En ny folklore?

På Samsø i slutningen af 1500-tallet bliver den ensomme og melankolske fæstebonde Rasmus Nielsøn venner med havfruen Ibrant, som kan se fremtiden. En dag går Rasmus ved stranden, da han hører et skrig. “Nogen kaldte. Han ville gerne høre det igen, han satte hænderne i siden. Kom så. Ingenting.”

Rasmus er ensom. Så ensom, at han overvejer at banke på oppe hos nabogården, hvor han fra tid til anden stjæler kålhoveder, bare for at snakke med nogen. Da han hører skriget på stranden, bliver han næsten desperat.

“Der var ikke meget at opleve. Et par afskeder der gentog sig, livet var rundt, en lille cirkel nogen havde tegnet om ham. Han lukkede øjnene og rørte ved øjenlågene. De var hævede og ømme, fingrene var iskolde, det var dejligt. Han sukkede. En jagende, barnagtig lyd, det var, som om nogen sagde noget igennem ham. Rasmus satte sig i sandet. Det var koldt og gjorde bukserne våde mod balderne. Bølger. Vind. Han gav sig til at efterligne lyden af det skrig, han havde hørt for nogle dage siden. Meget lavt: Aaah. Han lyttede og håbede, blev varm i kinderne. Skrig igen, tænkte han. Du må godt, jeg vil gerne høre dig.”

I et net ude ved stranden bliver havfruen Ibrant en dag fanget. Men hun ligner ikke en havfrue, som vi måske kender den. I stedet er hun mere dyrelignende:  “Hendes hud blinkede som skæl. Hun havde en snude, munden var bred. Et sørgeligt blik i øjnene.”

I forfatteren Rasmus Daugbjergs eventyr Rasmus Nielsøn (2026) om havfruen Ibrant og fæstebonden Rasmus bliver naturen og havet pludselig nogen, man kan være venner med. Og nogen, der advarer. Ibrant har set fremtiden og vil advare mod den nye prins, der skal fødes, Christian IX og dennes stridslyst.

Genfortryllelse som praksis

I bogen Re-enchanting the World: Feminism and the Politics of the Commons (2018) stiller den italiensk-amerikanske filosof og marxist Silvia Federici (1942-) det ret ladede spørgsmål, hvorvidt den omfattende mekanisering – og endda robotisering – af vores hverdag egentlig er det bedste, tusind års menneskelig arbejdskraft kunne byde på. Hun har et feministisk genfortryllelsesprojekt, og hendes fokus og indgang til at genfortrylle verden er at vende sig mod “the commons”, altså “borgerstanden”, men også det fælles. Så kan vi forestille os at rekonstruere og genopbygge vores liv omkring fællesnævnere og det fælles i vores relationer med andre, herunder dyr, vand, planter og bjerge?

I et andet af eventyreren Rasmus Daugbjergs værker, bogen Trold (2022) ser vi verdens opdyrkning og affortryllelse fra troldens synspunkt. Hun bliver gjort til skurk af menneskene og lærer at gå i dvale som en sten, men da hun vågner igen, er hun pludselig ikke længere i skoven, men i midten af en menneskeby. De har fældet det hele:

“Menneskene er blevet flere i skovbrynet. De trækker hinanden frem over jorden. Menneskene fælder træerne, de fjerner det, som står i vejen for deres plove. Skoven forsøger at æde af luften, at æde af den varme sol. Men menneskebyen æder træerne, og skovens sult svinder med skoven, træ efter træ efter træ. Rundt om menneskebyen vokser markerne. Markerne er menneskehår på jorden. Menneskene svinger deres leer gennem håret og lægger håret i vogne.”

Den lille trold bliver en legemliggørelse af naturen. Det pointerer også ph.d.-studerende i litteraturvidenskab Sara Mering, der forsker i folkesagn, der foregår på heden, i mosen og skoven, til Politiken om genkomsten af folkesagnene: “Fortællingerne giver livet, der findes i landskaberne – i form af planter og dyr – en anden form for krop, som man kan forholde sig til.”

At tolke vand

At genfortrylle verden handler ikke om, at vi skal vende tilbage til en mere primitiv tid, hvor vi greb ud efter overnaturlige myter for at forstå verden, mener Federici. Det handler derimod om, at vi skal gribe ud efter en anden skæbnefortælling end den ret så dystopiske, vi synes at leve i lige pt. Der må være andre måder at tænke verden end den fatalistiske og deterministiske fortælling, som dominerer og retfærdiggør fx at omlægge vores i forvejen sparsomme natur til datacentre i “udviklingens” navn. Bare for at komme med et eksempel.

At genfortrylle verden er at “opdage andre årsager og logikker end dem, der ligger til grund for den kapitalistiske udvikling”, skriver Federici. Det er en praksis og en forudsætning for at stå imod udnyttelse. Det er også en måde at forsøge at overkomme den kløft mellem os og naturen – os og det store “udenfor” – som århundreders konstant kapitalistisk vækst har skabt. Vi har brug for en “anden rationalitet”, der ikke kun er modstander af social og økonomisk ulighed, men ligeledes genskaber vores forhold til naturen og genopfinder, hvad det vil sige at være menneske.

“Jeg ser/ en mand/ i tågen står/ han på fire ben/ han glimter/ han har skæl/ det var ham/ der holdt mig/ vågen/ han fik mig op/ vi drak/ af tågen.”

– Græsenke af Nanna Storr Hansen (2026).

“Åmanden bliver en kropsliggørelse af åen, en måde at tolke vandet på. Hvordan kan man beskytte sig mod disse kræfter, kan man overhovedet forhandle med dem? Det er et møde mellem naturkraft og menneskets økonomi og forventninger. Åens liv mod landsbyens liv omkring den,” forklarer forfatter Nanna Storr Hansen om sin nye bog Græsenke til Politiken. I Nanna Storr Hansens Græsenke er vi i et gammelt landskab, hovedkarakteren er unavngiven, hun er græsenken, et navn for en kvinde, der lever alene, fordi hendes mand er bortrejst. Sammen med sin mand, præsten, bor hun nær en å, hvor åmanden lever. Åmanden skal både i romanen og i folkesagnet have sig et offer hvert år, et nyfødt barn, og hvis han ikke får et, så tager han det selv ved at lokke folk ud i åen med sit violinspil.

Da folkemindesamleren Evald Tang Kristensen for 150 år siden rejste land og rige rundt for at indsamle de almindelige danskeres folkesagn og folkeminder, kom han ud og mødte lokalbefolkningerne og deres forhold til den natur, de var omgivet af og levede i – og de fortællinger, der hørte sig. Noget, der til trods for fælles folketro som ellefolk og vætter, også indebar helt partikulære og stedspecifikke folkesagn. Åmanden hørte fx til i Odense Å. Som filosoffen Jane Bennett skriver – og som vi var inde på i går, så afslørede vores afmystificering af naturen først og fremmest et menneskeligt behov for at dominere og kontrollere den. Vi gør trolden og dens omgivelser til en fjende, vi skal ødelægge til fordel for beton. Og i stedet for lokale folkesagn blev de danske folkeminder erstattet med store og stærke mænd, der erobrer og fortærer, iført hjelme med horn.

Tabte fortællinger

Det er værd at tænke over de ting, vi har tabt i tidens løb, og hvorfor, påpeger Silvia Federici:

“Parallelt med historien om kapitalistisk teknologisk innovation kunne vi skrive en historie om nedbrydningen af ​​vores prækapitalistiske viden og evner, hvilket er den præmis, som kapitalismen har bygget udnyttelsen af ​​vores arbejdskraft på,” skriver hun og fortsætter:

“Evnen til at læse elementerne, opdage planters og blomsters medicinske egenskaber, finde næring fra jorden, leve i skove og skove, lade sig lede af stjerner og vinde på vejene og havene var og forbliver en kilde til en ‘autonomi’, der måtte ødelægges. Udviklingen af ​​kapitalistisk industriteknologi er bygget på dette tab og har forstærket det”

Tabet være sig hede og historier. De historier, der har formet os, lokalhistorierne, folkesagn og minder, som hørte fattigfolkene til, og som er blevet glemt og fravristet os til fordel for hvad? Hvilke fortællinger har vi nu? Hvilket liv findes egentlig ude i den danske natur i dag?

Fortællinger og det at fortælle historier er helende, skriver den tyske kulturteoretiker Walter Benjamin (1892-1940) i essayet “The Storyteller” (1936): “[E]nhver sygdom kunne muligvis kureres, hvis kun den kunne flyde ad fortællingens flod – indtil den nåede munden.” Den såkaldte “sande” historiefortælling er den, der undgår forklaringer, men i stedet lader tingene stå ubesvaret. En historie “bruger ikke sig selv”, skriver Benjamin, i stedet bevarer og præserverer historien sin energi, så den er i stand til at frigive den længe efter, historien er fortalt.

At genfortrylle verden er langt fra at gøre den mere naiv eller overtroisk, men derimod at vende sig mod naturen og acceptere det uforklarlige. Det er at korte afstanden mellem os og “udenfor”. Sidste sommer kunne et britisk studie konkludere, at vores følelse af forbundethed til naturen er mindsket med 60 pct. fra starten af det 19. århundrede og frem til 1990’erne.

Studiets hovedforfatter Miles Richardson sporede tabet ved at kigge på 220 års data om byudvidelse og urbanisering, tab af dyreliv i nabolag, samt at forældre i langt mindre grad videregiver viden og nysgerrighed om naturen til deres børn. Dette tab af menneskeligt forhold til naturen er også at spore i sproget, hvor brugen af natur-ord, såsom flod, skov og træ, også er faldet 60 pct. i løbet af de sidste 200 år.

Naturen forsvinder ud af vores sprog og vores bevidsthed. Vi taler ikke om den, og den kommer i fare for at blive glemt. Vi har brug for flere fortællinger og ord om de få bakker og træer, der omgiver os. At genfortrylle verden er en praksis, og man kan jo starte med at praktisere ved at tale og fortælle om naturen og de mystiske væsener, der engang har boet i den, så de måske kan vende tilbage. Også selvom vi i dag ved, at lygtemændene i tågen og natten slet ikke var lygtemænd, men derimod blot naturgas, der siver op fra moser og antænder. Men det gør det ikke mindre magisk.

ET SIDSTE ORD 

Åmanden bor som sagt ved Odense, ligesom en anden kendt dansker: H.C. Andersen. Han har selvfølgelig skrevet et lille eventyr om åen kaldet ‘Klokkedybet’, navngivet efter åens dybeste sted, hvor der angiveligt engang faldt en klokke i, som man stadig kan høre ringe:

“’Ding-dang! ding-dang! nu gaaer jeg i Seng!’ sang Klokken og fløi ud i Odense-Aa, hvor der var dybest, og derfor kaldes nu det Sted Klokkedybet; men ikke fik den Søvn eller Hvile der! hos Aamanden ringer og klinger den, saa at det stundom høres herop igjennem Vandet, og mange Folk sige, at det betyder: nu skal der Nogen døe, men det er ikke derfor, nei den ringer og fortæller for Aamanden, som nu ikke længer er alene.”

Og så en tak til kunstner Peter Rolsted for lån af hans fine billede ‘Bjergtaget’ (2025), hvor man kan se elverne danse.