Nyhedsanalysen
Han gik ud på tynd is
Historien om den første afroamerikaner i Det Hvide Hus – og om det, det betød, og hvad der siden skete. Føljeton bringer her det andet af i alt seks afsnit om den afgående præsident, Barack Obama. Teksten er skrevet af den prisbelønnede amerikanske journalist og forfatter Ta-Nehisi Coates (f. 1975), som slog igennem i 2015 med bogen Mellem verden og mig.
I foråret tog jeg til Det Hvide Hus, hvor jeg havde aftalt at spise frokost med præsidenten. Jeg kom lidt for tidligt og satte mig til at vente. Jeg blev introduceret for en døv kvinde, der arbejdede som præsidentens receptionist; for en sort kvinde, der arbejdede i det stedlige pressekontor; for en muslimsk kvinde med et hovedtørklæde, der arbejdede i Det Nationale Sikkerhedsråd og for en iransk-amerikansk kvinde, der arbejdede som præsidentens personlige assistent.
Hele denne modtagelseskomité repræsenterede et passende tværsnit af de mennesker, Donald Trump havde udtalt sig hånligt om i sin kampagne, hvilket han skulle forsætte med at gøre i resten af den. Dengang forekom præsidenten helt uanfægtet af Trump. Da jeg sagde til Obama, at jeg betragtede Trumps kandidatur som den eksplicitte modreaktion på det forhold, at USA havde fået en sort præsident, sagde han, at han godt kunne se, hvordan det aspekt kunne spille ind, men gav sig så til at opregne andre forklaringer. Hvad Trumps chancer angik, var han ligefrem i sin vurdering: Han kunne ikke vinde.
Præsident Obamas vurdering kom af hans medfødte optimisme og urokkelige tro på den ultimative visdom i det amerikanske folk – den samme tiltro, der måtte ligge bag hans uventede spring på fem år fra Illinois-senator til amerikansk senator til leder af den frie verden. Hans berømte tale på det demokratiske partikonvent i 2004, som for Obama blev anledningen til at slå ind på kursen mod den øverste magt, var inspireret af præcis den samme logik. I sin tale henvendte Obama sig til sine ”amerikanske medborgere, demokrater, republikanere, uafhængige” – alle stod mere samlede, end de selv var blevet bildt ind.
For i Amerika kunne de blå stater også være hjemsted for de inderligt troende miniputliga-trænere, på samme måde som de røde stater også kunne tælle kulturelle frisindsavantgardister og ’homoseksuelle venner’. De formodede hvide ’valgkredse omkring Chicago’ ville måske have deres skattedollars brændt af på velfærd, men de så dem helst heller ikke spildt på et oppustet Pentagon-budget. Og der var også sorte familier i bykerneghettoerne, der uanset deres udsatte position, så udmærket forstod, at det ikke kan være ”regeringens opgave alene at lære vores børn at lære … at børn ikke kan præstere deres allerbedste, hvis vi voksne ikke hæver vores forventninger til dem, slukker for tv-apparaterne og holder op med at bagtale de sorte unge, der læser bøger og kalde dem overløbere, der opfører sig hvidt”.
Hver gang der var nogen, som talte forskellene mellem amerikanerne op i overstørrelse, var det et værk af spin-mestre og kræmmere i negativ reklame, der havde tilsluttet sig en politik om, at ’alt er tilladt’. Men det ’sande Amerika’ havde ikke brug for den slags kategoriseringer. I det lys, der strålede ud fra Obama, var der ikke et liberalt Amerika, og der var ikke et konservativt Amerika, ikke et sort Amerika, ikke et hvidt Amerika, ikke et latino-Amerika, ikke et asiatisk Amerika – der var kun et ‘De Forenede Staters Amerika’. Alle de forskellige udgaver af den amerikanske erfaring blev bundet sammen af et fælles håb:
”Det er håbet hos de slaver, der sidder omkring bålet og synger sange om frihed. Det er håbet hos de indvandrere, der sætter kursen imod de fjerne kyster. Det er håbet hos den unge flåde-løjtnant, som tappert afpatruljerer Mekong-deltaet. Det er håbet hos fabriksarbejderens søn, der vover at trodse alle odds: Det håbet hos en tynd dreng med et underligt navn, som tror på, at Amerika også har plads til ham.”
Men talen fortalte os ikke den fulde historie om de mennesker, som den var henvendt til. Nogle af de samme indvandrere havde kastet med brandbomber mod nogle af børnene til de samme slaver. Den unge flådeløjtnant var imperialistisk redskab i en fejlslagen og umoralsk krig. De amerikanske splittelser var virkelige. I 2004 var det ikke lykkedes for John Kerry at vinde én eneste sydstat. Men Obama appellerede til amerikanernes tro på uskylden – især på den hvide uskyld – og bortforklarede landets historiske fejl som misforståelser og et værk af en mindre klike snarere end et udtryk for en mere omfattende og bevidst ondskab eller udbredt racisme. Amerika var god. Amerika var stor.
Over de næste 12 år lærte jeg Obama at kende som en dygtig politiker, et dybt moralsk menneske og en af de største præsidenter i amerikansk historie. Han var fænomenal – den mest behændige til at aflæse og navigere hen over farveskellet, jeg nogensinde har oplevet. Han havde evnen til at tale til følelserne og få dyb og oprigtig tilslutning fra sorte menneskers hjerte og aldrig give udtryk for tvivl omkring hvide menneskers hjerter. Netop det var kernen i hans berømte tale fra 2004. Og netop den tilgang var omdrejningspunkt for hans historiske valgkampstale på Philadelphias National Constitutional Center under præsidentvalget i 2008 – og gjorde ham siden blind over for den folkelige appel hos Trump (”Som udgangspunkt gør en præsidentkandidat det svært for sig selv, hvis hans eneste budskab er at fortælle folk, hvor forfærdeligt alting er,” som Obama sagde til mig engang.)
Med det nederlag, præsidenten har lidt, da det ikke lykkedes at cementere hans arv med Hillary Clinton som efterfølger, har vi på en gang fået udstillet grænserne for hans optimisme og præsidentvalgssejres ekstraordinære karakter. I otte år betrådte Barack Obama den tynde is, og ikke én eneste gang gik han igennem den. Intet i denne tid gav indikationer af, at en mere direkte konfrontation med den faktiske racisme i det amerikanske liv kunne have givet ham sikrere fodfæste.
Jeg havde mødt præsidenten et par gange før. I hans anden periode havde jeg i avisartikler kritiseret hans altoverskyggende tillid til farveblindhedens politik og hans omfavnelse af retorikken om ’personligt ansvar’, når man taler til afroamerikanere. Jeg så ham som en mand, der ville spille på to heste. Han ville på den ene side være præsidenten for alle og således ikke en fortaler for sorte, men snart efter ville han påberåbe sig sin sorte identitet for at belære sorte mennesker om, at det ikke kunne nytte, hvis de vedblev med ’at træffe dårlige valg’. Som svar havde Obama inviteret mig og andre kritiske journalister til Det Hvide Hus til uformelle, men fortrolige samtaler uden for referat.
Jeg forsøgte ved disse audienser at presse mine pointer igennem, men hver gang gjorde jeg en latterlig og ineffektiv figur. Jeg var altid lidt for dårligt klædt på og lidt for skinger i tonen. Den ene gang var jeg alt for ydmyg, den anden gang for krigerisk. Jeg blev helt befippet af frygt – ikke af frygt for hans embedes enorme magt (hvor frygtindgydende og imponerende det så end er), men af frygt for hans åbenlyse karisma. At sige at Obama ’taler som en professor’, er at undervurdere hans hjernes hurtighed og adræthed. Disse samtaler mindede på ingen måde om pressemøder – præsidenten gik mere i dybden og talte med stor fortrolighed om en række emner.
Engang så jeg ham ubesværet svare på spørgsmål om alt fra valgkampe over amerikansk økonomi til miljøpolitik. Og så henvendte han sig til mig. Jeg kom til tænke på George Foreman, der engang optrådte med et show, hvor han boksede med flere modstandere på en gang og uden besvær bankede fem udfordrere, og fik pludselig en ide om, hvordan det måtte føles at være den sidste af dem.
Sidste forår spiste vi en let frokost sammen. Vores samtale var afslappet og oprigtig. Han fortalte mig, hvor højt han satte LeBron James og Stephen Curry – ikke som basketball-talenter, men som personligheder, der havde bevaret begge ben på jorden. Jeg spurgte ham, om han var vred på sin far, fordi han forlod ham, da han var lille, for at tage tilbage til Kenya – og om dette brud havde påvirket hans retorik. Han sagde, at det mente han ikke, det havde, og takkede sin mor og bedsteforældre for, at han havde lært at tackle det på den måde. Så blev det min tur til at være selvbiografisk. Jeg fortalte ham, at jeg i hele mit liv havde måttet høre på den slags ’tag jer sammen’-snak, som han havde excelleret i over for sorte unge, f.eks. i sin tale på Morehouse Universitet (der kun optager sorte mænd, red.) i 2013.
Jeg sagde til ham, at den slags snak ikke var velegnet, hvis man ville nå ind til den indre uro, der ofte skjules bag de hårde masker, som de børn sætter op. Jeg sagde til ham, at det nu engang var min holdning, fordi jeg engang selv var en af de børn. Det virkede, som om han var parat til at indrømme, at jeg kunne have en pointe, men jeg er ikke sikker på, han blev overbevist. Ikke desto mindre blev han og jeg enige om at mødes igen og føre mere formelle samtaler om dette og andre spørgsmål.
Hvor usandsynlig den blotte tanke om en sort præsident engang var, fremgår af det forhold, at dens mest levende repræsentationer altid var komiske. Et godt eksempel er Dave Chappelles profane Black Bush fra begyndelsen af 2000’erne (”Denne nigger har muligvis masseødelæggelsesvåben! Jeg kan ikke bare sove på det!”). Eller Richard Pryor som den sorte præsident i 1970’erne, der lovede, at nu ville der komme sorte astronauter og sorte quarterbacks (”Lige siden Rams gav slip på James Harris, har jeg haft krampe i kæben!”). Ifølge den model er sort kultur så potent, at præsidentembedet må forme sig efter den. Da først forestillingen blev løftet ud af komedien og over i virkeligheden, viste det modsatte sig imidlertid at være tilfældet.
Obamas DNC-tale er nøglen. Den hører ikke til ’beredskabslitteraturen’, men derimod til de visionære præsidenters litteratur – mænd, der ikke taler så meget om tyngdekraft og virkelighed som om forhåbninger og drømme. Da Lincoln fremmanede sin drøm om en nation ”undfanget i frihed” og svor troskab over for idealet om, at ”alle mennesker er født lige”, gik han fuldstændig hen over det ene folkeslags næsten-udryddelse og det andets slavebinding. Da Roosevelt sagde til sin nation, at ”det eneste, vi har at frygte, er frygten selv”, påkaldte han sig en drøm om amerikansk almagt og grænseløs kapacitet. Men de sorte mennesker, der dengang havde levet under mere end et halvt århundredes terrorkampagne, havde ganske meget at frygte, og det var ikke Roosevelt, der kunne redde dem. Den drøm, som Ronald Reagan påkaldte i 1984 – ”nu er det igen daggry i Amerika” – gav ikke nogen mening i bykerne-ghettoerne, som var belejret af årtiers redlining-politik for ikke at nævne crack og alt for mange frit cirkulerende håndvåben.
I sin tale rodede Obama på samme måde slaven og den nation af indvandrere, der profiterede på slaveriet, sammen. For at forstærke majoritetens drøm skrives minoritetens mareridt ud af historien. Til samme tradition hørte også den ’tynde dreng med det underlige navn’, der ville være præsident. Og det var også den eneste eksisterende tradition, der havde den mindste chance for at få en sort person placeret i Det Hvide Hus.
Obamas favnelse af den hvide uskyld var nødvendig af ren og skær hensyn til hans politiske overlevelse. De få gange han forsøgte at afvige fra manuskriptet, kunne han være sikker på at blive taget i skole. Hans afdæmpede protest imod anholdelsen af Henry Louis Gates Jr. i 2009 bidrog til, at hans popularitetstal faldt blandt de hvide, som stadig udgør vælgerflertallet. Hans bemærkninger om drabet på Trayvon Martin – ”Hvis jeg havde fået en søn, ville han ligne Trayvon” – hjalp til at gøre denne tragedie til et samlingpunkt for mennesker, der var lige så ligeglade med Martins morder, som de var optagede af at finde nye anledninger til at pukke på præsidenten. Michael Tesler, professor i politilogi på UC Irvine, har studeret effekten af Obamas racetilhørsforhold på de amerikanske vælgere. ”Ingen anden faktor er kommet så tæt på at splitte vælgerne så effektivt ved de demokratiske primærvalg som deres følelser omkring afroamerikanere,” kunne han og hans medforfatter, David O. Sears, konkludere i deres bog Obama’s Race: The 2008 Election and the Dream of a Post-racial America.
”Konsekvenserne af holdninger til race ved de individuelle stemmeafgivninger … var så stærke, at det ser ud til at have overhalet de substantielle konsekvenser af de racemæssige holdninger på Jesse Jacksons mere racistisk ladede kampagne for at blive nomineret i 1988.” Da Tesler undersøgte 2012-kampagnen i sin næste bog, Post-Racial or Most-Racial? Race and Politics in the Obama Era, havde meget lidt forandret sig til det bedre. Efter at have analyseret i hvilket omfang racemæssige holdninger berørte mennesker med tilknytning til Obama under 2012-valget, måtte Tesler konkludere, at ”det racemæssige smittede af fra Barack Obama til massevurderinger af Mitt Romney, Joe Biden, Hillary Clinton, Charlie Crist og selv Obama familiens hund Bo.”
Men trods dybt rodfæstet race-nag og trods den fuldstændige modstand, Kongressens republikanere satte i værk i samme øjeblik, Obama rykkede ind i Det Hvide Hus, formåede præsidenten at udrette store bedrifter. Han fik genrejst nationens sundhedssystem. Han fik revitaliseret et justitsministerium, der energisk opprioriterede sine undersøgelser af politibrutalitet og diskrimination, og han begyndte at demontere det private fængselsvæsen for de fanger, der havde fået dom ved forbundsdomstole.
Obama nominerede den første latino til højesteretsdommer, udtrykte præsidentiel støtte til ægteskab mellem mennesker af samme køn og gjorde op med det amerikanske militærs ‘don’t ask, don’t tell’-politik og ærede således den borgerretstradition, der havde inspireret ham. Og hvis selve hans eksistens skabte betændelsestilstand i Amerikas racistiske samvittighed, styrkede den samtidig landets antiracistiske fantasi. For millioner af unge i dag er det ganske normalt, at USA har haft en afroamerikansk præsident. I en artikel i The New Yorker bemærkede Jelani Cobb engang, at ”før vi fik en sort præsident, var det umuligt at forestille sig, hvor store begrænsninger, der ville ligge i at få en”. Det samme kan siges om de muligheder, der nu blev åbnet. I 2014 forpligtede Obama-administrationen sig til at skifte kurs i krigen mod narkotika gennem omfattende strafnedsættelser for dømte for narkokriminalitet. Administrationen forudså, at det kunne blive nødvendigt at lempe straffene for så mange som 10.000 fanger.
I november havde præsidenten kun fået nedsat 944 straffe. I alle henseender var Obamas indsats dermed sørgeligt utilstrækkelig, bortset fra en enkelt: Han havde klaret sig bedre end næsten alle forgængere, der var gået forud for ham i moderne tid. Obamas 944 strafnedsættelser er rekord for et helt århundrede og er mere end, hvad de forrige 11 præsidenter opnåede tilsammen.
Obama blev født ind i et land, hvor lovgivningen stod i vejen for, at det overhovedet kunne tænkes endsige lade sig gøre, at han kunne blive præsident og havde stået ved magt i lang tid. En sort præsident ville altid være en selvmodsigelse for en statsmagt, der, i det meste af sin historie, havde undertrykt sorte mennesker. Forsøget på at løse modsigelsen gennem Obama – en sort mand med dybe rødder i den hvide verden – var bemærkelsesværdigt. Prisen var uhørt høj. Den verden, der blev banet vej for, var ufattelig.