dem mod de menneskemængder, der ødelagde huse og satte ild til ejendomme under antiimmigrationsdemonstrationer i Belfast. I resten af Storbritannien er det også forbudt for politiet at bruge vandkanoner, fordi de ifølge The Guardian er “kraftige nok til at slå folk omkuld” og kan føre til dødsfald (ikke desto mindre mener Storbritannien, at de godt må bruges mod asylansøgere, der forsøger at krydse Den Engelske Kanal).

Skæbnen vil, at der også var udbredte protester, da Évian-les-Bains sidst – i 2003 – afholdt hvad der dengang var et G8-topmøde, da Rusland var med. Her hed gæsterne blandt andet Jacques Chirac, George W. Bush, Tony Blair, Gerhard Schröder og Vladimir Putin.

På samme måde har der været demonstrationer ved gentagne af møderne. Om det har The Guardian-journalisten Zoe Williams en god kommentar i The Guardian: ‘Jeg protesterede engang mod G7. Jeg føler ingen grund til det nu, fordi det kollapser helt af sig selv’. Hun skriver:

“Lederne fremstår … personligt usikre, hvilket man kan føle dyb sympati for, samtidig med at man mister tålmodigheden. Emmanuel Macron skal angiveligt have brugt ugen på at bekymre sig om, at Trump ville rejse tidligt (ligesom han gjorde sidste år). Keir Starmer blev fanget på et nyhedsfeed, hvor han spurgte, om de øvrige ledere var til et møde, han ikke var blevet inviteret til. For hver skarp udtalelse om succes er der et billede af magten, der smuldrer. Det eneste, alle de her ledere er enige om, er deres vilje til at lade som om at deres sammenhold har stået fast.” /Emma Louise Stenholm

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12