Den poetiske logik har ingen retssal

Det er blevet torsdag, og ugens føljeton har nået sit klimaks. Faktisk indtraf klimakset vel egentlig i forrige afsnit, da Zahna Siham Benamor sagde, at hun havde fundet ud af, at Anker Jørgensen, vores tidligere statsminister, var en nøgle og “et punkt på en slags åndeligt maritimt kort, et spejl af havet, hvor ting forbindes i en akse fra syd mod nord”.

Mens jeg skrev gårsdagens artikel, befandt Benamor sig i Gudhjem. Hun havde været ude at gå en meget lang tur i det bornholmske landskab, som hun følte havde gjort hende nærmest “delirisk”.

Da artiklen var blevet publiceret, skrev hun til mig på Instagram: “Jeg er bange for, at jeg fremstår lidt sindssyg.”

Jeg svarede, at hendes syn på verden var “meget opløftende”. Det fremgik i øvrigt af artiklen, at hendes udtalelser om Anker Jørgensen ikke var baseret på almindelig logisk logik, men poetisk logik. I poetisk logik er der ingen begrænsninger. I den poetiske logiks retssal bliver ingen dømt for at turde fabulere. I den poetiske logik er der slet ingen retssal, der er ingen rettergang.

Da føljetonen begyndte mandag handlede den om provinsialisme. Efter anden artikel tirsdag følte jeg, at vi var begyndt at rykke væk fra temaet. Denne følelse blev bestyrket onsdag, da Zahna Siham Benamor udfoldede sin algerisk inspirerede havkosmologi, efter at Anker Jørgensen var kommet på banen.

Men i dag, hvor jeg skal drage nogle konklusioner inden min deadline, står det pludselig klart for mig, at føljetonen hele tiden har handlet om provinsialisme og stadig gør det. Mandag var det min egen usle provinsialisme, der var på plakaten. Min provinsialisme var kommet som en tyv om natten, og uskyldige og intetanende Kurt Ravn var så uheldig at blive billedet på den.

Efter tredje afsnit er den provinsialisme, som serien har forsøgt at italesætte med Zahna Siham Benamor som en form for sandsigerske eller åndelig højvelbårenhed, kun vokset. Den er blevet større – større end Kurt Ravn og Korsbæk og Sydhavnen og Borgbjergvej. Hvad var det, Benamor sagde til allersidst i artiklen onsdag? Hun talte om nye steder, Nordens ressourcer, “os migranter”, åndelige forbindelser og nordafrikansk middelhavskosmologi. Hun talte om, at hele denne tankegang – den poetiske logik – handlede om at “redde planeten”.

Hvis vi skal redde planeten, skal der andre boller på suppen. Og hvad holder os tilbage? Ja, du gættede rigtigt: vores provinsielle tankegang. /Oliver Stilling

P.S. Læs interviewet ‘Hun drømte om noget radikalt anderledes. Så købte hun en togbillet, der ændrede alt‘ med Zahna Siham Benamor i Femina fra februar 2024. Det er et af de bedste interviews, jeg nogensinde har læst i Femina.