Piroschka Van De Wouw/Reuters/Ritzau Scanpix
“Der er lidt vej endnu, men nu tager vi hos KLM et stort skridt mod at rejse lidt mere bæredygtigt. Nu indgår der nemlig en del bæredygtigt flybrændstof i alle vore billetter.”
Den formulering fra det nederlandske flyselskab kunne man i april, september og oktober 2023 høre på Spotify og over 30 radiostationer. Og den samme formulering har nu givet KLM en bøde på tre millioner kroner i Københavns Byret på baggrund af en politianmeldelse fra Forbrugerombudsmanden.
Sagen blev i første omgang taget op af den danske klimarådgiver og iværksætter Lars Køhler, der i juni antydede til Børsen, at han var ret sikker på at få medhold i retten: “Hvis ikke en domstol kan se et klokkeklart problem i det, så er vi virkelig på røven. Så kan virksomheder påstå hvad som helst. Så jeg valgte at give det en skalle.”
Det lignede da også en vindersag fra starten. For i 2024 konkluderede en distriktsdomstol i Amsterdam på samme måde, at flyselskabet i deres kampagne ‘Flyv ansvarligt’ tegnede “et alt for rosenrødt billede” af bæredygtigt brændstof, det såkaldte Sustainable Aviation Fuel (SAF) – bl.a. ved at fortælle kunderne, at man kan kompensere for sin klimabelastning. Kampagnen blev hurtigt droppet.
Kernen i den nye danske sag er ikke i sig selv, hvorvidt flybrændstof kan kaldes bæredygtigt. Men snarere flyselskabets påstand om at have taget “et stort skridt”, og at der indgår “en del” SAF i deres brændstofblanding. KLM havde fordoblet andelen fra en halv til én pct., inden det i 2025 blev et EU-lovkrav, at flyselskaber skal tanke minimum 2 pct. bæredygtigt flybrændstof i europæiske lufthavne.
KLM er ikke de eneste, der nævner fordelene ved bæredygtigt flybrændstof i flæng. Den tidligere regering satte som målsætning at gøre indenrigsflytrafikken “helt grøn” i 2030, og dette forår åbnede Danmark derfor sin første indenrigsrute med 40 pct. SAF-brændstof mellem Aalborg og København, som Norwegian havde vundet udbuddet på.
Modsat KLM har Norwegian dog holdt sig fra at rose ruten til skyerne, fordi 40 pct. ikke gør flyvningen grøn: “Det er klart mere bæredygtigt, end det var før. Men når det ikke er muligt at flyve på 100 pct. SAF, så kan vi som kommercielt flyselskab ikke markedsføre det som grønt,” sagde Norwegians danske landechef Sara Neergaard i marts til Ritzau.
Stadig olie i tanken
Men er lidt grønt brændstof ikke bedre end intet? Når man googler ‘sustainable aviation fuel’, er et af de første søgeresultater en explainervideo fra den britiske oliegigant Shell. Som en af verdens absolut største forurenere – der står for omkring 1 pct. af den samlede CO₂-udledning – har Shell en naturlig interesse i at gøre sine hoser grønne.
Virksomheden forklarer begejstret, hvordan brændstoffer kan laves på forskellige former for fødevareaffald som majs og oksefedt. Men glemmer samtidig at fortælle, at de har skrinlagt det biobrændstofanlæg, de har haft arbejdet på i tre år, og dermed droppet det, der “ville have været et af Europas største anlæg til omdannelse af affald til grønt flybrændstof”. Fordi det ikke var “konkurrencedygtigt” nok.
Shell er blandt verdens største forhandlere af SAF sammen med oliefirmaer som TotalEnergies og Neste. Når Københavns Lufthavn for eksempel sender deres ansatte på forretningsrejse, har lufthavnen en SAF-aftale med energiselskabet DCC og Shell Aviation Danmark. Ligesom Air Greenland har en lignende ordning for flyvninger mellem Kangerlussuaq og København.
Selv hvis alle flyvninger hypotetisk set en dag skulle blive 100 pct. fyldt med SAF – som den gamle regering håbede på – støtter man altså virksomheder, hvis primære forretning altså er alt andet end grøn. Tværtimod kunne KLM’s reklame lyde, at du for hver grøn flyvetur kun bidrager til endnu dybere olieboringer. /Emma Louise Stenholm