Kære læser

En fyldt håndboldhal

Sebastien Bozon/AFP/Ritzau Scanpix

“Jeg kan huske, da jeg præsenterede de her tanker første gang, var det lidt som at råbe i en tom håndboldhal i Jylland. Der kom ingen respons,” sagde statsminister Mette Frederiksen (S) i 2024 om sit forsøg på at eksportere sin stramme udlændingepolitik til EU. “Sådan er det ikke i dag, og det er jeg virkelig glad for,” tilføjede hun dengang, og samme år strammede EU netop politikken ved at vedtage en asyl- og migrationspagt, der trådte i kraft sidste fredag.

Onsdag var der fyldt op på lægterne – ikke i en harpiks- og svedlugtende hal, men i plenarsalen i Strasbourg, hvor Europa-Parlamentet samles en gang om måneden for at debattere og stemme om europæisk lovgivning. Her blev hjemsendelsesforordningen, der skal gøre det muligt for medlemslandene at håndhæve den stramme politik, stemt igennem, og den mangler nu blot at blive formelt vedtaget.

Med de nye regler kan afviste asylansøgere – inklusiv børnefamilier – deporteres til udrejsecentre, der skal oprettes uden for EU. Derudover får nationalt politi og immigrationsmyndigheder beføjelser til at ransage hjem og “andre relevante lokaler” samt at frihedsberøve personer – herunder børnefamilier og uledsagede mindreårige – der anses for at udgøre en sikkerheds- eller flugtrisiko i op til 24 måneder med mulighed for seks måneders forlængelse.

Forordningen har mødt skarp kritik. Fra mere end 100 NGO’er, som advarer om, at konsekvenserne ved de nye regler omfatter razziaer i private hjem, det offentlige rum og herberger drevet af humanitære organisationer samt øget overvågning. Fra 16 FN-eksperter, der pointerer, at reglerne kan være imod de internationale menneskerettigheder. Og fra medlemmer af Europa-Parlamentet, såsom franske Mélissa Camara fra gruppen De Grønne, som ikke havde meget tilovers for EU’s borgerlige og liberale gruppe, der – ligesom et fåtal socialdemokrater – stemte i tråd med den ydre højrefløj:

“Ved at godkende fremgangsmåder og bestemmelser, der er lige så nedværdigende og umenneskelige som dem, der anvendes af ICE i USA, viser EPP og en del af Renew, at EU’s værdier og grundlæggende rettigheder betyder meget lidt for dem, når det drejer sig om at efterligne det yderste højre af valgmæssige årsager.” Camara forudser i øvrigt, at forordningen vil møde modstand ved både nationale domstole og EU-Domstolen.

Der var mere sportshal end plenarsal over stemningen efterfølgende, da folk fra “vinderholdet” – de 418 medlemmer, der stemte for hjemsendelsesforordningen – brød ud i klapsalver og kom med tilråbet ‘send dem tilbage’. “Taberholdet” – de 218 medlemmer, der stemte imod – råbte derimod ‘skam jer’.

Tilråbene fra højrefløjen blev efterfølgende kritiseret af den socialdemokratiske gruppe i parlamentet: “‘Send dem tilbage’ er ikke en migrationspolitik. Det er et frygtslogan, der baner vejen for en langt mørkere fremtid.”

Vent lige et øjeblik, det lyder ikke som de socialdemokrater, vi kender.

Med deres ja-stemmer udgjorde de danske socialdemokrater da også et mindretal i den socialdemokratiske gruppe, og da både SF’s tre medlemmer og De Radikales ene medlem af Europa-Parlamentet stemte imod forordningen, spiller den danske regering på forskellige hold. Selvom Mette Frederiksen har fundet en masse ligesindede håndboldspillere på højrefløjen, er der endnu ikke fri bane for strammerpolitikken. /Emilie Ewald

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12