Charly Triballeau/AFP/Ritzau Scanpix
“En civilisation, der ikke er i stand til at løse problemerne, den skaber, er en dekadent civilisation.” – Aimé Césaire, Diskurs om Kolonialismen (1950).
Verdensmesterskaberne i herrefodbold drøner derudad og bød natten til tirsdag på et opgør, der lugtede af både fisk og neokolonialisme. Norge tørnede sammen med Senegal, der efter en ihærdig indsats og to mål fra Crystal Palace-angriberen Ismaïla Sarr måtte se sig slået 3-2 af de selviscenesatte vikinger. Norges hemmelige våben var ikke kun deres suverænt største stjerne og dobbelte målscorer Erling Haaland, men angiveligt også rigelige mængder fed fisk.
Få dage før kampen fløj en nyhed rundt i mediemaskinen om, at Norges landshold til USA har medbragt 500 kg (!) fisk og skaldyr fra hjemlandet – alt fra laks, sej, fjeldørred og jomfruhummer. Holdets chefkok Aron Espeland forklarede beslutningen med reference til omega 3 og vitamin D og nødvendigheden af spillernes “gode ernæring” – som man (underforstået) selvfølgelig ikke kan anskaffe sig i fastfoodkædernes moderland.
Et hurtigt blik på pressemeddelelsens afsender – Norges Sjømatråd – afslører dog snarere et billede af et storstilet marketingstunt. Sjømatrådet er en statsfinansieret markedsorganisation, der ikke er en lobbyorganisation i traditionel forstand, men med egne ord “jobber sammen med den norske sjømatnæringen for å øke verdien av norsk sjømat i etablerte og nye markeder verden over”.
Erling Haaland indtager en hovedrolle i organisationens kampagnearbejde og er blevet kronet til en slags global fiskeambassadør for Norge. Enhver norsk laksekapitalist må gnide sig i sine gyldne hænder over billedet af Manchester Citys muskelbundt, der sidder foran en overdådig fiskebuffet og fremhæver laksen som essentiel ernæring for sportseliten.
Der er dog noget sært ironisk over, at den norske fiskeindustris mediestunt faldt sammen med kampen mod netop Senegal. For hermed henleder Norges Sjømatråd ubevidst opmærksomheden til den værste side af den norske lakseindustri.
I 2024 udgav fødevare-ngo’en Foodrise rapporten Blue Empire, som konkluderede, at den norske lakseindustri udgør en ny form for “fødevarekolonialisme”. Norske producenter fanger massive mængder vilde fisk uden for de vestafrikanske kyster i Senegal, Gambia og Mauretanien. Fiskene bliver ikke spist, men i stedet brugt til at producere fiskeolie, der bruges som foder for opdrættede laks i de norske fjorde. Ifølge rapporten krævede den norske lakseproduktion i 2020 2 mio. ton vildfisk til at producere 1,5 mio. ton opdrættede laks.
Praksissen fortsætter, mens befolkningen i fx Senegal plages af underernæring og fødevareusikkerhed. Ifølge Verdens Fødevareprogram (WFP) er knap en halv mio. senegalesere ramt af en kritisk mangel på fødevaresikkerhed. Problemerne kunne principielt mindskes, hvis de lokale fiskere selv fik adgang til de vilde fisk. Som der står i rapporten: “Mens lakseproducenter praler af deres bæredygtighedsmeritter, er industriens ineffektive og ødsle brug af begrænsede naturressourcer med til at ødelægge folks levebrød og forværre fejlernæring i lande som Gambia, Senegal og Mauretanien.”
Da den fransk-martinikanske digter Aimé Cesaire skrev om en civilisations “dekadence” i Diskurs om Kolonialismen, var det primært en reference til Europas åndelige og moralske forfald under koloniseringen af Afrika. Ordet ‘dekadence’ er samtidig forbundet med overforbrug, luksus og ressourcespild. Begge betydninger er vel egentlig dækkende for lakseindustriens VM-stunt. Senegals gamle koloniherre var en fransk soldat med en riffel, nu er det en norsk fodboldspiller med maven fuld af fisk. /Claes T. Sørensen