Mystiske steder og tågede tilstande

Mystiske steder og tågede tilstande

Tågen har altid været mystisk og fremmedgørende. Uanset hvor den optræder, kommer den ofte som et uhyggeligt varsel, noget er ved at ske. Tågen er gotisk og uhyggelig – eller unheimlich, efter Sigmund Freuds definition. Altså uhjemlig i og med, at den gør noget velkendt – som vores byer og landskaber – fremmede for os. Og så er den befolket af væsener i folkloren.

Lygtemænd dukker op i tågen og lokker dig ud i sumpen med deres lys, imens tågen i sig selv er mosekonens værk. Når hun brygger, lægger tågen sig som et tykt hvid lag ud over landskabet og skaber forvirring og vildfarelse, hvor væsener, vætter og elverfolk vandrer og lokker. Nogle gange ændrer bryggen karakter og stiger til vejrs, når elverpigerne danser.

I I.P. Jacobsens novelle ‘Et skud i taagen’ fra Mogens og andre noveller (1882) er tågen også hjemsted for vanvid.

Den unge Henning er skinsygt forelsket i sin kusine Agathe, som er forlovet med den frejdige og godmodige Niels Bryde. Henning er blevet på familiegården, hvor han behandles lavt af sin onkel og slår sig til tåls med det af kærlighed til Agathe, som af konsekvens heraf ser ham “lavere i følelse, lavere i æresbegreb”.

En dag prøver Henning i jalousi at få Agathe til at tro, at Bryde på sin tur er redet til skovfogeden for at være sammen med dennes smukke datter. Agathe bliver opstemt over Hennings løgne. Og efter at Henning har sagt, at det jo ikke er ham, der siger, at han har set dem kysse hinanden, slår Agathe ham “foragteligt” på kinden. Henning bliver rasende og hævngerrig, og en dag på jagt med Niels Bryde, hvor landskabet er indhyllet i tåge, hører Henning Niels Bryde synge og peger geværet mod sangen og affyrer.

Efter Niels Brydes død vender Agathe og Hennings skæbner. Han bliver rig, men ulykkelig, og hun er fattig, dog også ulykkelig, og Agathe dør, efter hendes nye mand bliver anholdt for svindel. I ligstuen, hvor hun ligger i sin hvide ligdragt, tager Henning hendes hvide bomuldshandske af og holder hånden til brystet og indrømmer da, inden de skilles, hans forbrydelse år forinden.

Da han forlader liget, er det blevet tåget udenfor. Træt går han gennem tågen og sandet.

“[D]er fór en gysen gennem ham, det er en, der går over min grav – der er nogen, der går i mine fodspor, det pusler derinde i tågen bagved som af kvindeklæder, der er noget hvidt derinde i den hvide tåge. […] Og ud af tågen kom det, formløst og dog kendeligt, snigende sig over ham tungt og langsomt. Han søgte at rejse sig, så greb det i ham med klamme, hvide fingre …”

Selvom uhyggen måske ikke er ønskværdig i hverdagen, er det betænkeligt, at vi i stigende grad mister disse steder, hvor vanviddet og vætter hersker. På mange måder er tågen en af vores sidste bastioner for fortryllelse af landskabet på et tidspunkt, hvor vi har mistet alle andre mystiske steder.

“Åh, min sorgløse Hede”

I Europa er forekomsten af dage med lav sigtbarhed faldet med 50 pct. siden 1970’erne, og tågen er en truet tilstand. Men rent forskningsmæssigt er tågen underbelyst, når det gælder klimastudier, skriver forfatter til bogen Chasing Fog (2024) Lauren Pashby i artiklen “Where has all the fog gone?”. Når det kommer til vejret, fokuserer meteorologer mere på regn og sol.

Forskningen omkring tåge er derfor noget sparsom, hvilket især skyldes, at dens forekomst er afhængig af både hav- og landtemperaturer – og kontrasten imellem de to: Et varmere hav kan undertrykke den køling af luften, som gør lummer luft til de små bitte dråber, der udgør tågen, imens en varmere landjord kunne gøre luftstrømmen, der fører tågen ind til land, stærkere. Men til trods for sidstnævnte er den stadig forsvindende.

Vi mister mere og mere af den mystiske natur. Den vilde og utæmmede og uforklarlige. Ja, den natur, der føles magisk og til tider overnaturlig. Et af disse steder var især den jyske hede, der ligesom tågen i Jacobsens novelle også var et vanviddets sted. Og hvis barske og ufremkommelige landskab fyldte en tredjedel af hele Jylland, indtil den blev så heftigt opdyrket, at den i dag kun fylder 2 pct.

Den dengang enorme jyske hede var uhyggelig. Derude lurede der både virkelige og uvirkelige farer. Oppe ved Thy gik “den hvide dame” rundt på heden og spøgte; hun havde angiveligt druknet sit barn og kunne ikke finde fred. Ude på heden boede også samfundets mest udsatte, nogle kaldte dem rakkere, eller natmænd, nogle kaldte dem kæltringer. De var omvandrende tiggere, der ikke kunne finde deres plads, og som levede deres liv på den golde hede. De levede angiveligt i flokke og vandrede sammen, hvilket skræmte landsbyboerne, som ville opdigte vilde fortællinger om de udsatte mennesker. Det lænede nogle af kæltringerne sig ind i og begyndte at bytte gamle ordsprog eller helbredende urter for mad.

“[M]in mennesketomme og sorgløse Hede,” skriver Steen Steensen Blicher i ‘Hosekræmmeren’ (1829) om det golde landskab, han også beskriver som en decideret ørken:

“Ingen Vind bevægede den rødmende Lyng; Luften var lummer og døsig. De fjerne Bakker, som begrændsede Synskredsen syntes at svømme, liig Skyer, omkring den uhyre Slette; og antoge mange vidunderlige Skikkelser af Huse, Taarne, Slotte, Mennesker og Dyr; men alle af dunkle uformede Omrids, ustadige vexlende som Drømmebilleder.”

Heden er længe tabt, og vi har kun tågen tilbage. Så længe den nu holder.

Afmystificering

Vi har behov for steder og tilstande, der stadig indeholder mystik. Vi har behov for uforklarlige tilstande, hvori historier og fortællinger lever,  som vi også var inde på i første afsnit. Magien er fordampet, som den sydkoreansk-tyske filosof Byung-Chul Han skriver i The Crisis of Narration (2024): “Verdens affortryllelse betyder først og fremmest, at vores forhold til verden er reduceret til kausalitet.”

Vi oplever kun vores omverden i årsagssammenhænge, alt er forklaringer og ikke fortællinger. Og kausalitetens hegemoni gør verden og vores opfattelse af den “fattigere”, skriver Han: “Kausalitet er en mekanisk og ekstern relation. Magiske og poetiske forhold til verden hviler på en dyb sympati, der forbinder mennesker og ting.”

Han henviser til den tyske, romantiske digter Novalis, der i sit uafsluttede værk Lærlingene fra Sais (1802) spørger:

“Bliver klippen ikke til et individuelt ‘du’, når jeg henvender mig til den? Og hvad andet er jeg end floden, når jeg med melankoli stirrer på dens bølger, og mine tanker farer vild i dens løb? … Om nogen endnu har forstået stenene eller stjernerne ved jeg ikke, men sådan en må sandelig have været et begavet væsen.”

Og det kan måske føles lidt kontraintuitivt at skulle kanalisere en storladen tysk romantiker i vores forhold til naturen og selv gå ud i verden og tale til stenene, men vores mangel på interaktion med naturen og vores affortryllelse og afsjæling af den har efterladt os fremmedgjorte for den.

Når vi afmystificerer verden, handler det først og fremmest om os selv, skriver den amerikanske filosof Jane Bennett i forordet til sit værk Vibrant Matter (2009):

“Det, som afmystificering afdækker, er altid noget menneskeligt, for eksempel den skjulte søgen efter dominans fra nogle menneskers side over andre, et menneskeligt ønske om at aflede ansvaret for forvoldte skader eller en uretfærdig fordeling af (menneskelig) magt. Afmystificering har en tendens til at afskærme materiens vitalitet og til at reducere politisk handlekraft til menneskelig handlekraft.”

Vi har behov for at afmystificere verden, så vi kan kontrollere den. Og det i sådan grad, at der nu ikke er noget tilbage. De uhyggelige steder er nu fremkommelige og udpinte, imens tågen, som er et af de sidste mystiske steder, vi har, bliver sjældnere og sjældnere. Der er knap plads til dyr og endnu mindre overnaturlige væsener. Selv ikke havfruer kan tåle fedtemøg.