De ville ændre verden. I stedet fik de aktiespekulanter, klimaødelæggelser og stigende ulighed

Tænker man på kryptovaluta, er det, der dukker op, højst sandsynligt investeringer så volatile, at de kan gøre dig millionær den ene dag og efterlade dig uden en krone den næste. For nogle er det måske med en ærgrelse over ikke at være en af dem, der i 2010 købte Bitcoin for et par småmønter og tre år efter kunne få beløbet op til 300.000 gange igen.

Forskere mener, at den globale indkomstulighed kun er blevet værre, siden kryptovaluta så dagens lys i 2009 med Bitcoin som den allerførste af sin slags. I de senere år har netop Bitcoin fået endnu mere negativ opmærksomhed: Ikke mindst for de mængder elektricitet og kul, som såkaldte mining farms på tværs af særligt USA og Asien skal bruge for at løse de matematiske udregninger, der validerer transaktionerne på et decentraliseret netværk og derigennem udsteder den digitale valuta.

Men kryptovalutaer – som der i dag er udviklet over 10.000 forskellige af, og de største blandt andre tæller Ethereum og Dogecoin – trækker ikke alle på klimaets ressourcer. Og det var heller ikke den verden, en gruppe unge computernørder drømte om, da de lagde fundamentet for de krypteringsteknologier, der senere blev til den blockchainteknologi, som kryptovaluta baserer sig på. I stedet havde de en drøm om et overvågningsfrit system, hvor hverken staten, banker eller andre uvedkommende tredjeparter skulle kunne blande sig i, hvad du købte, hvor eller hvem du var, eller hvad du skrev på internettet.

Selvom cypherpunkbevægelsen, som den blev kaldt, ikke længere findes, trækker den stadig tråde til i dag. For eksempel til navne som Satoshi Nakamoto – den ukendte skikkelse, der opfandt Bitcoin, men aldrig har vist sit ansigt – og den australske WikiLeaks-stifter Julian Assange, der inspireret af cypherpunkmiljøet lækkede dokumenter om alt fra USA’s drab på civile i Irak og Afghanistan og misbrug af fanger i Guantánamo til hemmelige korrespondancer i den syriske regeringstop.

Det startede med en e-mail

I kølvandet på opfindelsen af World Wide Web – det internet, mange af os bruger i dag – inviterede de tre mænd Eric Hughes, Timothy (Tim) May og John Gilmore i 1992 en gruppe ligesindede til Hughes’ hus i Californien. Fælles for dem var ikke bare, at de var blandt nogle af tidens bedste matematikere og programmører – flere af dem kunne med deres indbringende karrierer pensionere sig selv allerede i deres 30’ere – men også, at de delte en fundamental bekymring om, hvilket overvågningssamfund det nye internet ville skabe.

“De var alle af den opfattelse, at tidens store politiske spørgsmål var, om verdens regeringer ville bruge internettet til at indskrænke den enkeltes frihed og privatliv gennem digital overvågning, eller om selvstændige individer ville underminere og endda ødelægge staten ved hjælp af de undergravende redskaber, som den digitale teknologi også lovede,” skriver tidsskriftet American Scientist.

For at få flere med, startede de en mailliste, der fik flere hundrede modtagere, og hvor gruppen “forudsagde, udviklede eller opfandt næsten alle de teknikker, som computerbrugere i dag anvender for at undgå myndighedernes overvågning. Tim May foreslog blandt andet sikre kryptovalutaer, et værktøj, der gjorde det muligt for folk at surfe anonymt på nettet, en ureguleret markedsplads – som han kaldte ‘BlackNet’ – hvor alt kunne købes eller sælges uden at blive sporet, samt en prototype på et anonymt whistleblower-system”.

Hughes, May’ og Gilmores e-mail-liste var dels en analog udgave af det ellers fysiske diskussionsforum. Og dels et sted, hvor kodekyndige eksperimenterede med at udvikle nye teknologier baseret på kryptografi – der indtil 1970’erne primært var noget, der blev brugt af militæret og efterretningstjenester: “Kryptering er kunsten og videnskaben at holde ting hemmelige for dem, man ikke ønsker skal kende til dem, samtidig med at man afslører dem for dem, man ønsker skal kende til dem.”

Det var også kryptografien, der lagde fundamentet for den senere opfindelse af blockchain, der i dag ikke kun bruges til kryptovaluta, men blandt andet også til såkaldte smartkontrakter mellem en køber og sælger, hvor man kan fjerne besværlige mellemled – ligesom det er den teknologi, eksempelvis Nationalbanken overvejer at satse på for i fremtiden at indføre en slags digital version af kontanter.

For meget regering

Gruppen blev på et af sine første fysiske møder døbt cypherpunks af medlemmet Jude Milhon. Som den irske lektor i digital kultur Rachel O’Dwyer skriver i bogen Tokens fra 2023, kan cypherpunkbevægelsen bedst forstås som en slags anarkister på det tidlige internet, der troede, at de kunne skabe en teknisk løsning på “for meget regering”. På den måde appellerede den både til libertære kapitalister og anarkistiske socialister, der fra hver deres udgangspunkt var skeptiske over for statens indblanding.

En forsidehistorie fra techmagasinet Wired i 1993 opsummerede visionen sådan her, efter at have deltaget i et af gruppens tidlige møder: “De tilstedeværende i dette rum håber på en verden, hvor en persons digitale fodspor – alt fra en holdning til abort til den medicinske journal for en faktisk abort – kun kan spores, hvis den pågældende selv vælger at afsløre dem; en verden, hvor sammenhængende budskaber suser rundt om kloden via netværk og mikrobølger, men hvor indtrængende og myndigheder, der forsøger at udtrække dem af æteren, kun finder volapyk.”

“Der er kun én måde, hvorpå denne vision kan blive til virkelighed, og det er gennem udbredt brug af kryptografi. Er dette teknologisk muligt? Absolut. Hindringerne er politiske – nogle af de mest magtfulde kræfter i regeringen er helliget kontrollen med disse værktøjer. Kort sagt er der en krig i gang mellem dem, der ønsker at frigøre kryptografi, og dem, der ønsker at undertrykke den.”

Wired forudså på mange måder, hvad der fulgte i årene efter.

Forløberen til WikiLeaks

Cypherpunk-bevægelsen forsvandt pludselig fra internettets overflade, da John Gilmore i november 2001 fjernede maillisten fra sit domæne toad.com, uden at nogen fandt ud af hvorfor. Men deres idéer forduftede ikke; snarere fik de endnu mere medvind, da den australske journalist og programmør Julian Assange i 2006 stiftede WikiLeaks, hvor han brugte cypherpunkbevægelsens opfindelser til at lække statshemmeligheder.

Assange har kaldt cypherpunks “bevægelsen, der skabte WikiLeaks” og skrev i 2012 en hel bog om den sammen med de tre computereksperter Jacob Appelbaum, Andy Müller-Maguhn og Jérémie Zimmerman. Assange var inspireret af John Young, der også var at finde på cypherpunk-bevægelsens mailliste og i 1996 grundlagde hjemmesiden crypto.me. Her offentliggjorde Young regeringsdokumenter og afslørede identiteter på en række personer tilknyttet efterretningstjenester som CIA og Stasi. De to var i løbende kontakt, og Young hjalp Assange med at stifte WikiLeaks.

Assange var altså direkte inspireret af de kryptografi-baserede teknologier, som cypherpunk-bevægelsen videreudviklede – også selvom han ikke var enig i alle medlemmernes principper. Ifølge American Scientist var Assange særligt kritisk over for, at Timothy May talte om de “rådvilde 95 pct. af befolkningen”, der underforstået var for dumme til at forstå, hvordan verden hang sammen. “Det er de 2,5 procent i hver ende af normalfordelingen, jeg har i sigtekornet,” lød Assanges modsvar.

Alligevel blev Assange af cypherpunk-stifterne stadig anset som en del af gruppen. Som May sagde til tidsskriftet: “Jeg regner ham for en af os.”

Assange var fra 2010 og frem til sin anholdelse i 2019 eftersøgt af de amerikanske myndigheder. Samme år – 2010 – blokerede Mastercard, Visa og PayPal donationer til WikiLeaks, men heldigvis for Assange var verdens første kryptovaluta lanceret året forinden: Bitcoin, som han pludselig fik store donationer fra, efter en cypherpunk skrev følgende på onlineforummet bitcointalk.org: “Kom bare an. Lad os opfordre WikiLeaks til at bruge Bitcoins.”

Selvom WikiLeaks bidrog til Bitcoins popularitet – og Bitcoin omvendt sikrede WikiLeaks’ overlevelse – var kryptovalutaens ukendte stifter med pseudonymet Satoshi Nakamoto i første omgang ikke videre begejstret: “Nej, lad være med at komme an … Jeg opfordrer WikiLeaks til ikke at forsøge at bruge Bitcoin. Bitcoin er et lille beta-fællesskab, der stadig er i sine tidlige dage … den opmærksomhed, I ville skabe, ville sandsynligvis ødelægge os på det her stadie.”

Aldrig helt anonym

Bitcoin blev det første fungerende blockchainsystem, der bedst kan forklares som en række sammenkædede blokke, som er afhængige af forskelligartede algoritmer, herunder bl.a. såkaldte hashing- og konsensusalgoritmer. The Guardian forklarer:

“[Blockchain] går … ud på, at verificerede, men endnu ikke bekræftede, transaktioner samles i en blok, der spredes ud over brugernetværket og føjes til en stak af andre blokke. Denne blockchain opbevares, i det mindste i teorien, af hver enkelt bruger i en ‘distribueret hovedbog’, hvilket gør en central tredjepartsmyndighed overflødig.”

Tanken er altså, at man kan sende eksempelvis penge mellem to parter, uden at en tredje myndighed skal indblandes  – hvorfor blockchain af dens modstandere kritiseres for at skabe et vildt vesten for ulovlige overførsler og lyssky aktiviteter.

Men man er aldrig helt anonym, da teknologien stadig sikrer et element af identifikation. Det gælder også kryptovaluta som Bitcoin, for som The Guardian fortsætter: “Traditionelle Bitcoin-tegnebøger åbner mulighed for identifikation ved at se på andre betalinger foretaget fra den samme tegnebog: For eksempel er det let at spore en bruger, der sender penge til en kendt narkohandler med den samme tegnebog, som vedkommende bruger til at købe computerudstyr fra Overstock.com.”

Omgærdet af mystik

Bitcoin blev opfundet af Satoshi Nakamoto, som ingen ved hvorvidt er én eller flere personer, eller ja, findes – da vedkommendes såkaldte wallets, der opbevarer valutabeholdningen, har været urørt siden 2009. I årene efter har flere internationale medier nysgerrigt forsøgt at finde ud af, hvem Nakamoto er – på samme måde som de har været optaget af at afsløre kunstneren Banksys identitet.

Blandt andet har Newsweek udnævnt den japanske mand Dorian Prentice Satoshi Nakamoto som værende den Satoshi Nakamoto, hvilket han har afvist. Ligesom The New York Times så sent som i april i år og med et relativt omfattende bevismateriale påstod, at Satoshi Nakamoto i virkeligheden er den britiske kryptograf Adam Back. Også han har nægtet.

Cypherpunk-bevægelsen har altså fra den spæde start været omgivet af gåder og gætterier. Men det understreger netop pointen: Ikke alt behøver at forklares, bevises eller dokumenteres, og nogle ting opererer bedst i det skjulte.

Ikke desto mindre endte Bitcoin og flere andre kryptovalutaer langt hen ad vejen med at skuffe de mest radikale cypherpunkere, i takt med at pengene – og magten – blev koncentreret i hænderne på de få.

Som The Guardian skrev i en anmeldelse af Nakamotos white paper, der introducerede idéen om Bitcoin året inden dens lancering: “Ligesom Sex Pistols blev opslugt af den industri, de gav sig ud for at ville ødelægge, og ligesom visionen om et decentraliseret, ucensureret og frit internet gik til grunde med dets kommercialisering, er Bitcoin blevet overtaget af dem, som økonomen Noufriel Roubini kalder ‘charlataner og svindlere’. Det, der er værd at redde, er ikke så meget Bitcoin, men Nakamotos vision for den.”

/Emma Louise Stenholm

I morgen skal det handle om algoritmen PageRank, der gjorde Google til den største søgemaskine i verden – og hvordan man overhovedet søgte sig frem til information, før internettet blev opfundet.