Hitler lever i hjertet af Europa

“En civilisation, der bruger sine egne principper til snyd og bedrag, er en døende civilisation,” skrev den fransk-martinikanske digter Aimé Césaire i sit poetiske kampskrift mod Europa Diskurs om kolonialismen (1950)

Essayet, der sidenhen blev en grundsten i antikolonial litteratur og filosofi, kom til verden, mens de europæiske kolonier formelt kollapsede. Presset fra Anden Verdenskrigs ødelæggelser og de koloniserede landes krav om selvbestemmelse fik de gamle imperier til at miste grebet om kloden. Indien løsrev sig fra Storbritannien i 1947, Indonesien fra Holland i 1949, og gennem 1950’ere og 60’erne mistede Frankrig kolonier i Tunesien og Algeriet til antikoloniale modstandsbevægelser.

Foruden den politiske og økonomiske svækkelse plagede en eksistentiel bekymring efterkrigstiden. Godt 150 år forinden var den europæiske civilisation blevet forankret i løftet om en konstant, opadgående bevægelse mod mere frihed, lighed og demokrati. Hvordan gik det til, at selvsamme civilisation var havnet i så dybt et moralsk fordærv? Hvordan kunne friheden og lighedens civilisation frembringe Auschwitz, selve indbegrebet af den anti-egalitære ondskab, som de vestlige værdier var ment som antitesen til?

I Diskurs om Kolonialismen spidder Césaire dobbeltmoralen i den europæiske forbløffelse over nazismens forbrydelser. Césaire forstod ikke nazismen som en antitese til den europæiske civilisation. Snarere var truslen fra Hitler, at europæerne nu blev udsat for den selvsamme totalitære undertrykkelse, de hvide koloniherrer længe havde eksekveret mod koloniserede befolkninger i civilisationens navn:

“Det som [det 20. århundredes kristne borgerskab] ikke kan tilgive Hitler, er ikke selve forbrydelsen, forbrydelsen mod menneskeheden: Det er ikke ydmygelsen af menneskeheden som sådan, det er forbrydelsen mod den hvide mand, ydmygelsen af den hvide mand, og det faktum, at han mod Europa anvendte koloniale procedurer, som indtil da havde været eksklusivt reserveret til araberne i Algeriet, ‘kulierne’ i Indien, og ‘negerne’ i Afrika.”

Césaires pointe er, at nazisternes folkedrab, dehumanisering og undertrykkelse af frihedsrettigheder ikke opstod i et vakuum, men var trukket ud af Europas imperiale drejebog. Under Europas kolonisering af Afrika gennemførte koloniherrerne talrige forbrydelser: Fra 1904-1908 udryddede Det Tyske Imperium Nama- og Hererofolket i Namibia, mens Belgien under Kong Leopold den 2. dræbte mellem 2 og 10 mio. congolesere fra 1885 til 1908.

For Césaire tolererede europæerne derfor nazismen, før de blev dens ofre: “De lukkede deres øjne for den, legitimerede den, fordi indtil da var den kun blevet anvendt på ikke-europæiske folk.” Han skriver, at “de har dyrket den nazisme, de er ansvarlige for den, og at før den opslugte hele den vestlige, kristne civilisations bygningsværk i sine blodrøde vande, piblede, sivede og dryppede den fra hver eneste sprække”.

1940’ernes vold og undertrykkelse i Europa var med Césaires ord en “boomerang”, som det europæiske borgerskab selv havde kastet mod kolonierne og nu fik tilbage i hovedet. Nazismen var en slags kosmisk straf for en civilisation, som systematisk forbrød sig mod egne principper.

Boomeranger i det 21. århundrede

Efter et langt 94-årigt liv som digter, underviser og politiker gik Aimé Césaire bort i 2008. Havde han levet små ti år længere, var han næppe blevet ligeså overrasket som de fleste velmenende humanister i Europa og USA, da Donald Trump første gang blev valgt som amerikansk præsident i 2016.

Som vi før har beskrevet i føljetonen Nazikortet, er der væsentlige forskelle, men også tydelige paralleller mellem Trump og Hitler. Set med Césaires briller — som i øvrigt var flotte, røde og runde — er Trump ligesom nazismens fader ikke den vestlige civilisations antitese, men snarere dens naturlige konklusion.

Verden har set med forfærdelse på, hvordan Trump har indsat nationalgarden i byer som Portland og Los Angeles, mens det Gestapo-lignende grænsepoliti ICE har hærget delstaten Michigan. USA er dog ikke blevet en politistat over natten. Administrationens aggression vidner snarere om, at Washingtons tvangsmetoder er rykket fra imperiets periferi til det hjemlige territorium.

Som migrations- og sikkerhedsforsker Martin Lemberg-Pedersen før har forklaret til Føljeton, har USA længe fulgt politistatens drejebog på sit koloniale territorium i Guantanamo Bay. Her internerede den amerikanske kystvagt i 1980’erne og 90’erne tusindvis af flygtninge fra Haiti og Cuba, som levede under kummerlige vilkår. I 2000’erne beskrev humanitære organisationer som Amnesty International den amerikanske tortur i det irakiske fængsel Abu Ghraib som del af et systematisk mønster af ulovlig vold og repression uden for landets grænser.

Trump-administrationen har altså ikke trukket bøllemetoderne ud af den blå luft. De har hele tiden været der, og er nu bare rykket ind i amerikanernes egen baghave. Måske, hvis vi spørger Césaire, som en slags straf for al den vold og undertrykkelse, den amerikanske befolkning stiltiende har accepteret?

Præsidentens tyranni er også som en boomerang, der rammer os her i Europa. De fleste danskere ser naturligt nok med forargelse på, hvordan Trump truer Grønlands suverænitet – de ser en skruppelløs imperialist, der tryner de svage og lader hånt med retten til selvbestemmelse. Men er det ikke netop det billede, mange grønlændere gennem historien har haft af Danmark?

Césaires analyse tvinger os til at se verden fra de koloniseredes synsvinkel. Fra det perspektiv er det nye ikke USA’s aggression, men at den nu også rammer deres egen befolkning og deres allierede i det Globale Nord. /Claes T. Sørensen