Fantasien til at forestille sig

Forfatteren Ursula Le Guin udgav i 1971 novellen Større end riger og langsommere. I bogen ankommer et hold af forskere – der ikke alle kan lide eller forstår hinanden lige godt – til en planet, der er nærmest fuldstændig dækket af skov. De begynder at undersøge skoven, mens underlige situationer langsomt opstår; og de kan ligefrem mærke noget, der iagttager dem. Langsomt går det op for forskerne, at denne skovverden har en bevidsthed; og det havde de ikke tænkt over, da de påbegyndte deres forskning.

Forskernes oplevelser fortæller om et natursyn i forandring, hvilket også danskerne gennem de senere år har gennemgået. Ud over at ændre selve vidensgrundlaget for naturen – altså hvilken natur flest mulige arter har gavn af – handler det om at forestille sig, hvordan verden kan se ud; at den er andet, end hvad man forestillede sig.

I en note bagerst i bogen skriver Le Guin:

“Jeg forestillede mig en skovverden. En verden af planter, gensidigt forbundne via rodsystemer, pollendrift og andre udvekslinger og æteriske bånd så komplekse, at de samles i fuld bevidsthed og måske intelligens. Konceptet fyldte min fantasi på en måde, der ikke kommer helt til udtryk i ‘Større end riger og langsommere’. Men jeg er glad for, at jeg skrev den. Og glad for at vide, at den seneste forskning ikke alene bekræfter muligheden for, men eksistensen af kommunikationssystemer mellem en skovs træer, der er ligeså essentielle for deres væsen og deres velbefindende, som tale er for os.”

Le Guin havde evnen til at forestille sig træernes kommunikation, inden forskning senere understøttede det. Træernes hemmelige liv af Peter Wohlleben udkom i 2016 og var en massiv succes i populærkulturen, mens også dokumentaren Fantastiske svampe, der udkom i 2019, bragte naturen hjem i de danske stuer. Både bogen og dokumentaren viste henholdsvis træer og svampe som yderst komplekse – og intelligente – arter, meget som Le Guin havde forestillet sig dem.

De budskaber har ramt Danmark på det rigtige tidspunkt. For natursynet herhjemme er i forandring – og befolkningen vil samtidig have mere natur og bruger den mere. Med EU’s mål om at have mindst 30 pct. beskyttede naturområder i 2030 (Danmark har lige nu 15,6 pct.), begynder grobunden for vild natur at se frodig ud. For i ønsket om natur ligger også evnen til at forestille sig, hvordan den vilde natur kan se ud. Og hvordan Danmark kan se ud.

Ned i glemslen

Oskar Faye mener, at det er i forestillingsevnen, at forandringen starter.

Oskar Faye er søn af godsejerne på Birkendegaard, Jørgen og Hanne Faye. Som beskrevet i første afsnit af denne føljeton er Birkendegaard en herregård lidt uden for Kalundborg, som længe har været omdrejningspunktet for Fayernes naturprojekter – i start nullerne etablerede de våde engarelaer for at rense kvælstof fra landbruget og spildevand fra de omkringliggende landsbyer. På Birkendegaard har de også aktivt arbejdet med rewilding i fem år. Godset er desuden et af de steder, der bliver påvirket af den motorvej, som skal gå “hele vejen til Novos dørtrin”.

Ud over at være opvokset på Birkendegaard, er Oskar Faye bestyrelsesmedlem i foreningen Dansk Naturgræsning, der blev etableret i 2026. Han læser en bachelor i geografi og geoinformatik på Københavns Universitet, og så er han en af dem, der prøver at tænke naturen på en ny måde. Om det siger Oskar Faye:

“Jeg opdagede egentlig bare, at den natur, jeg var vokset op i og omgivet af i mit liv ude på landet, ikke nødvendigvis var god for alle arter. Tværtimod. Så jeg begyndte at spørge mig selv om, hvordan den ‘naturlige’ natur ser ud? Den natur, hvor arterne har udviklet sig til dem, de er, igennem millioner af år, hvor findes den i Danmark?”

Oskar Faye beskriver de opdelte landskaber, som dengang var kvalitetsnatur for ham: Intensivt landbrug, højstammet lukket skov eller produktionsskov. Han uddyber: “Så var der engene, men de blev kun sommerafgræsset intensivt eller slået med en græsslåmaskine. Enten var det helt overgræssede enge eller en helt tæt skov med lukket kronedække. Det er simpelthen ikke sådan, arter i Danmark trives bedst.”

I andet afsnit af føljetonen dykkede vi ned i, hvordan flest mulige arter trives bedst. Oskar Faye siger om arterne, at “de har udviklet sig i et varierende, lysåbent og blomstrende skovlandskab, hvor de store græssere skabte pladsen til at lyset kunne bryde igennem skovene til alle de lysfølsomme arter, som i dag er marginaliseret i vores landskaber. Vi har glemt, at de store dyr er en del af vores natur”.

Og det er netop den natur, som Oskar Faye nu prøver at få frem – den der skubber til margen, som han også beskriver som “overgangsnaturen”. Om at skabe natur siger han desuden: “Det er fantastisk at kunne – for mig er der en blanding af nysgerrighed og håbefuldhed i at kunne gøre noget. Det er givende at handle. Der burde være flere i Danmark, der havde mulighed for at få samme positive oplevelse.”

Og ud over aktivt at gøre noget i en biodiversitetskrise, er naturen med til at skabe andre samfundsgoder, som ikke må underkendes, som for eksempel rent drikkevand, sikre mod oversvømmelser og kulstoflagring, fortæller Oskar Faye. Og så er der også sket noget andet hos ham: “Vi har taget pladsen, og nu forstår vi, at vi kan gøre noget. Det er altid dejligt at opdage noget, der er større end en selv. At prøve at genopdage en relation mellem mennesker og natur.”

Naturnær græsning – som Oskar Faye er fortaler for – er en af de store motorer for at få vendt biodiversitetskrisen. Det, der gør det svært, er, at der er så mange barrierer, fortæller han.

Barriererne er der heldigvis nogen, der har styr på.

Frustrerende barrierer

Therese Bloksted er rådgiver i organisationen Det Gamle Land og har arbejdet med rådgivning om natur i 15 år. Både filmfotografen og naturskaberen David Katznelson (som vi mødte onsdag) og Birkendegaard nævner Therese Bloksteds navn i flæng. Og det gør de, fordi det er svært at finde ud af, hvad man må og ikke må. Der er komplekse regelsæt bundet op på det “at lave natur”.

Nogle gange er det de helt nøgterne ting, som reglementet fra Kystdirektoratet, der spiller ind i at skabe natur, og andre gange er der arkæologiske interesser i området – og nogle gange handler det om noget så lavpraktisk som at få tilladelser til at grave eller opsætte læskure, fortæller Therese Bloksted. Og så er der et andet element, som nok er den største forhindring i at lave natur: Tid. Hun forklarer: “Tilladelser – ligegyldigt hvorfra de skal indhentes – kræver tid – og af den årsag er det vigtigt i et naturprojekt, at man har en klar og tydelig vision.”

Therese Bloksted fortæller desuden, at det oftest tager “utroligt lang tid – og det kan være frustrerende”.

Frustrerende ja, men myndigheder skal kunne se det fornuftige i ens projekt for at godkende det, fortæller rådgiveren. Og når det kommer til et projekt som skovgræsning – der er dokumenteret som værende god natur for flest mulige arter – er det muligt at få tilladelser: Det, som naturskaberne nu venter på, er skovordninger, der gør det muligt “rentabelt at afgræsse skovene”, fortæller Therese Bloksted.

Skovgræsning har flere positive effekter på biodiversiteten i et naturområde, men Skovlovens paragraf 9 betyder, at kun 10 pct. af skov må benyttes til naturgræsning. Om paragraf 9 lyder en af bemærkningerne:

“Det primære formål med bestemmelsen er at give skovejerne mulighed for at variere driften uden at skulle have dispensation. Det forventes, men er ikke et krav ifølge loven, at drift med stævning eller skovgræsning vælges på steder, hvor en sådan drift har et naturmæssigt eller kulturhistorisk sigte.”

Det klare mål med bestemmelsen er altså at skabe natur uden at skulle ende ud i at dispensere. Og Therese Bloksted understreger, at der mangler bedre økonomi på området: “Det er supersvært at have økonomi til at lave natur. Man bliver nødt til at få pengene andre steder fra – for det er svært at få det til at løbe rundt med de støtteordninger, der er. De støtteordninger, vi har nu, har ikke økonomisk rykket sig de sidste 10 år.”

På trods af både økonomi og langsommelige processer er der positivitet ude blandt naturskaberne. “Kontrolformerne til de støtteordninger vi har i dag, har ændret sig til det mere fleksible. Der bliver lavet god natur på de ordninger, der er. Men på nogle punkter kan den stadig blive bedre,” siger Therese Bloksted.

Vi kan alle gå på opdagelse

Tilbage til Le Guin og forestillingens evne. For det er vejen frem at forestille sig, hvordan naturen kan blive endnu bedre, mener Oskar Faye. Han anerkender også den langsommelige proces med at få græsserne ud på Birkendegaard. Nu er de der:

“Landskabet er blevet mere fremkommeligt, de store græssere sørger for, at mennesker rent faktisk kan gå på opdagelse i skoven. Og så det vigtigt at sige, at høj dyrevelfærd og biodiversitet netop går hånd i hånd, når det er professionelle dyreholdere – de her dyr, de er nysgerrige på livet, og de har netop muligheden for at udleve det gode dyreliv, i modsætning til de fleste dyr i landbruget,” siger Oskar Faye.

Men hvad kan så mere gøres? Oskar Faye mener, at rewilding skal professionaliseres. Dyrene danner familie og grupper, og “ligesom os har de lysten til at udforske verden – det er vildt, at rewilding kan vise det,” fortæller han. I forbindelse med professionaliseringen af rewilding, er det for ham vigtigt, at mennesker indgår aktivt i naturen:

“Det er vigtigt i verdens tilstand at lede efter nye menneskesyn, som ikke destruerer eller ødelægger jordens beboelighed. Naturgenopretning er virkelig en positiv fortælling for mennesket. At vi kan indgå i en positiv relation med naturen.”

I 2014 afholdt Le Guin en tale, hvor hun blandt andet sagde, at svære tider var på vej. Og så nævnte hun et behov for (forfatter)stemmer, der kan “se og skabe alternativer til den måde, vi lever i dag”.

En konklusion på denne føljeton kunne lyde, at Le Guins drømmeverden om skoven, der omsluttede verden, kan lykkes. For der er faktisk folk, der arbejder for det. Og måske er den vilde naturs indtog i Kalundborg-området et bevis på det. Jeg vil lade Oskar Fayes lettere sarkastisk tone runde af: “Hvis vi ikke engang kan forestille os, at mennesket kan have en positiv rolle på jorden, så er det virkelig galt.”

/Katharina Fie Warrer